07, 3. Søndag E. Påske, 1. Ræ
Påsken, som holder til livet
3. søndag efter påske 2007, 1. ræ
Es 54,7-10; Joh 16,16-22
Vi er kommet lidt på afstand af påsken. Men den klinger stadigvæk med. Det gør den selvfølgelig hele året, hver eneste søndag. Men den gør det særligt i søndagene efter påske. Og en hel del af de søndage, er prædiketeksten hentet fra de samtaler, Jesus havde med disciplene op til hans lidelse og død, der hvor han skulle forberede dem på det, forfærdelige, der skulle ske. Nu læser vi dem så i det lys, at det har været påske, vi kender udgangen af lidelsen, nemlig opstandelsen. Vi har været med til at juble over livets sejr over døden. Men nu er hverdagen på vej. Og så kan man jo godt i eftertænksomhedens skær støde på det spørgsmål: Holder påskens jubel så, nu hvor det er hverdag? Eller som jeg det formuleret et sted: ”Kan påsken holde til livet?”
Vi oplever jo nemlig ikke livet som en lang jubel. Sådan har det aldrig været. Det er ikke normalt hver eneste dag at gå rundt og juble. Men der skulle gerne være en stille og dyb glæde, der følger os, - også gennem de helt almindelige hverdage, de lidt trivielle, de, der ligner hinanden. Og så er der de svære dage, de dage, hvor livet presser os. Måske er det mere rigtigt at sige, at det er lidelsen, ja døden der presser livet, presser påskens budskab om livets sejr over døden. Der kan komme dage og tider, hvor vi måske kommer på den tanke, at kristendommen, opstandelsestroen har spillet fallit. Det kan komme dertil, hvor vi synes afstanden mellem troens virkelighed og livets virkelighed bliver så stor, at det truer med at sprænge troen.
Nu forsøger Jesus at hjælpe disciplene til at være lidt på forkant men en sådan situation. Han taler til dem om en tid, hvor de ikke skal se, og en tid hvor de igen skal se. Han taler om en tid, der skal være smertefuld, hvor de skal græde og klage, - og måske værst af alt – verden skal glæde sig. At andre glæder sig over ens tab, savn, smerte, fortvivlelse, det er vel dog det værste man kan blive udsat for. Men så taler Jesus om, at de skal se ham igen. Han sammenligner med en fødsel, om at den er svær, kan være fyldt med trængsler. Men når fødslen er overstået, husker kvinden ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Med det billede vil Jesus have disciplene til at sætte fokus på glæden, der kommer, rette deres blik mod en tid, hvor deres hjerte skal glæde sig og ’ingen skal tage jeres glæde fra jer.’ Det er evangeliets ultimative løfte – løftet om glæden, der varer evigt.
Men kan man virkelig tale sådan til mennesker, der kommer til at stå i et forfærdeligt tab, vil føle sig fuldstændig fortabt i det fravær, de skal opleve, når alt håb brat og brutalt bliver taget fra dem? Det er jo det, Jesus forsøger at forberede dem på. Nu kan man på ingen måde forberede sig på tab, så det ikke kommer bag på en. Det lader sig ikke gøre. Man ved ikke, hvad det handler om, før man står midt i det. Men midt i det kan man vende tilbage til, hvad andre har sagt om det og måske finde støtte der, måske finde et lysglimt til at gå et enkelt skridt videre i det, der virker som et evigt mørke. En, der selv havde lidt et forfærdeligt og brutalt tab, skriver: ”Det var forventningen om dette rige, som Kristus vil etablere ved sin genkomst, der gav mig håb og nyt mod, når sorg, savn og frustrationer overvældede mig.” (Flemming K-S. Døden, sorgen, håbet s. 29)
Her tror jeg, der siges noget meget vigtigt. Håbet om det rige, Guds rige, hvor der er fravær af det modsatte – ikke fravær af glæden, kærligheden, den man holdt af, men fravær af alt det, der skaber lidelsen og savn i denne verden – død, sorg, skrig og pine – og hvor altså glæden er, det er med til at bære midt i tab og fravær. Da du og jeg blev døbt, blev de kendte ord fra 1. Peters brev læst: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.” Der blev altså håbet spændt ud over vort liv. Det blev bærebjælken, det blev hovedhjørnestenen, retningslinje og mål i livet. Det er det, Jesus vil have os til at fokusere på, når vi havner i den korte tid, der synes den længste, ja synes uendelig, hvor vi græder og klager og sørger.
”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig,” siger Jesus til dem. Og de forstår det ikke, diskuterer det med hinanden. Hvad mener han? Hvad skal det betyde: ”Jeg går til Faderen?” Det udtryk finder vi også nogen få vers tidligere, hvor Jesus siger: ”om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere.” Den retfærdighed, Jesus her taler om, og som ligger i hans bortgang, handler om at Gud vender dommen om. Den dom, verden fældede over ham, at han som korsfæstet måtte være dømt af Gud, den forkaster Gud ved at oprejse ham fra de døde. Vi ser altid sådan på det – det ligger os i al fald nærmest – at lidelse, sygdom og død er lig med Guds fravær. Men opstandelsen forkynder det stik modsatte: også der, i lidelsen, er Gud tilstede, men vi ser det det ikke. ”En kort tid, så ser I mig ikke..”
Hvad Jesus gør, er at han udfordrer disciplene til at tro, - når de ikke ser! Udfordringen går på at tro, at Gud viser sit sande ansigt, - ikke altid kun i herlighed og lykke, - men dybest i den forestående lidelse og død. Hvordan og hvornår åbenbarer Gud sig? Det gør han i opstandelsen, men den var uden mening uden den forudgående langfredag. Opstandelsen og håbet ville have nul og nix at sige til os, hvis ikke Jesus var gået til Faderen gennem ophøjelsen på korset. Netop når de skal erfare den største uro samt den lidelse og død, der hører ethvert menneskes tilværelse til, så åbenbare Gud sig, så de kan holde fast i troen på Gud midt i lidelsen og leve i håbet om, at sorg skal blive vendt til glæde.
Sådan er Gud altså en Gud, der nogen gange skjuler sig for at åbenbarer det, der er større, ja det største af alt. ”Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage.” skriver Esajas. Et kort øjeblik er det, som Gud er væk. Men hvorfor skulle han dog gøre det? For at vise det, der er langt større, nemlig hans barmhjertighed. ”I overstrømmende vrede skjulte jeget øjeblik ansigtet for dig.” Det er en forfærdende oplevelse. Det gik disciplene til marv og ben, da Jesus sonede vore synder på korset. Men det gjorde han, for at vi skulle se det, der er langt større: ”..men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed, siger Herren, der løskøber dig.” Sådan er altså Gud. Et kort øjeblik, en kort tid skal disciplene ikke se ham, for at han kan gå til Faderen. Det er: for at skaffe evig troskab, evig barmhjertighed, lægge grunden til det håb, der kan bære gennem gråd, sorg og klage. Han gør det, for at et håb kan spændes ud over vores liv. Han gjorde det for at det kunne blive pinse på jord. Pinse det er, at der knyttes hjertebånd mellem himmel og jord, bånd der bærer både når de kan ses og når de ikke kan ses.
Benny Andersen skal et sted have skrevet: ”Lægerne udtaler, at der ikke er meget håb – ud over patientens eget” Det er der, vi så let kan havne, når vi ikke synes, vi kan se Gud for bare modgang, tomhed, lidelse og død. I den situation er der to blinde veje. Den ene er at afskrive Gud. Den anden er, at fornægte den virkelighed, tomheden, lidelsen og døden er. Bo Giertz skriver et sted: ”Der er noget livsbefordrende i at begynde at regne med det ondes eksistens.” Hvordan kan man sige det? Jo, fordi den ser det onde, tomheden, lidelsen og døden i øjne, kan tage kampen op med. Det er den vej, Jesus viser her. Han skjuler ikke det, der kommer til at gøre ondt. Han siger det lige ud: ”I skal sørge,” Derfra kan han fortsætte med evangliet: ”..men jeres sorg skal blive til glæde.”
Glæden, der ventede på dem, men som de ikke kunne se, var Jesu opstandelse og sejr over døden. Glæden vi kun kan have i troen på Jesus opstandelse, er en glædelig opstandelse på den yderste dag. Troen er, at i døden er Gud ikke væk, selvom, vi ikke kan se ham der. Kan påsken så holde til livet? Ja, som det, der giver håb midt i de dybeste frustrationer og de største skuffelser over Gud. Det er evangeliet til de som græde, det er det håb der går langt ud over lægernes og vores egen dom – det er Guds dom, at han dømmer os til håb.
754: Se, nu stiger solen af havets skød
654: Aftensukket, nattegråden
242: Hører, I, som græde
234 – Som forårssolen morgenrød