Nytårsaften

rgit Meister er et ordmenneske. Som journalist har hun gjort sproget til en levevej og ønsket at belyse og forklare sammenhænge, som når hun i tv-monopolets tid guidede seerne gennem en valgaften. Hun vil stadig gerne forklare og formidle. Det er også baggrunden for, at hun sammen med præsten Eva Meile har skrevet en ordbog til Den Danske Salmebog.

De var begge medlemmer af Salmebogskommissionen frem til 2003, hvor Birgit Meister forgæves slog til lyd for, at den nye salmebog i højere grad skulle være mere brugervenlig. Hun havde gerne set, at salmebogen blev åbnet for brugere, som ikke var fortrolige med det bibelske grundstof, salmedigterne ubesværet jonglerer med. Sådan opstod ideen til en ordbog, som forklarer nogle af de svære ord og begreber, som indgår i salmerne.

– Som journalist har jeg den indstilling, at man skal tage læserne ved hånden. Det forsøger vi også at gøre i ordbogen, siger Birgit Meister om den digre bog, som udkommer til oktober.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

– Siden jeg fik børn, har jeg haft en bevidsthed om livets korthed. Den bevidsthed har givet mig en slags drivkraft i livet, hvor jeg har ønsket at bruge mit liv ud til kanten. Jeg har ønsket at gøre noget for mig væsentligt. I forhold til mine nærmeste har visheden om livets korthed betydet, at jeg ikke har villet lade solen gå ned over min vrede. Eller som en veninde en gang sagde til mig: Det eneste tidspunkt, du kan tale med din fem-årige datter, er, mens hun er fem år.

Hvad har formet det?

– Min mor mistede begge sine forældre som teenager. Den oplevelse har hun bevidst og ubevidst givet videre til mig. Det lå i luften, at vi ikke kan vide, hvornår vi ser hinanden igen. Jeg er også præget af min fars dynamiske tilgang til livet. Han var et flittigt menneske, som havde et utrolig varieret liv som overordnet var kendetegnet af en stor optagethed af samfundsmæssige spørgsmål.

– Det har også præget mit livssyn, at jeg i min tidlige ungdom var i USA, hvor jeg oplevede de store borgerretsforkæmpere. Her så jeg mennesker, som følte sig forpligtiget over for medmennesker, som havde ringere muligheder end dem selv. Det er noget, som siden har spillet en stor rolle for mig: At jeg er forpligtiget over for andre, som har færre muligheder, end jeg selv har. Da min nu afdøde mand for nogle år siden fik en kronisk, uhelbredelig neurologisk sygdom, stiftede vi en patientforening. Når jeg ser tilbage, undrer det mig, at jeg havde overskuddet til det. Men det er et spørgsmål om at bruge livet ud til kanten, hvis man får muligheden for det.

Hvad tror du på?

– Jeg befinder mig udmærket i folkekirken og holder af at gå i kirke. Min religiøse identitet vokser ud af og sammen med den kirke, vi har her til lands. Den kristne overbevisning var ikke noget, der blev sat spørgsmålstegn ved, for troen havde været med min slægt gennem generationer. Den rådvildhed, som en del af mine jævnaldrende har oplevet i forhold til det religiøse, kender jeg ikke til.

– Da jeg blev medlem af Salmebogskommissionen, fik jeg et nærmest professionelt forhold til at gå i kirke. Jeg tog det som en del af jobbet, at jeg skulle gå meget i kirke. Nu er det blevet en del af min rutine og noget, som jeg ser frem til.

Hvordan gør troen en forskel i din hverdag?

– Jeg ved, at der er noget, jeg kan læne mig op ad. Gudstjenesten er et sted, hvor jeg kan finde fred og få nye kræfter. I troens rum kan jeg både være glad og ked af det. Det betød meget under min mands sygdom, at der var et sted, hvor jeg vidste, at jeg kunne hente livskraft. Jeg synes, jeg får stor støtte og mulighed for dialog med Vor Herre gennem gudstjenesten.

Har du et motto?

– Da vi stod ved starten af min mands sygdomsforløb, sagde en amerikansk læge til os: Carpe diem. Grib dagen. Det kom til at betyde noget for os de følgende år. Før den tid, har jeg ofte sagt: ”Count your blessings” (tæl dine velsignelser) og det motto, blev på sin vis sat i perspektiv og udfordret, efter min mand var blevet syg.

– Vi stod over for en uhelbredelig, kronisk sygdom, og der var kommet en ny alvor ind i vores liv, som ville bringe os mange tårer. Med sit råd om at gribe dagen, opmuntrede han os til at overveje, om det svære også kan bringe noget værdifuldt.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

– Jeg har engang interviewet biskop Desmond Tutu, siden har jeg tænkt, at det er et utroligt privilegium at få lov at leve i en tid, hvor der lever et så inspirerende menneske som ham. Men tømrerens søn fra Nazaret, som min far altid kaldte ham, kommer jeg heller ikke uden om. Det lyder næsten for stort, men han må vel være hele den kristne verdens åndelige forbillede.