11. Søndag Efter Trinitatis, 1. Ræ

Kjeld Holm

Kristeligt har vi altid haft det godt med ydmygheden. Derfor har Jesu lignelse om farisæeren og tolderen til alle tider være en eksemplarisk historie. Med urette!

Thi intet er så kvalmende som det, der engang var karakteristisk for den kristne attitude, hvad enten det var virkelighed eller en karikatur, nemlig den påtagne ydmyghed. Netop derfor er der også noget frastødende ved tolderen, denne ydmyghed, denne selvforagt.

Farisæeren derimod! Han kan tages som et smukt eksempel for nutidsmennesket. Han lever til fulde op til vore idealer. Han er hæderlig og ansvarsbevidst; han har både moral, etik, værdier, og han regner med Gud. Og oveni, forholdet til Gud som et kontraktforhold! Hvis jeg opfører mig pænt, så må Gud til gengæld behandle mig ordentligt.

Jo, der er grund nok til at vende pointen i Jesu lignelse om farisæeren og tolderen. Hvilket selvfølgelig heller ikke går. Måske skal vi se farisæeren og tolderen som én og samme person, som to sider af den samme virkelighed.

Når Søren Kierkegaard i sit værk om ”Kjærlighedens Gjerninger” kunne prise dette at måtte leve af og for kærligheden, så kunne han tale om, at for det menneske, der aldrig havde erfaret kærligheden i sit liv – for det menneske var der ingen frelse, ingen udvej, hverken i tid eller evighed. Hvilket vil sige, at han forudsatte som den største selvfølgelighed, at et menneske kun kunne fatte kærligheden, fordi det elskede sig selv. Eller for Kierkegaard handler det om det enkle og dog så uendeligt svære, at turde være det menneske, man er! Der er tider, hvor man ikke kan have med sig selv at gøre, og så er man pludselig i tolderens situation. Man ser sig selv spærret inde i angsten for at være den, man er, der så let bliver til angsten for de andre. Så er ydmygheden ikke længere en attitude, men barsk virkelighed. Så er Gud ikke længere en modebetinget krusning på hverdagen. Han er blevet den eneste mulighed, hvis nåde gør, at jeg dog kan have med mig selv at gøre.

I Jesu fortælling om farisæeren og tolderen er der byttet om på rollerne, eller fortælleren siger, at jeg vil have med dig at gøre, ikke fordi du er den, du er, men fordi jeg er den, jeg er. Det er ikke din ydmyghed eller din hæderlighed, der gør det, men Guds kærlighed. Og den forbliver, når både den selvglade moralisme og den selvudslettende ydmyghed er forsvundet. \\