07, Kristi himmelfarts dag, 1. ræ

Det fortsætter – indtil han kommer igen!

Kristi himmelfarts dag 2007, 1. ræ

Sl 110,1-4; Ap.G. 1,1-11; Mark 16,14-20

Enhver god historie kan ødelægges af en dårlig afslutning. Og mon ikke det er sådan, at de fleste foretrækker en god afslutning. Eller i det mindste en afslutning, der er tydelig. Men indimellem foretrækker forfattere – jeg tror det var på mode for nogen år siden – en såkaldt åben afslutning. Der er flere muligheder – eller slet ingen – det hele løber ud i sandet. Og nogen – mange sikkert - vil føle sig snydt med en sådan slutning.

Kristi Himmelfarts dag handler om slutningen på en fortælling, en historie, en virkelig hændelse. Ham, hvis fødsel vi fejrede for få måneder siden, ham, der blev lagt i en vugge i en fattig stald, han vender nu tilbage til den herlighed, han kom fra. Mens disciplene så på ham, blev han løftet op og ’en sky tog ham bort fra deres øjne’. ”Og hvad så?” spørger vi. ”Hvad kom der ud af det?” Og videre kunne vi spørge: ”Er det så forbi?” Det kan godt virke, som om det hele hænger i luften, fuser lidt ud, bliver lidt diffust.

1. Nu har Jesus fuldført sin tjeneste på jord.

Men svaret er for det første: med himmelfarten har Jesus fuldført sin tjeneste her på jord. Nu havde han, hvad det angår, ikke mere at gøre:

Fuldendt er nådens store værk,

Guds Søn har, underfuld og stærk,

Fuldkommet frelsergangen:

Fra krybbens strå til Golgata…

Nu er frelsens vej set og fundet. Forsoningen er fuldendt. Døden er besejret. Frelseren vender tilbage til sin himmel. Og dermed kan det begynde!

2. Jesus er vor præst hos Gud, der beder for os

Så er svaret for det andet: Nu begynder Jesus sin tjeneste for os hos Gud. Han er nu vor præst for Gud. Han sidder ikke vej Guds højre hånd i utilnærmelig majestæt. Han sidder der ikke uvirksom i ligegyldighed overfor verden og overfor os, - nej, som det hedder i en salme

”Nu bor han højt i himmerig, han er Guds egen Søn,

Men husker altid på de små og hører deres bøn.”

Det er det, der optager ham – ikke magten – men små. Dem har han travlt med at have øje for! Og altså ikke travlt med at holde øje med som om han vogter på os. Vogte på har at gøre med at holde øje med for at gribe i fejltrin. Det er at komme efter nogen. Men det er det modsatte han gør. Han har øje for os for at hjælpe os, være vor forbeder, der forstår os til fulde, som han gør som den, der har prøvet vore kår. Bestandig bringer han sit offer for os i erindring hos Gud, - gør det hver gang vi synder. Han er vor talsmand hos Faderen. Kristus, den retfærdige frem for alle. Derfor skal vi ikke frygte, for vi er i Jesu bøn for os omgivet af den fuldkomne kærlighed. Med den værner og skærmer han os mod alt, der kan holde os borte fra Gud, vor Himmelske far. For der har han beredt en bolig for os. Så har vi da en levende frelser i himlen, en der forstår os, en der går med os på vor vej, en der vil være vor vogter på den gode måde – bevare os hos Gud!

3. Nu sender han sin ufuldkomne kirke ud for at forkynde evangeliet

Og derfra leder han sin kirke – det er det tredje svar på fortællingens slutning. Nu sker der noget på jorden, fordi den himmelfarne er nær hos os i evangeliets forkyndelse. Det er forkyndelsen af godt budskab til tåbelige, umulige, vantro disciple. Måske overrasker det os, at Jesus sådan bebrejder disciple for deres ”vantro og hårdhjertethed, revser dem, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse.” Det virker forkert, for hvem kunne tro på sådan noget, som kvinderne kom og fortalte? Man kan da vel dårligt bebrejde disciplene det. Og dog! – så var det, hvad Jesus havde sagt. Og dog! – så var det hårdt og utilgiveligt overfor de kvinder, der vidnede om det, Gud kunne og ville gøre. Så bebrejdelsen er måske slet ikke så uberettiget endda – overfor dem, måske heller ikke overfor os, når vi i vor vantro og hårdhjertethed holder Gud på sikker afstand, helst ikke vil tænke den tanke, at Gud kan gøre noget, vi ikke kan kontrollere og bestemme orver.

Og så er bebrejdelse alligevel fyldt med evangelium, med godt budskab, med glædeligt budskab, med livsbefriende budskab, når vi læser hele sammenhængen med, - og læser fra den rette vinkel. For netop de hårdhjertede og vantro får den opgave at forkynde evangeliet! ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.” Den befaling til netop de mennesker kan lettest opfattes som tåbelighed. Og lad os bare opfatte det sådan. Men da som Guds tåbelighed, - og spørge: Hvordan kan Gud dog finde på noget så tåbeligt? Og der er kun et svar: For vores skyld. For tåbelige menneskers skyld. Og for evangeliets skyld, - fordi evangeliets kraft fuldendes i svaghed.

Hvis det at forkynde evangeliet forudsætter perfekte kristne med en perfekt tro, så bliver evangeliet til løgn. Så er det ikke længere evangelium. Kun i svages mund bliver evangeliet sandt. Kun de, der havde svigtet og ikke kunne tro, kunne til fulde forkynde evangeliet til frelse for hver den, der tror og bliver døbt. Derfor fortsatte historien – fordi den ikke forudsatte perfekte mennesker! Den fortsatte fordi der var skrøbelige, vantro mennesker, der ikke kunne leve uden evangeliet, der var fortabt uden en frelser ved Guds højre hånd til at gå i forbøn for dem, gøre korsets forsoning og opstandelsens sejr gældende overfor Gud.

Det blev så vidst ikke den perfekte historie. Nej – det er meget mere end det. Var det den perfekte historie, havde det været historien for de få, som magter livet. Så var det forblevet en niche for de få med særlige evner – en religiøs elite. Nu er det i stedet historien om alle de u-perfekte, fortællingen om alle de med skrammer og misforståelse og hårde hjerter og manglende sans for, hvad Gud formår. Det er historien om, at som Jesus her på jorden var sammen med alle disse, der havde forfejlet målet med livet i helt eminent grad, sådan er Guds rige for altid og overalt netop for dem. Det er for disciple, der er hårdhjertede og vantro, men netop for deres hårdhjertetheds- og vantros skyld ikke har anden mulighed end at tro evangeliet. Og det – netop det – kan kun forkyndes af de u-perfekte!

Så fortsætter historien, - den fortsætter som historien om håb, - om frelse fra dommen. ”Fordømmes” - står der. Det handler om den definitive, endegyldige dom. Det er det, der andre steder omtales som fortabelsen. Og det giver jo jævnlig anledning til debat og strid. Er der en fortabelse? Har Gud et sted til opbevaring af dem, han ikke kan lide? Vi kan lave en uendelig række af spørgsmål, vi kun kan lave indviklede og uforståelige og ligegyldige svar på. Vi må lade det ligge og i stedet holde os til det enkle. Det helt enkle er, at da vi menneske selv ville vælge vor skæbne, valgte vi fortabelsen som vor skæbne. Syndefaldsberetningen er den første fortælling om. Derfra er menneskets historie en lang gentaget fortælling om det. Overfor står en anden fortælling. Det er fortællingen om hvordan Gud valgte skæbne for os. Det er det, vi får fortalt i dåben, - at Gud vil være vor skæbne, - og vil være det hele vejen igennem med alt hvad det indebærer. Han vil være vor skæbne til frelse. Og imellem de to står vi, - ofte med vore hårde hjerter og vor vantro. Hvor vil vi vende os hen med den?

Evangeliet giver løfte om, at det er muligt at være hos Gud med sin vantro. Og så er sagen egentlig løst. Gud har løst sagen, det for os uløselige. Det er det, evangeliet handler om. Det er det, der skal forkyndes. Du skal ikke længere selv magte at tro. Du skal ikke længere selv magte at frelse dig selv. Gud indbyder os i stedet til at hvile i den kærlighed, han har elsket os med. Tør vi så tro Gud på det? Tør vi lade være? Holder vi Gud på afstand med den undskyldning, at vi ikke kan have med en gud at gøre, der har et fortabelsessted, har vi selv gjort Gud til en sadist – for det har Gud aldrig villet! Han vil kun det ene, at vi skal være hos ham i al vor magtesløshed og vantro hårdhjertethed, - være der til frelse.

Og for at overbevise os om det, så lader han noget ske. Så lader han tegn følge dem, der tror – så der uddrives dæmoner, tales med nye tunger, og gift skal blive virkningsløs, ja, syge skal blive raske. Jeg har personligt ikke meget begreb om den slags i den ligefremme, bogstavelige betydning. Jeg kunne aldrig drømme om at nægte, de har fundet sted. Men også når de finder sted deles vandene i tro og vantro.

Hvad man imidlertid må føje til, er at der også kan være tale om en billedlig betydning, - at dæmonerne også kan være vore indre dæmoner, hvor gør vore medmennesker til gespenster og sadister og hvem ved hvad, - at gift også kan være vor omtale af hinanden, - syge også kan være dem, hvem kun kærlighed og omsorg kan helbrede. Også de er tegn, der følger evangeliets forkyndelse, - vidner om at skæbnen vi selv valgte eller andre mennesker kan have valgt for so, - den skæbne kan evangeliet vælge om til at vor skæbne er evangeliet, altså den gode skæbne. Det er det, der kaldes kirkens mission, den der skal vare indtil verdens ende.

4. Han kommer igen for at fuldende historien

Og det er så det sidste – det fjerde og endegyldige svar på fortællingens slutning, at den slutter når Jesus kommer igen på samme måde som de så ham fare til himmels.

Hvad er så i en samlet sum fortællingens slutning? Det er den stadig nye begyndelse, hvor vi ser op mod himlen, søger det, der er oventil, siddende ved Faderens højre hånd – hans søn, Himlens og jordens herre, der hersker med syndernes forladelse. Og derfra, med det i sind og hjerte vender os ud mod verden for at forkynde evangeliet for al skabningen. C.S.Lewis: "Det er, efter at kristne stort set er holdt op med at tænke på den anden verden, at de er blevet så uvirksomme i denne. Stræb efter Himlen, og du vil få jorden i tilgift; stræb efter jorden, og du vil ikke få nogen af dem." Så er Kristi Himmelfarts dags evangelium altså dette: Søg det, som er oventil, så du i sandhed kan være tro mod det, du har fået betroet her på jorden - evangeliet om syndernes forladelse, være med til at gå bud om Guds kærlighed til vantro og hårdhjertede!

318 Stiftet Guds søn

251: Jesus himmelfaren

252 Til Himmels fór den ærens drot

254 Fuldendt er nådens store værk –

267 Vær priset, Jesus Krist