Untitled Sermon
Sermon • Submitted • Presented
0 ratings
· 2 viewsNotes
Transcript
Lang Fredagsprædiken
Lang Fredagsprædiken
Læs Passionshistorien John 18:38-19:30
Pilatus sagde til ham: »Hvad er sandhed?«
Da han havde sagt det, gik han atter ud til jøderne og sagde til dem: »Jeg finder ham ikke skyldig. Men det er skik og brug hos jer, at jeg løslader en fange i påsken. Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?« De råbte tilbage: »Ikke ham, men Barabbas!« Barabbas var en røver.
Pilatus tog så Jesus og lod ham piske. Og soldaterne flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, og de hængte en purpurkappe om ham, stillede sig foran ham og sagde: »Hil dig, jødernes konge!« og slog ham i ansigtet. Pilatus gik atter ud af borgen og sagde til dem: »Nu fører jeg ham ud til jer, for at I kan vide, at jeg ikke finder ham skyldig.« Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem: »Se, her er manden!« Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de: »Korsfæst ham, korsfæst ham!« Pilatus sagde til dem: »Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig.« Jøderne svarede: »Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.«
Da Pilatus hørte de ord, blev han endnu mere bange, og han gik ind i borgen igen og sagde til Jesus: »Hvor er du fra?« Men Jesus gav ham intet svar. Pilatus sagde så til ham: »Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?« Jesus svarede ham: »Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra. Derfor har han, der udleverede mig til dig, større synd.« Efter dette ville Pilatus løslade Jesus, men jøderne råbte: »Løslader du ham, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.«
Da Pilatus hørte de ord, førte han Jesus ud, og han satte sig i dommersædet på det sted, som kaldes Stenbroen, på hebraisk Gabbata. Det var forberedelsesdagen til påsken, ved den sjette time. Pilatus sagde til jøderne: »Her er jeres konge!« Da råbte de: »Bort med ham, bort med ham, korsfæst ham!« Pilatus sagde til dem: »Skal jeg korsfæste jeres konge?« Ypperstepræsterne svarede: »Vi har ingen anden konge end kejseren.« Da udleverede han Jesus til dem, for at han kunne blive korsfæstet.
Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten. Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.« Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.«
Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: »Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.« For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse:
De delte mine klæder mellem sig,
de kastede lod om min klædning.
Det gjorde soldaterne altså.
Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas’ hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.
Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: »Jeg tørster.« Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden.
Historien har et før og et efter.
Jesus er historiens centrum. Verden er fundamentalt anderledes efter Ham end den var før.
Helt lavpraktisk deler vi da også tiden op sådan, i et før og efter Kristus.
I dag er vi i år 2024 efter Kristus. Men for at forstå Påsken som historiens højdepunkt og midterpunkt, må vi helt tilbage til begyndelsen. Det må vi, for at se den klare linje i Guds frelsesplan. Se den røde tråd i historien.
Gud skabte sit folk, da Han skabte de to første mennesker for nu meget længde siden. De blev skabt til at deltage i skaberværket. Virke sammen med Gud som medskabere
Have - forordne og dyrke
Dyr - herske over og navngive
Mennesker - føde og udbrede
Men Guds folk gjorde oprør. De hverken lyttede eller stolede på Gud, som havde skabt så herligt et hjem for dem.
Fordi de ikke stolede på Gud handlede de i mod ham og blev derfor adskildt fra Ham, og adskilt fra Gud blev de også adskilt fra livets skaber, godhedens oprindelse.
Derfor, adskilt fra ham blev livet endeligt, døden kom naturligt ind der, hvor Gud ikke længere var. Adskilt fra Guds godhed og retfærdighed blev viljen fordrejet. Der kom ondskaben ind. Synden. Det var faldet.
Men Gud gav også et løfte, for at faldet ikke måtte blive håbløst. Dette løfte var en god nyhed, på græsk et evangelium, om, at det forfærdelige fald ikke skulle vare evigt.
For Gud lovede menneskene at der ville komme en ende, Genesis 3:15
“Jeg sætter fjendskab
mellem dig og kvinden,
mellem dit afkom og hendes:
Hendes afkom skal knuse dit hoved,
og du skal bide hendes afkom i hælen.«
Og Gud gav Adam og Eva et tegn sammen med løftet. Gud straffede nemlig Adam og Eva med udelukkelse fra haven og afskårelse fra Ham selv. Men ligesom med løftet gav Han et tegn til dem, som gav håb.
For inden Adam og Eva forlod Haven ofrede Gud et dyr, som blev slået ihjel skindet kunne blive lavet til tøj som dækkede og beskyttede Adam og Eva. Der står, Gen 3:21 “Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på.”
Gud viste altså, at Han stadigvæk elskede dem og ville passe på dem. Og han viste også noget dybere og lagt vigtigere i denne handling. Som vi vil vende tilbage til senere.
Så fortsatte menneskeslægtens vandring gennem historien. Adam og Eva fik børn, Kain og Abel.
Men i den faldne og syndige verdne blev var der en stadig kamp mellem menneskene. Mellem de, der fulgte Gud og håbede på Hans løfte, og de, som som fulgte egenrådighedens vej og den fordrejede vilje.
Kain slå Abel ihjel og sendt væk. Guds folk blev stadig mindre selvom menneskene blev flere. Til sidst var der kun en, eneste retfærdig familie tilbage på hele jorden, nemlig Noa og sin husstand.
Gud straffede menneskene på jorden ved syndfloden, og viste os her noget meget vigtigt. At straffen for synd er død. Først ved vores første forældre, ved at vi mistede det evige liv og blev dødelige, men også konkret ved, at døden er straffen for synd, som Gud viste ved Noa.
Menneskene spredte sig udover jorden og opfyldte den og af efterkommerne valgte Gud en særlig mand, gennem hvem Han ville opfylde det løfte, som Adam og Eva havde fået. Løftet om en efterkommer, der skulle knuse slangens hoved, besejre døden og genoprette den faldne menneskehed.
Gud udvalgte Abraham og gav ham på en gang et løfte og en åbenbaring. Hans fjerne forfædre havde hørt om den efterkommer, som skulle bringe velsignelse til menneskeslægten, og Gud fortalte nu Abraham at det var, citat,
“i dit afkom” at “alle jordens folk skal velsignes” Gen 22:18.
Abraham blev sat på prøve og Gud udfordrede hans tro. For Gud gav endelig en søn til Abraham i hans sene alderdom, Isak, men Gud bad Abraham sin eneste søn Isak.
En fader, som elskede sin eneste søn over alt andet, måtte opgive ham. Og Abraham var villig til det, han stolede nemlig på Gud, viste, at Guds løfte galt, viste, at uanset hvad, så var God værd at stole på.
Isak overlevede. Gud skånede Abrahams søn og af sønnen Isaks slægt kom efterkommere.
Igen ser vi også, at nogen falder fra Guds folk. Isak havde fik to sønner, Jakob og Esau, de havde samme far og var af samme slægt, og dog var det kun gennem den ene, at løftet fortsatte. For løftet var af Guds nåde, ikke noget af fortjeneste. Det handlede ikke om blodet eller herkomst, men om Guds valg og vilje.
Løftet fortsatte gennem Jakob, som fik tolv sønner, de tolv som blev stamfædre til Israels tolv stammer.
Den ene søn, som Jakob elskede særligt var Josef, hans yngste søn. Han blev klædt i en ærværdig kjortel men hans brødre var misundelige på ham. Gud gav Josef drømme som han åbenbarede for sine brødre, og de begyndte at hade ham. For de brød sig ikke om det, Gud sagde til dem gennem Josef. For Gud sagde, at Josef skulle herske over de andre.
De ville slå ham ihjel men endte med at kaste ham i en tom brønd, hvor han blev købt af slave handlere og solgt til slaveri i Ægypten. De sønderrev Josefs kjortel, vædede den i blod gav den til hans far og sagde, at han var død.
Men Guds almagt består også i, at han kan føre godt ud af det onde, som folk gør.
For i årene efter at Josef kom til Ægypten blev han en stor mand, der tilsidst endte som rigsmester i Ægypte. Det blev til frelse for Josefs familie, ja, for hele Guds folk.
For da der kom svær hungersnød over landene, så kom folket til Josef, hos hvem der rigeligt mad. Han blev til frelse for sit folk.
Her ser vi Guds virke i historien. Men den frelse Josef bragte, var ikke evig. Han gjorde Israelitterne mætte. Men de blev sultne igen. Han reddede dem, ved at føre dem til Ægypten.
Men Israelitternes frelse blev til derers fald, for de endte med at tjene som slaver i Ægypten. For de adlyd ikke Gud, som havde givet dem et andet land at leve i end Ægyptens land. Før Josef døde, kom han dog med en sidste profeti, om en kommende hersker, som folkeslagene skulle adlyde, en kommende frelser.
Herefter følger den lange historie om Moses’ udfrielse af Israelitterne fra Ægypten og deres tilbagevenden til Kana’ans land. Men bemærk den dystre historie, som disse sejrrige episoder fortæller. God vandrede med Israelitterne og med Moses, da de blev befriet fra Ægyptens slaveri. Men alligevel syndede de og dyrkede afguder frem for Gud. Mange tusinder af Israelitterne faldt fra og døde i ørkenen og kom ikke ind i frelsen.
Da de endelig ankom til landet, var det endnu værre. De bortjog ikke degamle hedenske indbyggere, og Israelitternes børn og børnebørn begyndte at dyrke hedningernes guder og ofre til dem. Folket blev mindre og mindre. Til sidst var der så få troende tilbage, at Guds profet Elias, at han var den eneste troende Israelit tilbage i hele landet! Og hvad svarede Gud ham? Bare rolig, der er endnu syv tusind andre tilbage. Sådan kan troen også føles nogen gange. At vi er helt alene i en verden, der ikke kender Gud.
Og folket blev stadigvæk mindre. Som I hørte før fik Jakob 12 sønner, som blev stamfædre til Israels tolv stammer. De 10 af dem boede i den nordlige del og de sidste to boede i den sydlige del af landet.
På profeten Hoseas tid angreb Assyrerne de frafaldne Israelitter i nordriget og deporterede dem alle og sendte dem i eksil dybt inde i Iraq og Iran. Her forsvandt ti ud af tolv stammer forevigt. Langt største delen af folket var nu revet bort og forgået og de tro Israelitter blev færre og færre.
De to tro stammer i syd, Benjamin og Juda, kæmpede i århundrede mod vranglære og fremmede magter, først Babylonere, så Persere, sidenhen Grækere og så til sidst Romerne. På den tid kom Jesus til sit folk, Israelitterne, men de tog ikke imod ham. John 1:11 siger
Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.
I sit virke blev han afvist af de fleste, og selvom nogle skare fulgte ham, blev han ikke accepteret af folket i sin helhed.
Og her er vi kommet til midterpunktet. Tyngdepunktet i historien. Meningen med det hele. For hele Israels historie er skrevet til os som Paulus siger, 1 Cor 10:11
Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået.
Hele historien om Guds folk fortæller os, at uden tro, er vi adskilt fra Gud. Hele historien om Guds folk fortæller os, at vi mennesker kan ikke stå alene. Selv de største helte, selv de stærkeste mænd falder og er utilstrækkelige. Som Moses der tvivlede og David som blev morder og ægteskabsbryder.
Hele historien om Guds folk opsummeres i dette ene vers, Rom 8:3-4
Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.
Vi kunne ikke! Vi var ikke gode nok. Det er den hårde sandhed. Se blot vores egne liv. Selvom vi måske tænker at vi er gode mennesker, så ved vi alle med altydelighed, at vi tit og ofte fejler, at selviskhed, vrede, stolhed og egenrådighed styrer vores valg og beslutninger.
At gøre sig bedste er ikke nok, når ens bedste falder frygteligt kort for Guds gode og retfærdige lov. Herren sagde selv, Matt 5:48
Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!
Det er ingen af os. Ingen. Derfor står vi også alle nøgne og uden udnskyldning foran Gud.
For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.
Men hov, hvad var det, jeg sagde? Vi står nøgne og uden undskyldning foran Gud. Har vi ikke hørt det før? Minder det ikke om noget, I hørte tidligere?
Adam og Eva stod nøgne foran Gud, skyldige og skammede sig. De havde gjort oprør mod Gud og brudt Hans lov, og hvad gjorde Gud så? Han slagtede et dyr og lavede skintøj af det og dækkede deres nøgenhed. Heri ligger der et dyb sandhed. En profetisk foregribelse.
Hvad vi ikke kunne gøre, gjorde Gud for os. Jesus er vores offerdyr. Jesu død på korset er blevet vores klædedragt. For ligesom at hele menneskeslægten faldt i synden og døden ved den ene mand, Adam, således valgte Gud også at frelse hele menneskeslægten og skænke dem retfærdighed og evigt liv ved den ene mand Jesus
Romans 5:12–16 (Danish CLV)
Derfor: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede. For vel fandtes der synd i verden før loven, men synd kan ikke opregnes, når der ikke er nogen lov; men døden herskede fra Adam til Moses også over dem, der ikke havde syndet ved en lignende overtrædelse som Adam. Han er et billede på ham, der skulle komme; men det forholder sig ikke med nådegaven som med faldet; for døde de mange på grund af den enes fald, er Guds nåde og gave så meget mere kommet de mange rigeligt til gode ved nåden i det ene menneske, Jesus Kristus. Og med gaven forholder det sig ikke som med følgerne af den enes synd; for dommen blev på grund af den ene til fordømmelse, men nådegaven, givet på grund af manges overtrædelser, er blevet til retfærdighed.
Ligesom at offerdyret måtte dø i Edens have for at dække over Adam og Evas synd, således måtte Jesus også dø, og i hans død har vi fundet forsoning og har fået vores synd dækket.
I Jesus er det afkom, som blev lovet Abraham, Jesus er han som bringer velsignelse til hele verden.
Ligesom at Abraham blev bedt om at ofre sin eneste søn, så ser vi Guds storslåede kærlighed og trofasthed. For Gud tillod Abraham at beholde sin søn, fordi Gud selv i sin kærlighed valgte ikke at skåne sin egen søn.
Abraham betyder folkets fader på hebræisk, og er et billede på Gud Faderen, alle folkeslags fader, som med Paulus ord Rom 5:8
men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.
Det er Guds kærlighed. Gud sørgede for os. Isak bar træet på sine skuldre som han skulle ofres på op på bjerget, men blev skånet. Jesus selv måtte også bære det tunge kors af træ op på bjerget Golgatha, hvor han ikke blev skånet.
For Guds folks historie, ja, Lang Fredags historie er fortælling om, at Gud frelser os, fordi vi ikke kan frelse os selv.
Vi hørte også om Josef, den yngste broder. Han blev klædt i en kongelige kåbe og fortalte at han skulle herske, mens hans brødre var misundelige og slog ham ihjel.
Jesus blev også klædt i en kongelige kåbe, en purpurkappe, og forhånet. De kunne ikke se den ydmyge konge, som var kommet som verdens frelser.
Josefs egne brødre ville slå ham ihjel, fordi de hadede ham, på samme måde forsøgte jøderne også at slå Jesus ihjel, som Paulus siger 1 Thess 2:14-15
I, brødre, ligner jo Guds menigheder i Judæa, som er i Kristus Jesus, for I har lidt det samme af jeres landsmænd, som de har lidt af jøderne, der slog både Herren Jesus og profeterne ihjel, og som har fordrevet os, og som ikke behager Gud og er imod alle mennesker,
Men det var ikke kun jøderne som vendte sig i mod Jesus. Selv Jesu egne venner, de tro disciple forlod Jesus i hans nøds værste stund.
Apostlen Peter forlod Jesus og nægtede ham offentligt tre gange, og de andre disciple svigtede også, som Jesus vidste de ville, Mark 14:27
Og Jesus sagde til dem: »I vil alle svigte, for der står skrevet: ›Jeg vil slå hyrden ned, så fårene spredes.‹
Forladt af alle kom Jesus op på korset, ligesom Josef sad forladt af alle i brønden, kastet i døden af sine egne og forladt af sine egne.
Begge blev forhånet og begges kongelige kabber blev dybbet i blod.
Men den ene, Josef, bragte kun sit folk en kort frelse og jordisk mad.
Jesus derimod, var opfyldelsen af det tegn, som Josef var, for han gav sit folk evig frelse og det himmelske nadverbrød, som giver os evigt liv.
Begge blev overgivet til hedningers hånd, men Josef ledte sit folk til Ægyptens kornkamre, som senere blev deres slavehus, så fører Jesus os til den nye jord, hvor vi for evigt skal være frie.
Det er den herlige pris, som Jesus købte for os med sit dyre blod. Han er opfyldelsen på hele loven, som forudsagde hans komme. Jesus sagde selv, Luke 24:44
Luke 24:44-45 (Danish CLV)
Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.« Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne,
Som sagt gjorde Jesus dette for os, så vi må se Guds virke i historien. At her greb Gud ind, at vi må sige, sammen med den romerske centurion, Matt 27:54
Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: »Sandelig, han var Guds søn.«
Jesus er lovens opfyldelse, fordi han opfylder alt, der står skrevet om ham deri. Jesus er den nye Adam, der bringer retfærdighed hvor Adam bragte uretfærdighed. Jesus er den sande Isak, sin faders enbårne søn der ofres til frelse for verden. Jesus er den sande Josef, der kastet i døden af sine egne men endte med at bringe frelse ud af den tomme grav.
Her ser I altså frelseshistoriens røde tråd. Guds hånd fra begyndelsen til det dramatiske højdepunkt på Korset. Her mødte Guds retfærdighed Guds kærlighed. Her gjorde Gud for os, hvad vi ikke selv kunne.
Men Jesus er ikke kun opfyldelse af Lovens bøger, men også opfyldelse af Lovens regler og foreskrifter. I sit hellige liv vrandede Jesus i fuldkommen retfærdighed. Han helbredte, han bed for sine fjender, han tjente sine følgere i selvopofrende kærlighed. Det gjorde Han, for at Han kunne frelse sit folk, alle dem, som tror på Ham.
For ligesom at Gud skar skin til at dække Adam og Eva, således har Gud i sin elskede Søn skabt en retfærdighedens kappe til sit folk, læs hvad Paulus skriver, Gal 3:27
Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.
Jesu fuldkomne retfærdighed kan blive vores, som Profeten Esajas spåede, Isaiah 61:10-11
Jeg fryder mig over Herren,
min sjæl jubler over min Gud.
For han har klædt mig i frelsens klæder
og hyllet mig i retfærdighedens kappe
Her skal al vores trøst og glæde være. For I Jesus har vi vundet frelse og tilgivelse. Jesus døde for hele verdens synd, for din og min, for vores oldeforældres og for vores tipoldebørns skyld. Hver og en. Fra det størte forrædderi til den mindste hvide løgn. Jesus fuldkomne offer var mere end tilstrækkeligt for det hele, John 1:29
Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.
og igen 1 Peter 1:18-19
I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde;
Hør de søde og befriende ord. For de sætter os fri fra al skyld, fra alle skam, fra alle tunge byrder som tynger vores samvittighed og erfaring. Jesus er frihed, tilgivelse og fred.
Men bemærk så også det skatkammer af goder, som han vandt for os ved sit offer. Jesus er ikke kun tilgivelse men også retfærdighed. Jesus udsletter vores syndige fortid, som Jeremias spåede,
Jer 31:34 “Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd”
For Jesus har ikke kun frikøbt os fra vores syndeskyld men også iklædt os sin herlige retfærdighed at Phil 3:9
og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen,
Derfor er denne fredag fredens fredag. Frihedens fredag, forløsningens fredag, forsoningens fredag, frelsens fredag!
Her er den frelseskappe købt. Den kongekjortel, som soldaterne spillede lod om, er Jesus gratis gave til os. At vi kan iklæde os hans fuldkomne retfærdighed. At vi kan findes i Ham, ikke med vores egen mangelfulde retfærdighed, men med hans fuldkomne!
Her har vores samvittighed fred. Her er vi fri fra syndens anklager i mod os. Her er vi kosteligt og dyrebart klædt. Her er vi renset og rene i Jesu dyrebare blod og kan stå frimodige vores kærlige Gud.
Lad os i påsketiden gruble og betragte den rigdom der er i Jesu kongeklæder.
For her er livets kildevæld sprunget op i verden. Her er det livets træ som Adam og Eva tabte. Fra Jesu kors strømmer nåde og liv ud. Derfor, med den kristne frihed, med den kristne fred er der kun taksigelse for os at give.
Derfor følger vi Jesus, Hans gode retfærdige bud og visdom, ikke fordi vi frygter fordømmelse, men fordi vi takker ham, som Paulus siger, Heb 13:15-16
Lad os bestandig ved ham bringe Gud takoffer, det vil sige frugten af læber, som bekender hans navn. Glem heller ikke godgørenhed og gavmildhed; det er den slags ofre, Gud finder behag i.
Det er de takofre, vi skylder Gud at give for hans herligheds pris, som Han købte os så dyrt denne lange Fredag!