5, Søndag Efter Påske

Onsdagsandagt 5. s. e. påske I Joh 16,23b-28

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.

Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«

Joh 16,23 _ Joh 16,28

For tiden er der en modeteologi, der virkelig griber om sig: “Gud bor i metaforen”! Vi kan kun tale metaforisk om Gud; det er simpelt hen en teologisk og epistemologisk fadæse at tro, at man kan udtale sig om Gud ligefremt. At sige noget direkte og ligefremt om Gud tangerer blasfemi, for så “ejer” man Gud – men Gud lader sig ikke eje, og han lader sig ikke spærre inde i dogmer og læresætninger. I det hele taget kan sproget slet ikke rumme Gud, og derfor må man altid ydmygt erkende, at ens tale om Gud højst kan være narrativ, billedlig.

“Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen” ...

Sådan siger Jesus allerede skærtorsdag aften. Det er rigtigt, at han selv har talt umådelig meget i billeder; men det skal ikke fortsætte. Fra nu af skal der tales ligefremt.

En teologi og en forkyndelse, der ydmygt kun tør tale metaforisk og indirekte om Gud, har slet ikke opdaget, at vi nu er på den anden side af både påske og pinse. Billedtalens æon er forbi ...

Lige efter Jesu ord her i vores prædiketekst udbryder disciplene med en lettelse så tyk, at man kan skære i den; “Hans disciple sagde: »Nu taler du ligeud, og du bruger ikke billeder. Nu ved vi, at du ved alt og ikke har brug for, at nogen spørger dig. Derfor tror vi, at du er udgået fra Gud.”

De næsten gisper af lettelse: – Endelig! De har været ved at få svip af alle de lignelser og metaforer, Jesus har spredt om sig med rund hånd; og de har aldrig været helt sikre på, om de overhovedet forstod, hvad han ville med det hele.

Det har været så usikkert det hele, at de faktisk heller ikke har været for godt sikre på, om Jesus virkelig vidste alt! De har været usikre på, om han overhovedet var udgået fra Gud – for ville Messias, udgået fra Gud, ikke tale i normalt, forståeligt menneskesprog?! Og så taler han i billeder ...

Nu kommer det virkelig: Jesus taler ligeud! – Nu kommer den ligefremme tales æon: Pinsens tid, hvor Jesus endelig kan sige alt det ligeud til dem, som de indtil nu ikke har kunnet bære. Pinsens tid, hvor Talsmanden skal tage al Jesu foreløbige billedtale og konvertere den til ligefrem tale. Pinsens tid, som Jesus tager forskud på allerede skærtorsdag aften og på opstandelsens dag: Skærtorsdag aften, hvor hovedemnet for hans undervisning er Helligåndens komme, og hvor han allerede afrunder sin foreløbige undervisning, som indtil da kun har kunnet ske i billedtale, i lignelser, metaforer, allegorier. Og opstandelsens dag, hvor han samme aften foregriber pinsens under: “Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: ‘Modtag Helligånden!’”

I Åndens æon kan der faktisk tales direkte og ligefremt om Gud!

Dermed mener jeg ikke, at der i den narrative teologi og i den metaforiske bølge, der kun tør tale billedligt og indirekte om Gud, og som afskyr dogmer og apostolsk lære, slet ikke er vigtige pointer. Det er jo rigtigt, at vort sprog ikke kan rumme Gud. Det er også rigtigt, at meget af det, vi siger om Gud, nødvendigvis stadig må gribe til lignelser og allegorier. Noget af vores billede af Gud kan kun udtrykkes i fortælling og i billedtale – med al den ydmyghed og usikkerhed, det indebærer. Sådan er det stadig, og sådan vil det være, indtil vi skal se ham, som han er.

Det er også rigtigt, at vores forkyndelse somme tider er for sikker, somme tider er for afsluttet og færdig. Det er sikkert rigtigt, at vi sommetider taler om Gud, som om vi kunne beskrive ham udtømmende, og som om vi kunne eje Gud, lukke ham inde i vore dogmer og kontrollere ham med vore læresætninger.

Fred Craddock: “Det kræver en ydmyghed og en tillid, som de fleste af os mangler, at risikere ikke at have denne kontrol, at ville dele en sag med andre, som er større end både taler og tilhørere tilsammen, og som de kun kan udforske sammen i undren, ydmyghed og taknemmelighed. Det emne, der kan behandles udtømmende i en prædiken, burde overhovedet aldrig være emnet for en prædiken. Og alligevel, hvor mange prædikener hører man ikke, der giver det indtryk, at prædikanten har vandret hele vejen rundt omkring Gud og taget billeder af ham.”

Men det er netop en af forskellene på apostolsk lære, som den er åbenbaret i NT, og vores lære, at apostlenes lære netop ikke lukker Gud inde og forføjer over ham. Vi forsøger hele tiden at tilnærme vores lære og undervisning og vores dogmatik apostlenes så meget som muligt, men det vil altid kun være foreløbigt.

Derfor kan jeg ikke dy mig for at påstå: Hvis man begejstres for voldsomt for den metaforiske og narrative usikkerhed i vores tale om Gud, så kan det kun være fordi man ikke har været derude, hvor et ligefremt, umisforståeligt og soleklart dogme er det eneste, der holder mig i live! Det kan kun være fordi man indtil nu ikke har oplevet, at hvis lige det her skrider og er usikkert, så er det ikke spor spændende og progressivt længere, så går jeg ned.

Man kan næsten få det indtryk, at den meget metaforiske og narrative teologi, som slet ikke har opdaget, at det har været pinse, og at Helligånden er begyndt at tale direkte og ligefremt, kun kan være blevet til i en kirke så sær som vores, hvor man kun har evangelietekster som prædiketekster!

For man har slet ikke opdaget, at Jesus selv var klar over sin egen forkyndelses foreløbighed.

Det er et hovedtema i Johannesevangeliets afskedstaler: “Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer.”

Det er meget, meget mærkeligt: En ting er, at fx GT’s tekster selv udmærket er klar over deres egen foreløbighed, og GT’s tekster ser frem mod den nye pagt, der skal afløse den gamle pagt. Det lader sig høre, det kan man da forstå.

Men noget helt andet og meget mærkeligt er det, at Jesus gør det samme: Han erklærer simpelt hen, at hans egen undervisning er foreløbig. Han erklærer åbent, at han ser frem til den nye tid, til pinsens tid, hvor hele sandheden kan forkyndes, og hvor der kan forkyndes ligefremt og forståeligt.

Lige inden denne prædiketekstudskæring siger han ligefrem: “Den dag skal I ikke spørge mig om noget!” For indtil da har de ikke forstået en lyd; selv når de spørger, bliver de endnu mere forvirret. Men efter pinsen skal de selv kunne forstå; de skal blive et folk af profeter; de skal selv kunne høre Guds røst. For de skal selv salves med Ånden, ligesom Kristus er den med Ånden salvede.

I kap 14 siger han netop om Åndens komme: Den dag skal I erkende ...

Når Jesus på den måde ser frem til den dag, hvor hans egen foreløbige billedtale skal afløses af Åndens direkte og åbenbare tale, så er det lidt grotesk, at vi i folkekirken kun må prædike over de evangelietekster, der indeholder Jesu foreløbige forkyndelse ...

Vores kirke og vores tekstrækker har det lidt ligesom disciplene i Efesos, da Paulus kom til dem første gang: “Vi har ikke engang hørt, at der er en Helligånd.” Selv de prædiketekster, der taler om Helligånden (og det er heldigvis adskillige!), er dermed taget fra tiden før Helligåndens komme! Selve vore pinsetekster ser stadig frem til pinse! – som om pinsen endnu ikke har været her.

For medmindre vi har biskoppelig tilladelse til at fravige tekstrækken (eller er dr teol’er!), så har vi slet ikke lov til at prædike over tekster, der taler om, at Helligånden da forresten er kommet – for vi skal prædike over evangelietekster og må hverken prædike over ApG eller over Paulus’ breve.

Og så er det måske ikke så mærkeligt, at megen narrativ teologi heller ikke har opdaget, at metaforens tid er forbi, og vi nu kan tale direkte og ligefremt om Gud. For de har hentet deres teologi fra Jesu forkyndelse og ikke fra apostlenes.

Det er sandt, at vi stadig må gribe til billedtalen. Og den narrative og metaforiske forkyndelse er ikke bare en utroligt spændende fornyelse af forkyndelsen; den er også en nødvendig erkendelse af usikkerheden og foreløbigheden i vores egen erkendelse af Gud. Den gør vores tro til en vandring og ikke en ejendom.

Men evangeliet er ikke kun en fortælling; det er også en læreform, tu,poj didach/j (Rom 6,17). At Gud er blevet menneske, er ikke nogen metafor. At Gud er kærlighed, er ikke nogen metafor. At Jesus skal komme igen for at dømme levende og døde, er ikke nogen metafor. Det er ligefrem tale.

Og: At han retfærdiggør den ugudelige, der tror; at han ikke viser dem bort, der kommer til ham – det er heller ikke metaforer. Det er ligefrem tale; og der er ikke noget usikkert og flertydigt ved den.

Det er det, jeg mener med, at hvis man begejstres for voldsomt for den metaforiske og narrative usikkerhed i vores billede af Gud, så kan det kun være fordi man ikke har været derude, hvor et ligefremt, umisforståeligt og soleklart dogme er det eneste, der holder mig i live! – hvor: hvis det her skrider og er usikkert, så er det ikke spor spændende og progressivt længere, så går jeg ned.

Men alt det har altså først kunnet forkyndes efter Jesu himmelfart og efter pinsens komme ...

Det er virkelig meget, meget mærkeligt. Man skulle jo tro, at Jesu komme, Guds søns egen, personlige undervisning ville være kulminationen på Guds selvåbenbaring; alt derefter må vel bare være efterspil, postludium. Men nej: Kulminationen kommer efter Jesus, kulminationen kommer med Helligånden ...

Jeg må tilstå, at lige her kan jeg i bakspejlet godt genkende nogle formuleringer fra karismatisk hold og fra pinseteologisk hold, som har sagt netop dét, men som jeg i sin tid faldt over med ortodoks fråde om munden ...

Jesus afdækker endda i vores tekst endnu en foreløbighed, og ser også her frem mod foreløbighedens afslutning:

To ting er endnu ikke mulige i den foreløbighed, der kendetegner Jesu virke indtil pinse:

1. at Jesus taler rent ud!

2. at disciplene beder rent ud!

“Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.”

Vel har de indtil nu bedt Jesus om både dit og dat – og vel har de og deres forfædre allerede i århundreder bedt til Gud og er blevet bønhørt. Men det har altsammen været i kraft af den forsoningens forbøn, som i historien først nu virkeliggøres. Først nu realiseres bønnen i Jesu navn, for først nu sluttes den nådespagt, som overhovedet gør det muligt at henvende sig til Faderen i Jesu navn.

Det er derfor, Jesus siger, at det først er nu, de kan bede i Jesu navn. Det er sandt, at når Abraham og David og Esajas bad til Gud, så bad de reelt også i Jesu navn, for de bad til Gud i kraft af den forsonergerning, som Jesus historisk først tilvejebragte århundreder senere. Men rent pagtshistorisk er det først nu, bønnens vej banes, og det er først nu, til pinse, nådens og bønnens Ånd udgydes.

Det udtrykker han selv her i en af de mest overraskende sætninger i afskedstalerne.: “Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer ...”

Jamen hallo?! Handler hele hans forsonergerning ikke netop om, at han beder til Faderen for os?! Det hele handler jo om, at han ved sin korsdød, sin opstandelse og sin himmelfart går ind i den himmelske helligdom “for nu at træde frem for Guds ansigt til gavn for os”?! Jesu forsonerforbøn er jo selve evangeliets nerve.

Og endnu mærkeligere: I kapitlet lige efter, i kap 17, laver han ikke andet end at bede til Faderen for os! Hvorfor siger han så i kap 16, at han ikke vil bede for os ...

Nu siger han jo altså for det første ikke, at “jeg vil forresten slet ikke bede for jer til Faderen”, for så ville vore tekster virkelig komme i klemme; han siger: – Lige her, lige nu, siger jeg ikke, at jeg vil bede til Faderen for jer; jeg skal nok gøre det, men det er ikke min pointe her og nu.

For det andet ligger Jesu hovedpointe sikkert i eftersætningen: ... for Faderen selv elsker jer!

Dvs: Det er sandt, at I fra nu af skal bede til Gud i mit navn; men det betyder til gengæld også, at I selv har lov til at bede. Min stedfortrædende forbøn betyder ikke, at I slet ikke selv har lov til at træde frem for Gud, fordi Gud kun elsker mig; Den betyder tværtimod, at Gud elsker jer, og I kan selv træde frem for ham med samme frimodighed og samme ret, som jeg selv gør det.

Dvs: Vi behøver ikke stå bag Jesus og gemme os og prikke ham på skulderen og hviske: Kan du ikke lige hilse Gud fra mig ...

I kraft af retfærdiggørelsen, i kraft af Jesu grundlæggende forsonerforbøn kan vi selv træde frem for Gud. Vi er elsket, som han er det, vi har barneret, vi har sønneret og datterret, som han selv har det.

En af afskedstalernes mest vidunderlige sætninger kommer i 17,23, hvor Jesus siger til Faderen: “... du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.” Det helt enestående kærlighedsforhold, der må være mellem Faderen og Sønnen, har de ikke villet beholde for sig selv; de har draget os med ind i det, så nu er vi elsket af Gud præcis på samme måde, som Jesus er elsket af Gud.

Det er sandt, at vi har en talsmand, Jesus Kristus den retfærdige (1 Joh 2,1) – men hans talsmandsgerning er netop forsoningens grundlæggende forbøn. I kraft af den forbøn kan vi selv træde frem for Gud som hans elskede; i den daglige barnesnak med Gud behøver vi ikke nogen mellemmand og nogen omvej. Javist, vi beder i Kristi navn – men vi beder selv.

Og: Vi kan vente samme bønhørelse hos Gud, som han selv kunne det!

“Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.” ... “Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.”

For mig er det dybt bevægende, at Jesus netop denne aften zoomer ind på det med deres glæde! – det er aftenen før han selv skal lide og dø, det er den aften, hvor al glæde skal tages fra ham selv, hvor han selv skal gribes af dødsangst; og det er den aften, hvor han bliver såret og vred over, at de selv er fløjtende glad med hans glæde: Nu skal han snart hjem til Gud; han glæder sig til, at nu er det snart overstået, og de har overhovedet ikke overskud eller omsorg nok til at glæde sig på hans vegne; og det er han faktisk ked af ...

... alligevel er han optaget af at række dem glæde!!

Han siger ikke: Bed, skal I få, for at jeres frelse kan være fuldkommen (sådan som Søren Kierkegaard måske havde foretrukket, at han havde sagt det ...) º For at jeres glæde kan være fuldkommen – altså ikke uden videre frelsen (og så skidt med glæden! – luksusdyr!). Det er hans glæde at gøre os glade; vores glæde er selve motivet og hensigten for hans tjeneste.

I afskedstalerne sker der os to ting “i Kristi navn”:

1. Vi bliver forfulgt i Kristi navn (“Men alt det skal de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig.” Joh 15,21)

2. og vi bliver bønhørt / velsignet i Kristi navn

Løftet om bønhørelse er et tema hos Johs, ikke mindst i afskedstalerne: “Hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen. Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det” (14,13f).

Det er fantastiske løfter; og de skal proklameres og udlægges og forkyndes for fuld hammer. Men i min noget enøjede optik betyder det også, at prædikanten ikke kommer uden om spørgsmålet: Hvorfor får jeg så ikke? Jeg beder og beder, men der sker ikke en pind ...

Løftet er stort og stærkt – og jo større og stærkere det er, jo værre bliver det, for er der så ikke noget rivegalt? Enten med mig eller med Kristus?

Jeg tror, at der kun sjældent skal holdes en prædiken om stærke løfter om bønhørelse, hvor man ikke i det mindste skal strejfe antitesen: at løfterne spotter vores virkelighed, sådan som de fleste af os oplever den, i hvert fald til tider. – Ellers sker der to ting:

1. Prædikenen efterlader folk i deres egen fortvivlelse, og de tror, at prædikanten ikke engang er klar over den. Eller ikke selv kender til den.

2. Det her rungende tomrum i prædikenen begynder folk selv at udfylde med alskens overtro og hjemmelavede religiøse spekulationer.

Bare lige nogle overskrifter:

1. Mange sidder fast i en overtroisk selvbebrejdelse: Når Jesus lover, som han gør, og jeg ikke oplever det, som han lover det, så må det være fordi jeg ikke har troet nok. Eller har troet overhovedet.

Heroverfor kan det være godt at minde om andre tekster af Jesus, hvor det netop er troen “som et sennepsfrø”, der flytter bjerge – altså den kan simpelt hen ikke være mindre; den er kun lige akkurat til stede. Eller man kan minde om, hvordan en apostel har bedt i 14 år om at blive udfriet fra en Satans engel, en torn i kødet, men uden at få det (2 Kor 12) – ikke fordi han troede for lidt, men fordi det var Guds vilje, at det skulle fortsætte! osv.

2. Et lidt farligt punkt kan være: Vi er i vores vestlige verden utrolig meget optaget af velvære og helbred og livsglæde. Jesus er langt mere optaget af sandhed og kærlighed! – også selv om det skulle komme til at knibe med velværet og livsglæden! Det kan måske betyde, at når Jesus taler så uforbeholdent om, at “beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det ... Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”, så handler det i virkeligheden først og fremmest om det evige liv, om Guds rige, om sandhed og kærlighed, det der varer til evig tid – men fordi vi er vesterlændinge, tænker vi først og fremmest på at få løst vore problemer her og nu. Det er Bibelen bestemt heller ikke ligeglad med; men det kalder den for “tilgiften”! – den egentlige gave handler om Guds rige, om nåden og syndernes forladelse osv.

For at sige det lidt plat: Jeg kan egentlig godt se for mig, at når vi nu på Den Nye Jord kommer til Jesus med alle vore skuffelser fra dette liv og bebrejder ham, at han ikke holdt sine løfter, så kigger han forbløffet på os og udbryder: Jamen kæreste venner, jeg snakkede da virkelig om det, der virkelig betyder noget – alt det, jeg gav mit liv for. I snakker, som om det var dét, der var tilgiften ...

Det er i hvert fald en tanke, jeg sommetider må minde mig selv om, når jeg bliver for vestlig og for verdslig og for optaget af det, der gør ondt og skuffer mig i denne verden: Husker jeg nu lige, hvad der er op og ned i Guds rige?

3. En tekst som denne taler uden forbehold om bønnesvar. Men der er andre tekster, der indfører et forbehold: Dog ske ikke min vilje, men din.

Det er sandt, at det nævnes ikke overalt og hver eneste gang; og det er dét, der får det til at se ud, som om Jesus modsiger sig selv. Men mon ikke man godt kan slippe afsted med at sige, at der er så mange steder, der slår det forbehold fast, at det ganske enkelt ikke behøver blive gentaget hver eneste gang, Jesus er inde på løfterne om bønhørelse!

Fx 1 Joh 5,14-15: “Og dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om.”

Dette forbehold nævnes ikke hver gang. Men det er for mig at se så bærende et fortegn i NT, at vi nok bør læse det med overalt, hvor der ellers tales om bøn. Han beder selv i Getsemane under det fortegn: Dog ske ikke min vilje, men din; og han gør det til en bøn i Fadervor: “Ske din vilje på jorden som i himmelen”.

Men denne noget enøjede optik kan blive så optaget af alle disse forbehold og på-den-anden-side’er, at selve løftet fordunkles i prædikenen: “Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. ... Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.”

Udfordringen må være, at løftets mirakel står stærkest tilbage: Gud ikke bare hører på vores bøn; han hører vores bøn, så han giver os det, vi beder om. Han ikke bare lytter høfligt; han bønhører. På vores bøn sker det, at Gud ændre sin vilje. På vores bøn griber Gud ind og forandrer vores liv.

For at vores glæde må være fuldkommen.