07, 1. Søndag Efter Trinitatis, 1. Ræ
Ham der hjælper!
1. søndag efter trinitatis 2007, 1. ræ
Es 58,5-12; 1. Joh 4,16b-21; Lukas 16,19-31
Forskellen er til at tage og føle på. Vi ser det så levende for os, for vi har set det i fjernsynet. Vi har set elendigheden, usselheden, sygdommen, nøden, døden. Og det andet, rigdommen, kender vi, men fatter vel egentlig ikke, at vi - alle sammen - er de rige. Rigdommen er blevet så almindelig i den vestlige verden, så vi kun opfatter de virkelig rige som rige. Og så er det jo fristende at komme med en moralsk opsang.
Men er det nu også det, det handler om? Sådan kan det godt se ud ved første øjekast. Fortællingen læses let som en moralsk dom over den rige mand, og som en bekræftelse på en retfærdig gengældelse efter døden – en passende og retfærdig udligningsordning. Men den stikker dybere end det. Det bemærkes, når vi kommer til slutningen af fortællingen, hvor den rige mand beder om det under, der kan få hans brødre til at tænke sig om og ændre livsstil! Dybest set handler fortællingen om, at der ikke findes genvej til at ændre livsstil – det er helt vores eget ansvar og valg – magter vi det eller magter vi det ikke – vil vi det eller vil vi det ikke!? Vil vi høre Moses og profeterne, - vil vi høre Guds ord som tiltale til os?!
Men så er det da rigtigt, at udgangspunktet er moralsk, hvis man med moralsk forstår kravet om at leve et retfærdigt liv – altså ikke ydre moralske krav om hårlængde og tørklæder og hvad vi ellers kan finde på. Nej, det handler om at vandre ret. Forud for fortællingen har Jesus et opgør med. ”I stiller jer an som retfærdige over for mennesker, men Gud kender jeres hjerte..” Og så kunne man jo tro, at der nu kommer et opgør med loven. Men det gør der ikke! ”Men himmel og jord skal snarere forgå end en eneste tøddel af loven falde væk.” Ikke et opgør med loven, men med deres forståelse og brug af loven. Og temaet er sat: ”I kan ikke tjene både Gud og mammon.”
Og så følger fortællingen om den rige mand og Lazarus, som vi synes er så smadder ulækker og forkert. Ulækker er den faktisk ikke, som vi tænker det. Forkert er det selvfølgelig, men ikke i den grad vi tror det. Der er nemlig nogen ting i fortællingens begyndelse, vi let overser og misforstår, fordi vi ved så lidt om datidens forhold. Lad os tage nogen punkter frem.
1. Den rige mand klædte sig hver dag i purpur og fint linned, levede hver dag i fest og pragt. Hvad fortæller det om ham? Det fortæller, han var rig. Men det fortæller jo også om et menneske, der har behov for at udstille det, vise det. Han er egentlig et fattigt menneske, der aldrig er blevet mere end en teenager med et umætteligt behov for opmærksomhed. Er afstanden ret lang til vor tid? Har vi ikke også et umætteligt behov, - ikke kun for at være rige, men for at udstille at vi har tjek på livet!
2. Den fattige Lazarus lå ved hans port. Egentlig står der, at han blev lagt der. Lazarus har været uden familie, der kunne hjælpe ham. Men venner har hver dag lagt ham ved den rige mands port. Og der har han fået lov til at være! Hvem af os ville have ham til at ligge ude på fortovet for at rode sig frem til det mindst uappetitlige af vores madrester? Hvor lang tid ville der gå, inden politiet blev tilkaldt? Vi ser helst fattigdommen gemt væk. Den rige mand gjorde faktisk noget, selvom han dybest set nok var ligeglad med ham. Men Lazarus fik lov at spise sig mæt i den rige mands rester.
3. ”….og hundene kom tilmed og slikkede hans sår.” Hvordan hører vi ’tilmed’? Gætter jeg forkert, når jeg påstår, vi hører det negativt? Ikke kun skal han ligge der og spise af skraldespanden, han skal også finde sig i at hundene slikker hans sår. Det er ulækkert. Det er til at brække sig over. Men det er bare fordi, vi ikke ved bedre! Dengang var hunde absolut ikke noget, man havde for hyggens skyld. Der var to grunde til at have hunde. Den ene var at have dem som vagthunde. Det lyder yderst sandsynligt, at den rige mand havde brug for det. Så vi må regne med, at det er nogen store, brutale vagthunde, der er tale om. Men de lader dog Lazarus ligge. Ja, Lazarus og hundene bliver venner. Den anden grund til at have hunde var af hygiejniske grunde. Det er nemlig sådan, at en hunds tunge er noget af det mest sterile, der findes. Og man havde gjort den erfaring, at når hundene slikkede et menneskes sår, helede de hurtigere! Man har faktisk fundet en ’hundekennel’ der havde det formål – og hvor mennesker kunne betale for at få deres sår plejet. (Ja, vi tror, vi er så kloge nu om dage). Det var så også derfor hundene blev regnet for omtrent lige så urene som svin. Når vi får alt det her med, så er der adskilligt i historien, der ændrer sig. ’Tilmed’ bliver til: ikke nok med at han fik mad, han fik også behandlet sine sår. Det negative billedet af den rige mand krakelerer lidt, - gør det ikke?
Han gør altså det, man i almindelig forventede af ham. Det svarer til, at vi sørger for at få syge på sygehuset, alkoholikere på afvænning osv. osv. Jeg har egentlig svært ved at se, hvorfor den rige mand skulle være et dårligt menneske målt med vores målestok. Det er i al fald svært at bruge det til en moralsk opsang. Lignelsen går adskilligt dybere end det!
For det første bryder den fattige og ydmyge Lazarus gennem den fjendtlighed, vagthunde naturligt har mod alle mennesker. Resultatet er, at de hjælper, hvor den rige mand ikke hjalp. De blev anset for urene, var synonym for ’hedninger’, der var et voldsomt negativt ladet ord. Lazarus betyder ’Gud hjælper’. Her hjælper Gud gennem dem, der blev anset for urene. Med fortællingen her gøres altså op med alle vore fordomme om, hvem der er rigtige og forkerte. I stedet for at spørge efter, hvem der er rigtige og forkerte, spørger Gud efter, hvem der hjælper, hvem der bærer kærligheden med sig lige der, hvor mennesker har brug for det. (Det er det evangeliske ved en hund) – her er altså et hjem, hvor intet hjem er. Der er et hjem i barmhjertighed, i at Gud hjælper, hvor penge ellers er rigeligt til stede, men lukker inde i barnlig selvoptagethed.
Det andet, som fører os langt dybere end til en moralsk opsang, er fortællingens anden del. Den forekommer sikkert barsk, - og det tror jeg egentlig også er meningen! Den har nemlig en ganske klar og entydig pointe. Og pointen er ikke fortabelsen som sådan. Billedet af Lazarus i Abrahams skød og den rige mand i dødsriget, hvor han pines, er virkelig nok. Men er vi kun optaget af det, er vi ikke kommet længere end til den almindelige forargelse over den rige mand, der heldigvis ligger som han har redt. Men den slags skadefryd har aldrig ført til nogen særlig forskel i livet eller døden.
Det afgørende er heller ikke, at virkeligheden nu begynder at gå op for den rige mand. For det gør den ikke. Han vil stadig være den, der bliver betjent. Han vil have Lazarus til at komme med vand. Intet har han fattet. Han opfatter stadig sig selv som den, for hvem verden står til rådighed. Og der er han måske mere moderne, end vi bryder os om, for er det ikke også vores situation – at vi opfatter det sådan, at verden omkring os er til for vores skyld? Og derfor går livet så tit i skudder-mudder? Men det lader sig ikke gøre, får han at vide.
Men da han ikke kan fortsætte med at blive betjent, vil han i stedet have andre betjent. Men det er stadig Lazarus, der skal gøre det. Det er stadig kravet om, at den anden skal være tjener.
Men den går stadig ikke. Hvad han ønsker, er det mirakel, der fritager for ansvar. ”Kommer der en fra de døde, vil de omvende sig,” siger den rige mand. Det er den almindelige opfattelse, vi menneskers dybe løgn i sjæl og sind, at sker der bare et eller andet ekstraordinært, så skal det hele nok blive anderledes både med mig og de andre. Men vi ved jo godt, det ikke passer. Det bliver som oftest kun til en boble, der hurtigt brister. Det er det svar, den rige mand får, som han inderst inde godt ved er rigtigt, svaret Abraham giver: ”Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selvom en står op fra de døde.” Genvejen eksisterer ikke. Der ikke noget lavt gærde at smutte over. Der er kun det ene: at høre og tage ansvar, høre Moses og profeterne – faste sandt ved at turde give bort af rigdommen, af livet – at kun der bliver livet virkelig til.
Og hvad evangelisk er der så i det her? Måske ligger den i det forhold, at det er den eneste af Jesu lignelser, hvor en person får et navn. Den fattige, der blev anset for mindre velsignet af Gud, eftersom han var fattig, bliver Jesus kaldt ved navn. Og det navn betyder ’Gud hjælper’. Og det vil sige: Gud sendte sin tjener for at bære vore sygdomme. Gud er den, der som en anden hund – og det var hvad Jesus i højden blev regnet for på korset – slikker vores urenhed af, vore synder, vore forsømmelser, - gør sig til venner med os som hundene gjorde sig til venner med Lazarus.
Og det er vort håb, at Gud er kærlighed, - og det er kun den kærlighed, der kan forandre os, give os mod til at turde give livet bort. Og hører vi os frem til den kærlighed, da skal vi ikke frygte, for kærligheden driver frygten ud, - frygten for fortabelsen, - og frygten for at dele livet og rigdommen med den, der ikke har. Giver mod til at slippe kærligheden løs.
Skyum:
747: Lysets engel går med glans
366: Nogen må våge i mørkets nat
494: Kærlighed fra Gud
638: O, kommer hid dog til Guds søn
367: Vi rækker vore hænder frem