07, 2. Søndag Efter Påske, 1. Ræ

Vor hyrde og tilsynsmand

2. søndag efter påske

Hyrder er der nok af, men hvem vil sætte livet til for at være hyrde? Så enkelt kan det stilles op og svært kan det stilles op. Det kan godt være, billedet af hyrden virker lettere - eller måske endda meget - antikveret, støvet, temmelig romantiserende, alt for idyllisk, så alt for harmonisk sådan som vi helst ser Jesus i rene klæder, der bærer lammet eller fåret på sine brede, stærke skuldre. Sagen er bare den, at sådan har det været erfaret i virkeligheden: at her var tryghed og håb at hente! Og trygheden og håbet fandt man i det afgørende: han satte sit liv til for fårene. Var det ikke sådan, kunne man ikke bruge det til noget.

Og det skal altså tænkes med i alle de billeder, der i tidens løb er lavet af Jesus som den gode hyrde, som hyrden der sætter livet til for sine får. Hvor meget det har betydet for mennesker, får man et indtryk af gennem de billeder, man finder i Roms katakomber (vise billede). Her er Jesus som den gode hyrde, der sikkert bærer fåret hjem til flokken, et yndet motiv. Det var altså det billede, de holdt sig til, de første kristne, når de skulle leve med den mulighed hver dag at kunne blive slået ihjel for deres kristne tro. Det er altså det, der er spørgsmålet: holder det helt derud? Holder det, at han bærer sine får hjem til folden, hjem til Gud? Holder det helt derud, hvor vi selv sætter livet til for den tro – hvor vi satser livet på det? Eller smutter han, når det bliver for hedt eller for koldt, for besværligt, for uberegneligt? Hvordan kunne de tro det?

Der er vel kun et svar: De havde mødt ham, der havde sat livet til for dem. De havde mødt ham, der havde båret deres synder op på korset, havde helbredt dem. Nu havde han samlet dem sammen, alle dem, der var faret vild. Nu kunne de stole på ham som deres ’sjæles hyrde og tilsynsmand’.

Så handler det altså om, hvem du mener, du kan overgive hele dit liv til. Hvem vil du betro det til? Hvem vil du låne øre, så du trygt kan følge hans råd? ”I skal følge i hans fodspor,” skriver Peter. De skal lære af ham, lade sig vejlede af ham. Men hvorfor det? Fordi han gjorde, hvad han sagde. Det stod i avisen forleden dag: ”Præsten skal tro, ellers er han ikke pålidelig.” Og videre: ”Forældre skal vide, at børnene ikke gør, hvad forældrene siger, men hvad forældrene gør.” Hvad gjorde den gode hyrde? Han satte sit liv til for fårene. De havde mødt ham, der ikke kun sagde flotte ord, men selv gjorde dem – gjorde ordene: Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.

Det er illustreret på den mest nærgående måde i Kingos kirke i København. Der er et billede af den gode hyrde, som er helt forkert, fordi det mangler alt det, vi forbinder med et billede af den gode hyrde – undtagen lige hyrden selv. Men af samme grund er det helt rigtigt, fordi det ligesom billederne i Roms katakomber viser, at den gode hyrde befinder sig midt i vores liv – og gør han ikke det, er han uinteressant.

Billedet viser Jesus i hvide gevandter, som vi fra barns ben har lært, han så ud. Jeg er nu ikke sikker på, de havde så meget blegemiddel i en fattig familie dengang, men så langt passer billedet til vores opfattelse. Men resten er forkert – eller rigtigt. I favnen har Jesus et fireårs barn, der klynger sig ind til ham, trygger sig ind til ham. Barnet er klædt som et barn var det i København ved forrige århundredeskifte. Og bagved ses de rygende fabriksskorstene. Det er, som en præst ved kirken har sagt, et gribende udtryk for kirkens budskab til netop de mennesker, de er sat til at være kirke for midt i storbyen.

Billedet har sin egen historie. Det er malet af professoren og maleren Erik Henningsen i taknemlighed over, at hans eget fireårige barn blev fundet efter at have borte et døgns tid. Der, midt i uvisheden hvor det værste kunne være hændt, slog billedet altså til. Jesus ville passe på barnet, ja ville passe på barnet helt ind i det mest forfærdelige, der kunne ske. Hvorfor det? Fordi han satte livet til, og dermed blev døren ind til Guds rige. Det er det, der er styrken i billedet af den gode hyrde. Det er det, der er realiteten.

Jeg ved ikke, om det oprindeligt hørte med, men nederst i billedet er placeret et krucifiks, Jesus på korset. Man går så at sige gennem krucifikset ind i maleriet. Man får på den måde det med, som går forud for den stump tekst, vi hørte, at Jesus er døren. Billedet glider hele tiden. Der er tyve og røvere, der vil stjæle fårene. De går ikke ind gennem døren. Der ville de blive afvist. Hyrden derimod går ind gennem dørene. Ham lukker dørvogteren op for. Men så udfolder Jesus billedet videre, taler om sig selv som døren til fårene, siger: ”Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst.” At gå ind gennem ham, er at gå ind gennem korset, gennem forsoningen. Det er at gå ind gennem kærligheden, som han har til dem, der allerede ved skabelsen var hans. Så er han hyrden, der er livets faste holdepunkt, ja han er sjælens hyrde og tilsynsmand.

På mange måder virker det temmelig antikveret og gammeldags dette billede. Og dog er det moderne. Vi kender jo efterhånden til tilsyn stort set overalt i vores samfund: tilsyn med skoler og plejehjem og landbrug og cafeterier. Og vi kender til personlige vejledere både privat og indenfor erhvervslivet.

Men her gælder det mere end det. Her gælder det sjælen. Sjælen, kan man sige, står for menneskets åndelige side, dets forhold til Gud. Når det gælder den side af menneskelivet, som selvfølgelig ikke kan skilles fra vores liv her på jorden, kan ingen andre end Jesus være hyrde og tilsynsmand. Vel kan vi bruge andre mennesker, præster eller andre vi har tillid til, når det gælder vort åndelige liv. Men først og sidst har vi kun én vejleder – en hyrde og tilsynsmand.

Og af ham kræves noget særligt. Der er nogen forudsætninger, der må være tilstede. Den første er kendskab. ”Jeg kender mine får,” siger Jesus. Det betyder, at kan ved alt om, at vi i al fald ikke altid er noget glansbillede. Der er tider, hvor livet er sådan. Lad os ikke glemme det. Der er tider, hvor fåret glad og gerne følger hyrden. Men der er også det modsatte: tider hvor fårene vil alt andet end det, hyrden vil. De er tider, hvor den gode hyrde må stille krav og sætte grænser. Gjorde han ikke det, var han ikke den gode hyrde. Det er det, vi må kunne stole på, at når det går den forkerte vej, når vi vælger vejen mod afgrunden, vejen bort fra livet og ikke selv kan eller ikke selv vil se det. Når han gør det, er det udtryk for, at han bryder sig om os. Det gør han både selvom han kender os og fordi han kender os. ”Jeg kender godt en som dig,” kan vi høre mennesker sige. Og det betyder: Dig vil jeg holde mig fra. Jesus siger det samme, men med den stik modsatte betoning: ”Jeg kender godt dig,” – derfor vil jeg have med dig at gøre. Jesu kendskab er lig med kærlighed.

Så er der åbnet op for en fortsættelse, der lyder: ”..og mine får kender mig.” Der er sikkert dem, der vil sige, at det her er et svaghedstegn, og det går ikke i et samfund, hvor man skal vise, at man godt kan. Men hvad er svaghed og hvad er styrke. Der bruges vejledere, såkaldt couching som aldrig før for at holde karrieren på rette sport, for at gøre sit eget liv til en succes, for det er man forpligtet på. Hvad er så styrke og hvad er så svaghed? Den største styrke er at turde vise sin svaghed, for der åbnes der for livsmuligheder i stedet for at fare vild. Ja, der afsløres en svaghed, når vi lytter til hyrden, knytter os til ham. Vi kan ikke lede os selv, - er for øvrigt aldrig skabt til det. Det har aldrig været meningen, at vi selv skulle finde vejen i livet, finde meningen. For den er givet os. Men vi har brug for at blive ledt tilbage til den, den vi farer vild i vore egne forsøg på rede livet. Så skal vi lytte, lære hyrdens røst at kende.

Her er altså før noget andet tale om nærvær. I før omtalte billede ser vi hvordan drengen trygger sig ind til Jesus. Her er samhørighed, fælleskab, ja venskab. Ordet kende hører hjemme i kærlighedens sprog, hvor kan i kendskab elsker hinanden. Det er det fællesskab, vi kan have med ingen mindre end den opstande Herre, der sidder ved Guds højre side.

Det er i det fællesskab vi i tryghed kan have ham som tilsynsmand. Her kan vi i tryghed blive det, det moderne samfund kræver af os: kompetente mennesker. Men til at være et kompetent menneske hører, at kende egen begrænsninger, kende sin afhængighed, være bevidst om den. Modsat er det farligste af alt, at man ikke kender sin brug for hjælp, og derfor heller ikke kender sin afhængighed, - for den er der jo alligevel.

Så lad os bare erkende det, at det er ikke anderledes i vores gudsforhold end i så mange andre forhold i livet: vi har brug for hjælp, vi har brug for vejledning. Her, i vores gudsforhold finder vi det hos ham, der har elsket os indtil og gennem døden for at give os et rigt liv. Her er det helt åbne, det rigeste og længste perspektiv, det perspektiv der rækker langt ud over, hvad vi magter, at der skal blive en hjord. Det viser historien, at vi aldrig magter. Det magter kun hyrden, den gode hyrde, den enestående hyrde, ham der satte livet til for fårene, for os, for at vi skulle leve i tilgivelsens og opstandelsens frihed.

403: Denne er dagen, som Herren har gjort

51: Jeg er i Herrens hænder

662: Hvad kan os komme til for nød

168: Hyrden er én og så hans hjord

675: Gud, vi er i gode hænder