Vandringen på søen

Indledende info:

At jeg er præst betyder, at jeg kan stå til rådighed for samtaler.

Indledning: Vandringen på søen

Læs tekst:

Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«

Matt 14, 22-33

Peter og to typer tro:

Vi møder i dagens tekst Peter, som viser os to sidder af troen: Den frimodige tro og den lille tro.

Den frimodige tro er den tro, der gør, at Peter er villig til at træde ud af båden og ud i stormvejret. Ikke fordi Peter tror, han kan gå på vandet eller er vildt god til at svømme. Nej, fordi han har tillid til Jesus.

Det er nemlig ikke første gang Peter er ude at sejle med Jesus i stormvejr. Det er han allerede i en tidligere beretning, sammen med de andre disciple. Disciplene bliver også i den beretning enormt bange og råber til Jesus: "Herre, frels os!" Jesus svarer dem, ved stille spørgsmålet: "Hvorfor er I bange – har I så lidt tillid?" Hvorefter han får stormen til at lægge sig.

Den oplevelse tror jeg, Peter husker tilbage på, mens han sidder i båden og ser Jesus gå ude på vandet i stormvejret. Faktisk tror jeg, Peter har lært noget af den episode, for denne gang beder han Jesus om at kalde ham ud på vandet. Det gør Jesus, og Peter går ud på vandet.

Hvad er det så, at Peter har lært?

Hvad er det så, at Peter har lært? Peter har lært, at Jesus er stærkere end stormen. Han har erfaret, at Jesus kan få ham sikkert igennem stormen. Derfor træder han frimodigt ud af båden.

Det siger noget om, hvad tro er. I den her beretning er tro ikke først og fremmest en overbevisning om, hvorvidt kristendommen er sand eller ej, som det ofte kan betyde i dag. Nej, tro handler her om spørgsmålet: Kan jeg have tillid til Jesus?

Kan jeg lægge mit liv i hans hænder?

Kan jeg tro på, at Jesus er stærkere end stormen. Stærk nok til at få mig igennem stormen?  

Det betyder at tro/tillid ikke er noget Peter selv frembringer ved at gøre sig umage. Nej, tillid er altid noget som vækkes af den, jeg har tillid til. Tillid opstår, fordi en person viser sig at være til at stole på.

Da jeg var i Marokko for en del år siden, kørte vi rundt i taxi. Bilerne vi kørte i, var små og slidte – og kunne i hvert fald ikke beskytter nogen i en ulykke. Desuden var bakspejlet pillet ud, og selen var låst fast, så man ikke kunne spænde den. Chaufførerne kørte fuldstændig horribelt og brugte hornet hele tiden for at komme frem i det marokkanske trafikkaos. Derfor havde jeg ikke meget tillid til, at de ville få mig sikkert frem. Hvis ikke det var nødvendigt, havde jeg slet ikke lyst til at lægge mit liv i deres hænder.  

Det havde Peter til gengæld, når det gjaldt Jesus. Peter var villig til at lægge sit liv i Jesu hænder. For Peter var Jesus ikke en sløj taxachauffør i en slidt Toyota Aygo. Nej, han var Guds søn, verdens frelser, han var den slags chauffør, hvis bil man helt uden at tænke over det, ville sætte sig ind i.

Tillid tager tid

Den form for tillid som Peter her viser Jesus, opstår ikke bare fra den ene dag til den anden. Den vokser langsomt frem over et liv tæt på Jesus. Peter har levet tæt sammen med Jesus i flere år. Peter har lært Jesus at kende over lang tid. Peter har valgt at lægge sit liv i Jesu hænder, fordi han har erfaret, at det kan han godt. Og vigtigst af alt, så har Jesus vækket Peters tillid.

Men det er ikke sket tilfældigt.

Relationer bliver ikke bare tætte uden at man investerer i dem, uden at man bruger tid på dem. Relationer, der skal holde over et langt liv, kan ikke leve af spontanitet alene. De kræver, at jeg forpligter mig på relationen, at jeg prioriterer relationen, selv i de perioder, hvor jeg ikke har overskud, hvor initiativet til at mødes ikke umiddelbart opstår.

Den logik gælder alle relationer og derfor også vores relation til Gud. Gud tvinger mig ikke ind i en relation med ham. Men han inviterer mig ind til en dyb relation. Han inviterer mig til at leve tæt på ham. Det betyder, at en del af det at vokse i tro, at vokse i tillid til Jesus, kræver tid, forpligtigelse, prioritering.

Det ved jeg godt, at det er super kedeligt. For spontanitet i troen er langt mere tiltrækkende. De der øjeblikke med Jesus, der bare opstår, er langt federe. Fordi det bare kommer helt umiddelbart til os. Når lysten til bøn bare er der, når jeg bare har lyst til at søge Gud, og der så bliver kvitteret med en stærk erfaring af hans nærvær. Det er fedt, men problemet er, at der kommer tidspunkter i vores liv, hvor vi ikke umiddelbart har overskud til at søge Gud.

Når Guds indgriben og erfaringen af ham udebliver

At ramme muren

Normalt ser jeg en del fodbold de fleste søndage. Det har jeg ikke gjort denne sæson og det skyldes, at de hold jeg holder med lige nu, har gang i den sløjeste sæson nogensinde. Jeg holder med Fck og Tottenham og til dels Silkeborg det sejler. FCK er historisk ringe, og det er som om både Silkeborg og Tottenham har besluttet sig for at rykke ned i år. I sådan nogle sæsoner, hvor resultaterne udebliver, der er det ægte svært, at blive ved at holde gejsten, se kampe, hvor ens hold bare får smæk. Her bliver det min tilknytning til selve klubben, der får mig til at blive ved med at støtte holdet og ikke underholdningen, ikke resultaterne. For de er der ikke.

For mange af os, er den umiddelbare lyst til at søge Gud spontant, forbundet med erfaringen af Gud, af følelsen Gud af “resultaterne”. Det er langt nemmere at søge Gud, når vi kan mærke ham og se hans indgriben i vores liv, se resultaterne. Men hvad så når erfaringen udebliver, hvad holder så vores tro i live i de perioder?

Jeg har mødt mange unge Peter-typer, med en brændende tro, som i starten af deres relation med Jesus, virkelig havde stor tillid til ham, og som virkelig oplevde, at have stærke erfaringer af Gud, men så på et tidspunkt er de blevet ramt af muren. Dvs. de er løbet ind i en åndelig tørkeperiode, hvor Gud virker fjern. Altså Guds indgriben udebliver, Guds helbredelse, eller velsignelse, virker umiddelbart fraværende og de der erfaringer og følelser som man tidligere forbandt med Gud opstår ikke længere. I det perioder bliver, det svært, at holde fast i troen, hvis ens relation til Gud kun bygger på erfaringen af Gud – på hans gaver – mere end på Gud selv?

Starten af min relation med min kone var lidt på samme måde kendetegnet ved en stærk forelskelse. Der var store følelser på spild, sommerfugle i maven osv. men på et tidspunkt aftog de her følelser. Hun kunne pludselig blive træls og irriterende, hvor jeg i starten var så forelsket, at jeg så igennem de her ting. At følelserne er blevet mindre voldsomme i perioder, betyder ikke, at jeg elsker hende mindre. Tværtimod. Man kan måske sige at kærligheden har ændret karakter og i takt med, at jeg har lært hende bedre at kende, så er jeg også kommet til at elske personen Cecilie frem for følelserne hun giver mig. Der kan stadig godt komme stærke følelser, men vores relation bygger ikke på dem, for de kommer og går.

Ofte bliver vi i første omgang draget mod Jesus, på grund hans gaver til os, eller på grund af de stærke erfaringer, eller følelser vi kan få ved mødet med ham. Men der vil komme tørkeperioder og storme i vores liv, og i disse perioder kan det være enormt svært at holde fast i relationen til Gud. Hvis min og min kone Cecilies relation ikke skal dø ud, så har vi brug for rytmer og vaner, som kan hjælpe os med at få den tid sammen, hvor vi kan være nærværende overfor hinanden og dyrke vores relation. Vi har brug for faste date-nights, tid med hinanden, hvor vi kan snakke og være sammen. Rytmer og vaner hjælper os i de perioder, hvor følelserne udebliver og lysten til at date ikke umiddelbart kommer. Det skal siges er noget vi stadig arbejder på at blive gode til.

På samme måde har vi som kristne brug for gode vaner, med at søge gud i hans ord, i bøn, i kirken, i fællesskab, ikke fordi målet for Gud, er at skabe mennesker med en høj streak, i bibellæseplaner og bønneapps, som kommer i kirke, hver eneste søndag, men fordi gode vaner, gode fællesskaber om troen, hjælper os med at prioritere vores relation med Jesus, når lysten udebliver.

Den her prædiken er ikke en kritik af erfaringer af Gud.

Følelser og erfaringer er vigtige. For de er en væsentlig del af den måde Gud møder os på. Men de er aldrig målet i sig selv. For Gud ønsker ikke bare at give os gode gaver for gaverne skyld, men han ønsker en relation med os. Derfor er erfaringer, Guds indgriben, en krammer fra Gud. Når jeg giver blomster til min kone, så gør jeg det fordi jeg elsker hende. Jeg gør det ikke fordi jeg håber, at hun så vil blive så forelsket i blomsten, at hun glemmer at se mig, nej jeg gør det, fordi jeg håber hun vil få øje på mig. At hun vil se det jeg ser. Og se blomsten som et tegn på min kærlighed til hende.

På samme måde er der bag vores erfaringer af Gud, eller Guds indgriben i vores liv, altid en invitation til at søge tættere ind i en relation med ham. Derfor må Guds gaver aldrig blive et mål i sig selv. Vi kommer ikke i kirke for at få en god følelse, men for at møde den levende Gud, være sammen med Jesus og blive som ham. Her er erfaringer en slags åndelige blomst. Det er Jesus der siger, frygt ikke, jeg er lige her.

Hertil er det vigtigt at sige, at vi ikke kan aflæse Guds, nærvær på vores omstændigheder på hans indgriben, i vores liv eller i vores følelser. Gud er nær uanset, om vi mærker ham eller ej, uanset om han griber ind eller ej.

Evangeliet for os med en lille tro:

Jeg startede denne prædiken med at fremhæve Peters frimodige tro, men historien om Peter er ikke kun en historie om et menneske med stor tro. Nej, han bliver også ramt af frygt, der gør hans tro lille. For ja, Peter træder ud af båden i stor tillid til Jesus, men så får han set sig om. Set hvor store bølgerne er. Så synker han og det eneste han kan få ud over sine læber, det er: Herre, frels mig.

At holde fast i troen på Gud midt i stormvejret, eller når vi rammer tørkeperioder, hvor Gud virker fjern, betyder ikke nødvendigvis, at jeg skal have stor tro for at komme igennem stormvejret. Mennesker der tror selv om Gud virker fjern, er ikke nødvendigvis super mennesker, der ikke kan blive ramt på deres tillid til Gud. Uanset, hvor gode vaner jeg får bygget op, uanset hvor meget jeg søger Gud, så kan stadig blive ramt på min tillid til ham. Og det vanerne, der kan hjælpe mig med, er i stedet at blive ved med at søge Gud selv, når han virker fjern.

Det ser ikke nødvendigvis smukt at søge Gud mens det stormer. Måske ligner det mere Peter, der febrilsk råber til Gud om hjælp, mens han er ved at sluge en masse vand, og forsøger at holde hovedet oppe over bølgerne. Måske er det at søge Gud i mørket forbundet med frustration og frygt, måske endda en lille tro. Men de gode nyheder til os i dag er, at en lille tro også er en tro. Og Jesus afviser ikke den lille tro. Jesus afviste ikke Peter, men rakte en hånd ud til ham. Og på samme måde rækker Jesus en hånd ud til enhver der råber: Herre, frels mig. Og som han sagde til Peter, sådan er løftet også til os: Jeg er her, frygt ikke. Jesus er i mørket. Jesus har selv været i det mørkeste mørke. Han kender mørket, men kender også vejen igennem det. Så uanset om Gud griber ind i stormen eller ej, så er løftet til os, der har tillid til ham, at han er i stormen.

Respons:

Måske skal du stille spørgsmålet:

Hvad skal til for, at du er stadig, har en relation med Jesus når du rammer muren? Hvilke vaner skal du have for, at du kan holde ved dit trosliv selv i svære tider? Hvilke relationer skal du forpligte dig på, der kan være der for dig, når det bliver svært?