Mening som styrke til at leve

I dag handler det om "mod til at leve, og kraft til at dø", som det hedder i en gammel sang.

Og sådan falder tingene nogen gange så heldigt sammen; både bibelen og Danmarks historie. For om "modet til at leve og kraften til at dø" - det mindes vi jo meget om i disse dage, hvor fejrer vi 60 års dagen for Danmarks befrielse.

Om krigen, handler osse det næste:

Den østrigske psykiater Viktor Frankl gjorde under 2. Verdenskrig - under nogen frygtelige omstændigheder - denne sætning til sin, han sagde: Den, der ved, hvorfor han lever, kan tåle et hvilket som helst hvordan.

Den, der ved, hvorfor han lever, kan tåle et hvilket som helst hvordan.

Det han mente, var at den, der har en mening med sit liv. Den, der ved, hvorfor han lever - kan tåle alting, kan udholde alting - kan klare alting.

Viktor Frankl gjorde sine iagttagelser i koncentrationslejr, hvor han sad som fange i tre år.

Her delte han liv med mange medfanger og fandt ud af, at folk skulle ha´ en mening med deres liv, for at kunne udholde den ydmygende og fornedrende behandling i lejren.

Og meningen skulle være konkret. Det kunne være håbet om udfrielse, det kunne være en opgave man skulle udføre på den anden side af krigens afslutning - eller det kunne være håbet om genforeningen med en af sine kære.

Og Frankl fandt modsat at hvis en fange ikke havde nogen mening at rette sig imod, så sank han sammen, åndeligt såvel som fysisk og døde - osse selvom han ikke var i en dårligere tilstand end de andre.

Og Frankl var ikke blot en lærd betragter. Noget af det store, var at han selv arbejdede for at holde det slunkne mod oppe hos sine medfanger.

Og det var jo ikke nemt at blive ved at finde ydre faktorer, som man kunne hæfte sit livsmod oppe på, om det kun var gaskamrene der ventede. Men Frankl gav ikke op. Han var kreativ i sin tankegang - og var der ikke noget håb tilbage for en fange - så vendte han spørgsmålet om og sagde: Du skal ikke spørge, hvad livet kan give dig, men om hvad du kan give livet og de andre.

Og kunne medfangen ikke holde modet oppe på anden vis - så fik han jo valget til at leve for de andres skyld. Ja, om det ikke længere gav mening at leve for håbet om at lejren ville blive befriet, eller gensynet med sine kære, så kunne man vælge at leve sit liv i lejren så godt som man nu kunne - alene for livets eller for de andres skyld. Og det gav fangen mod. Og sikkert osse de andre, for hvem han blev et godt eksempel.