07, 6. Søndag Efter Påske, 1. Ræ
En duft af liv til liv – at være Kristi vidne!
6. søndag efter påske 2007, 1. ræ
Hag 2,4b-9; 1. Pet. 4,7b-11; Joh 15,26-16,4
Det dufter – og det er der penge i! Det dufter lysegrønt af græs, - og det er der liv og glæde og leg i. Men vi mennesker har det jo med altid også at skulle finde det negative. En sagde, at det var ellers noget underligt noget, for en farve dufter jo ikke. Nej, det er da nok muligt. Er det lysegrøn maling, så dufter det i al fald sjældent behageligt – der trænger gerne til en god udluftning bagefter. Og så dufter det alligevel grønt.
Vi har haft en særdeles våd vinter. Det betyder, at der har været en hel del vandhuller – lidt flere end vi er vant til. Ude ved vores sommerhus har vi et lille, meget lille vandløb, der sådan en vinter bliver til et helt lille vandhul. Når det bliver forår forsvinder det igen, og efterlader et kedeligt syn – brunt og slimet og ulækkert ser det ud. Heldigvis lugter det ikke. Alligevel er det som om duften af noget råddent sidder i næsen, når man går forbi – fornemmelsen af noget dødt. Og man tænker: hvordan bliver det, når varmen kommer?
Så blev det grønt. Og duften ændrede sig. Det kan godt være, at en farve ikke dufter, men når farven sidder i det græs, der vokser og gror, så sidder duften alligevel i næsen – duften af liv, af frodighed, af frugt, af glæde og leg. Det er en duft af noget, der kommer, -
- en varm og lys skærsommer.
Og stærkest virker det netop når græsset lige er kommet igennem, lige når man stadig ser det brune, det rådne, det døde, fordi det så vidner og forkynder om, at det er livet, der står op af døde, at påskemorgen blev korset til livets træ. Ja, korset bliver smukt som de hænder, der reddede barnet ud af ilden er smukke med sine forfærdelige ar. Og det er alt sammen Guds kærlighed, det er Guds vilje, der virkeliggøres:
Alt smukt, vi ved,
al kærlighed,
den mindste fugl og lilje
er, Gud, din skabervilje.
Og det er alt sammen nåde, alt godt der sker os, fordi det er blevet til ved Ordet, og når alt står vissentørt, da blomstrer evigt Ordet. Og det ord er Jesus Kristus, der skaber liv af døde, gør jord og himmel ny, bærer fremad og gør det klart:
den morgenstund, du kommer,
da gryr en evig sommer.
Og derom skal vi være vidner. ”Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen,” siger Jesus til disciplene. Det er naturligvis disciplene, der er tale om. Men der er ikke noget, der gør, at det ikke skulle gælde alle dem, der kommer til tro gennem disciplenes vidnesbyrd. De skal, for at blive i det billede, vi begyndte med, dufte af Jesus. Paulus bruger billedet i et af sine breve. ”For vi er Kristi vellugt for Gud blandt dem, der frelses, og blandt dem, der fortabes — for dem, der fortabes, en duft af død til død, for dem, der frelses, en duft af liv til liv.” 2 Kor 2,15 - 16. Vi skal være en duft til liv ved at være Kristi vellugt. Vi skal være troværdige vidner om Jesus.
Noget af det en forsvarer eller anklager i en retssag tyr til, hvis sagen står svagt ud fra deres synspunkt, er at stille spørgsmålstegn ved vidnets troværdighed. Kan man fremstille vidnet som utroværdigt eller utilregneligt eller lignende, kan det få afgørende betydning. Vi skal være troværdige vidner om Jesus. Og hvordan er vi så det? Det fremstilles ofte i vore dage som personlig integritet. Der skal være overensstemmelse mellem det, vi siger og det vi gør, det vi fortæller om Jesus og den måde, vi lever vores liv på. Det er der sikkert meget rigtigt i, - men det kan nemt havne i det misforhold, at evangeliet bliver for vellykkede syndere, - de er syndere, ja, men de har styr på det – noget jeg tror hænger sammen med vor tids elitetænkning. Og så kan det blive forkert – i fald der ikke går noget mere grundlæggende forud.
Og det mere grundlæggende er, at den duft vi skal være – Kristi vellugt – lige modsat parfumen og deodoranten ikke skal gøre opmærksom på os selv, ikke skal trække den anden hen til os men til Kristus! Hvis vi bliver så autentiske, hvis vores vidnesbyrd i virkeligheden bliver et vidnesbyrd om vores personlige integritet på troens område på en sådan måde, at opmærksomheden rettes på os og ikke på Kristus, på hvor vellykket man kan blive, så er vidnesbyrdet forfejlet!! Det grundlæggende i vidnesbyrdet om Jesus, er at han er frelser for alle dem, der ikke magtede den personlige integritet, der ikke var helstøbte mennesker, - men de fandt accept og kærlighed, frelse hos ham, der var sammen med de forkerte, - blev hos dem når de blev ved med at være forkerte. Det er det første, når det gælder at vidne om Jesus: Det er at fortælle med sit liv, at han vil være hos os, der ikke klarer livet. (Vi skal vidne om Kristi sejr, - overvindelse af den skyld og skam, vi ikke leve med, - overvindelsen af dommen, - overvindelsen af døden, - vidne om at midt i det, vi har ødelagt og gjort til en klæbrig, ulækker og stinkende brun masse, der kan evangeliet rejse livet af døde)
Det næste er, at vidnesbyrdet ikke skal overtale. Et vidne skal stå frem og sige: det og det har jeg set; det og det har jeg erfaret; sådan blev Jesus min hjælp, min frelser i den og den situation. (Nævn evt praktiske eksempler) Et vidne skal vidne om i Jesus at have fundet sandheden om sig selv og sandheden om Gud. Så er vidnets opgave slut. Derefter tager en anden over. Derefter tager Gud selv over for gennem Ånden og Ordet at overbevise et menneske, så det kommer til tro, bliver overbevist gennem den Kristi vellugt kristne er med til at sprede, bliver overbevist af en duft af liv til liv for dem, der frelses.
Men for nogen bliver Kristi vellugt en duft af død til død. Og det må undre. Hvordan kan en duft af liv til liv forvandles til en duft af død til død så de, der slår kristne ihjel dermed mener at tjene Gud? Der er ingen tvivl om, at i sammenhængen handler det om jøderne. Men lad det ligge i dag, - for det er ikke vores problem i dag. Vi må i stedet gå et skridt videre og sige: Hvordan kan en duft af liv til liv forvandles til en duft af død til død i en kultur, der i den grad af alle kræfter tilstræber at overvinde døden, stritter imod hele vejen?
I en klumme i en af vore aviser, læste jeg for nylig følgende: ”FORÅRET er en forfærdelig tid. Der er intet andet tidspunkt på året, hvor altings forgængelighed er så påtrængende, som når syrenerne springer ud, solsortene fløjter desperat fra det stadig tidligere daggry…. Alting haster om foråret. Det skal ske her og nu, nu, nu. For tiden er kort, livet en stakket frist, en kort stribe lys mellem evighedernes mørke og forglemmelse. Ja, det er næsten ikke til at holde ud.” Hvor er det godt sagt! Hvor er det befriende at høre! Hvor mejsler det virkelighed klart og tydeligt ind i stenen. Sådan er det uden Gud! Sådan er det uden evangeliet! Så er mørket, den fremtid der venter. Sådan er det, når livet ikke er mere end vi selv kan gøre det til. Måske er det det, der får mennesker til at reagere voldsomt og aggressivt på evangeliet om opstandelsen, - angsten for at overgive sit liv til det, vi ikke selv kan bestemme over, - erkendelsen af egen magtesløshed, - vi vil ikke have at andre skal tage æren. Måske? Måske ikke? Hvad der står fast, er, at Jesus aldrig har lagt skjul på, at evangeliet langt fra altid ville være kærkomment, at menneskers reaktion overfor det, de egentlig gerne vil have men ikke overgive sig til, ofte har været aggression og had.
Et andet sted læste jeg også om døden og foråret. Det var i en bog om tab. ”Påske er lys, forår og gule farvere. Påske er fugle, der synger og solskin, der varmer. Påske er gryende liv og sitrende forventning. Påske er fest.” Sådan huskede hun sin barndoms påske, - at ”påsken var god!” Og dermed blev foråret godt. Videre skriver hun om påsken, om de fortvivlede kvinder ved graven, om budskabet om at han er stået op. Og blandt så meget andet godt om påsken hedder det: ”Jesu opstandelse er døren ind til det liv, som er ubegrænset.” Det er det liv, vi begyndte med at synge om:
”Der gryr en evig sommer,”
Og så slutter den korte kommentar: ”Påske er fest, forår, farver, fuglesang og forventning. Forventning om den gode tid, der ligger umiddelbart foran os her i livet, om Gud vil. Men under, over og langt stærkere end dette er påske forventning om det nye, fuldkomne, evige liv i Jesus, der blev stadfæstet ved hans opstandelsen, og som skal bryd frem i herlighed, når han kommer igen. Det er påskens glæde.”
Hvad er forskellen? Det er evangeliet. Det giver hele forskellen om livet er en kort sprække af lys… eller det er evighed, både i kvalitativ og kvantitativ forstand. Det var ikke døden, der gjorde forskellen, - den var åbenlys begge steder, om end mere brutal i det sidste tilfælde. Men det blev ikke afgørende – det blev duften af liv til liv, - påskens budskab om livets sejr over døden. Og som vedkommende, der havde lidt et forfærdeligt tab, også skriver: ”Hos Jesus er der ikke forklaring, men forløsning.” Måske er det, hvad det handler om, når en kultur, der stritter imod hele vejen til døden, ikke vil vide af evangeliet, at man vil have forklaring – forklaring og dermed retfærdighed på alt, - men forløsning vil man ikke vide af.
Men der lykkes vidnesbyrdet, hvor det bliver vidnesbyrdet om forløsning i Kristus, der åbner livet op! – hvad det så videre bliver til, overlader vi trygt i Guds faderhånd, overlader vi til den Ånd han sender…
725: Det dufter lysegrønt af græs
332: på Jerusalem det ny
297: I kristne som bekende vil
281: Nu nærmer sig vor pinsefest
375: Alt står i Guds faderhånd
Under altergang:
294: talsmand som på jorderige
292: kærligheds og sandheds ånd