Påskegudstjeneste

(Han er opstanden - Menigheden svarer hver gang: Ja sandelig! Han er opstanden!)

Luke 24:1–12 Danish CLV

Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt. De fandt stenen væltet bort fra graven, og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme. Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder. Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.« Så huskede de hans ord. Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og alle de andre. Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs mor, og de andre kvinder, som var sammen med dem. De sagde dette til apostlene, men det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne. Dog rejste Peter sig og løb ud til graven, og da han bøjede sig ind, så han linnedklædet og ikke andet. Han gik så hjem, forundret over, hvad der var sket.

Han er opstanden!

Sådan en søndag som denne, er en særlig søndag.

Ikke at jeg tror, at vi som sådan på en særlig måde kan opleve Jesus stærkere i dag end alle mulige andre dage.

Påskesøndag er ikke på den måde særlig.

MEN så alligevel.

For i dag giver vi os særligt hen til at huske Jesus - og til at se på Ham, som den Han er.

Den opstandne Herre og frelser.

Ham som graven ikke kunne holde fast på.

Og det her er kirkens hjerteblod mine damer og herrer.

Brødre og søstre.

Uden opstandelsen - ingen kristendom.

Du kan ikke være kristen uden at tro på opstandelsen.

Paulus gør det helt klart. Hvis der ikke er nogen opstandelse, så er vores prædiken tom.

Så kunne vi ligesågodt sidde derhjemme og drikke snaps nu (ja, ja - nogle af jer ville måske vælge noget mere charmerende).

Opstandelsen er kerneevangelium.

Paulus skriver det så præcist til korintherne - hør blot:

1 Corinthians 15:1–11 Danish CLV

Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det som I også har taget imod, som I også står i, og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det – ellers var det til ingen nytte, I kom til tro. Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig; for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves; jeg har arbejdet mere end nogen af dem, det vil sige ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig. Men hvad enten det nu er mig eller de andre: Sådan prædiker vi, og sådan kom I til tro.

kor 15:1-11

1 kor 15:1-11

Han er opstanden!

Der er ingen diskussion.

Da kvinderne hin vidunderlige morgen ankom i dyb sorg til graven, hvor Jesus et par dage tidligere var blevet lagt - mødte de ikke døden.

De mødte livet. Faktisk mødte de det mest levende nogen sinde.

Normalt tro jeg ikke at man sprogligt egentlig kan gradbøje liv - ikke desto mindre bliver det nødvendigt her.

For Jesus ikke bare lever og er virkelig. Han lever mere og er mere virkelig end nogen anden nogensinde har været.

Og vi. Brødre og søstre - Vi kommer frem til det samme liv og den samme virkelighed.

Vores liv er købt fri ved Hans død og Hans opstandelse.

. Vi kan prædike dette evangelium. Vi kan dele det med alle og enhver.

Vi kan og må prædike dette evangelium. Vi må dele det med alle og enhver.

EVANGELIET:

Og hør nu her.

For at det skal stå helt fast og helt klart i jeres hukommelse, så skal I få frelseshistorien foræret af mig.

Så lyt! Hør nu godt efter.

Ikke sagt ligesom når vi taler til små børn: “NU er det sidste gang jeg siger det”.

NEJ!

Jeg kommer til at sige det igen (og igen og igen)! For vi har brug for det.

Vi må leve ved det og høre det gamle budskab igen og igen.

Og glæd jer derved!

Hvor jeg ønsker for os, at vi virkelig må glæde os over evangeliet - over frelseshistorien og vores del i den.

Så hør nu!

Gud har skabt alting!

Alt er skabt af Ham og til Ham.

Jorden og alt hvad den rummer af vidunderlige dyr og planter.

Hans mest vidunderlige skabning - formet kærligt i Guds egne hænder er mennesket.

Gud skabte mennesket og Han glædede sig over mennesket.

Han så at det var godt.

Alt var faktisk godt dengang.

Men sådan blev det ikke ved.

Mennesket gjorde oprør. Vi fulgte slangens råd.

Ville selv være guder.

Tog en bid af frugten og måtte leve og dø med den forbandelse der fulgte med.

Ægte glæde og liv, var ikke længere en del af tilværelsen.

Der var sat en mur mellem Gud og mennesket.

En mur som får den kinesiske mur til at virke let at træde hen over.

Mennesket var forbandet. Vi var adskilt fra vores skaber.

Årene gik, og mennesket levede med ondskab og i ondskab.

Krig, had, død og ødelæggelse var nu en selvfølgelighed.

Og ser vi os omkring, ser det stadig sådan ud.

Vi har sat os selv i centrum - men vi er ikke Gud. Vi kan ikke tåle at sidde på Hans plads.

Smerten og ulykken var dog ikke det eneste.

For som en rød tråd gennem hele Biblen - hele historien, går håbet.

Gud glemte ikke Noa i arken.

Gud glemte ikke Josef i brønden eller i Egypten.

Gud glemte ikke Israel i Babylon.

Og Gud glemte ikke os i vores synd og nød.

I vores miserable tilværelse.

Han sendte derfor sin eneste søn.

Lod Ham føde af en jomfru fra en lille flække i et lille land i Mellemøsten.

Her voksede Han op som tømrer.

Her vandrede Han og helbredte de syge.

Her fortalte Han om det gode budskab - at Guds rige er kommet nær.

At der er tilgivelse for synd for alle som vender om og følger Ham.

JESUS.

Guds store plan var sat i værk - og fuldførelsen blev det største verden nogen sinde har set.

Vi tog Ham. Vi klyngede Ham op på et kors.

Et modbydeligt torturinstrument.

En metode man kun brugte mod de værste forbrydere og oprørere.

En slavehenrettelse!

Den eneste sande frie mand verden nogensinde har set. Blev brutalt myrdet ufri, bundet.

Her på dette kors tog Han vores synd.

Han gav sig selv hen! Han bar Guds straf over vores ulydighed.

Gud forlod Ham - vendte sit ansigt bort i vrede og afsky over den synd som jeg havde begået og Han nu bar.

Til sidst lagde de Ham i graven.

Forhænget flængede - døden så ud til at have vundet.

MENV ingen kan vinde over Jesus! Ingen har magt ligesom Ham.

Og i dag! I dag kan vi fejre at Han ER opstanden.

Og når vores død indtræffer, når vores tid her på jorden er slut. Skal vi stå for den endelige dom foran Himlens og jordens skaber og her - her skal vi se Ham som Han er.

Og alle dem som tog imod Ham. Alle dem der omvendte sig har han givet evigt liv.

Stenen er væltet.

Muren er revnet.

Forhænget flænget.

Og vi kan være sammen med Gud igen.

Vi kan forlade dette dødsens kød, med al den ulykkelighed og svaghed vi har nu.

Al den ondskab, som vi har gjort og al den modbydelighed, der er gjort mod os.

Bliver til intet.

Tilbage står kun korset og den tomme grav.

Den frie indgang til Himlens Herre.

Så omvend dig.

Giv op! Arme synder -og giv dig hen til Jesus.

Hvis du endnu ikke har givet dit liv til Ham, så gør det nu.

Hvordan spørger du?

Se rundt om dig. Alle de brødre og søstre der sidder her, vil med glæde og taknemmelighed fortælle dig mere og vil med sikkerhed bede for dig.

Og lad dig så forny.

Lad dig døbe, som et tegn på at tilhører Gud fader, Gud Søn og Gud Helligånd.

Og omvende dig - og

Amen