12. Søndag Efter Trinitatis, 1. Ræ

Leif Andersen

“Har du glemt dit password?”

                      Jeg er rigtig glad for det spørgsmål. For det har jeg faktisk tit. Glemt mit password. Eller mit brugernavn. Eller begge dele. Så til den ene, så til den anden hjemmeside på internettet. Og så er der lukket.

                      Men heldigvis er de fleste af de her hjemmesider nogle søde og rare hjemmesider. De vil nødig miste en bruger. Så de laver nogle søde og rare hjælpespørgsmål – ­og jeg er sikker på, at hvis der havde været lyd på: Nårrh, har du glemt, hvad du hedder? – kan du ikke huske dine hemmelige koder? Og så vil de godt sende små søde og rare mails med det, man ikke lige kunne huske. Ligesom når vi legede hule og hemmelige pirater som små, og brormand absolut ikke ville åbne døren til hulen, før man havde reciteret hele den hemmelige piratsang.

Når man beder til Gud, kan man godt sommetider føle det, som om man har glemt sit password. Eller sit brugernavn. “Du har indtastet et forkert login” eller sådan noget. Der var ellers store løfter i luften: “Bed om hvad som helst i mit navn, og I skal få det” – “Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for.”

                      Men der sker ikke en pind. Du må have tastet forkert. Du banker på, du søger, du beder – men dit barn er stadig ikke blevet rask. Du har stadig ikke fået arbejde. Du er stadig deprimeret. Hvad er mit password? Er der ikke et eller andet lille hjælpespørgsmål, kommer der ikke en hjælpemail, så jeg kan komme igennem?

“Effatha”.

                      Jesus kan sit password. Det der mærkelige ord, som Markus har ladet stå uoversat. “Luk dig op”.

                      Hvad er det, Jesus taler til? Hvem er det, han taler til? – han ser op mod himlen; det er en af flere usædvanlige detaljer i den her beretning; det står der ikke ret tit – er det himlen, han vil have lukket op for? “Luk dig op!” Er det Guds ubøjelige, ubarmhjertige hjerte, han vil have lukket op for? “Gud, kom nu, luk dig op. Giv nu efter; den her mand har haft det for svært; Han kan hverken høre eller tale, og alligevel har han bedt til dig i årevis; du har ikke hjulpet ham; er det ikke nok nu? Luk dig nu op; jeg kan det rigtige password ...”

Det tror jeg egentlig ikke. Det er nok sådan, vi andre kan opleve det med at bede: Der er lukket; Gud hører ikke efter, vi har nok tastet forkert.  Forkert login.

                      Men sådan havde Jesus det ikke. Når Jesus bad til Gud, hamrede han aldrig på en lukket dør. Han skulle ikke liste den op eller brydes med Gud.

                      Jo – én gang gjorde han. Én gang hamrede han på en lukket dør. Én gang måtte selv Jesus bede forgæve. – ­Ikke, når han bad for andre. Når han bad for andre, kunne han sige til Gud: Jeg ved, at du altid bønhører mig. Sådan sagde han en gang ordret!

                      Men da han bad for sig selv, da han selv skulle dø, da han selv blev så bange for at dø, at hans sved blev som blodsdråber, da hamrede han for første gang på en lukket dør. Han sagde til sine venner: “Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!” Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: “Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.”

                      Nu ville han – for én eneste gangs skyld – noget andet end Faderen. For én eneste gangs skyld bad han om noget andet end det, der var Guds vilje. Og han bad ham ændre den, hvis det var muligt.

                      Men det var ikke muligt. Ikke engang for den Almægtige var det muligt. Meget, meget mærkeligt. Men dér var altså lukket. Og dagen efter råbte han så på korset, op i en lukket himmel: “Min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

                      Men når han bad for andre, var der aldrig lukket. Aldrig har Jesus bedt en forgæves bøn for andre. Kun da han bad for sig selv.

Hvorfor kunne Jesus vide så sikkert, at Gud ellers altid bønhørte ham? Hvordan kunne han sige så sikkert: Jeg ved, at du altid bønhører mig!? Det var jo ikke, fordi Jesu liv var en dans på rosesr og evig lagkage; alligevel siger han: “Jeg ved, at du altid bønhører mig?” Hvorfra havde han denne indsigt i Guds åbne hjerte?

                      Fordi han selv altid havde dette åbne hjerte. Han vidste, at Guds hjerte aldrig var lukket – fordi hans eget hjerte aldrig var lukket; og han vidste, at sådan som hans eget hjerte var, sådan var Guds hjerte også.

                      Det er en anden usædvanlig detalje i den her beretning: Jesus ser op mod himlen – og så sukker han. Det plejer han heller ikke.

                      Hvad sukker Jesus for? Er det ligesom den gang han “sukkede dybt i sin ånd” over de kyniske og skeptiske farisæere; han er træt af de kyniske betonhoveder, og så sukker han? Eller er det fordi nu skal han virkelig koncentrere sig om at bede så inderligt og overbevisende, at Gud ikke kan nænne at sige Nej? “Nu skal der simpelt hen bedes, som der aldrig er blevet bedt før ...”

                      Det tror jeg heller ikke. Han behøvede ikke finde ind i en bestemt bedestil for at overtale Gud (det behøver vi i virkeligheden heller ikke, selv om vi vist ofte tror det; men det er en anden sag). Nej, jeg tror, han sukker, fordi han er bevæget og ked af det. Fordi manden over for ham har haft så svært et liv. Han sukker på den andens vegne.

Jesus sukker, fordi hans hjerte er vidtåbent og blødende over for menneskers nød.

                      Og det er nok derfor, han ved, at Gud altid bønhører ham, når han beder for andre: fordi han altid selv bønhørte andre. Han vidste fra sit eget hjerte, hvordan Guds hjerte var indrettet. Han vidste, at Guds hjerte var lige så vidtåbent, blødende og sukkende, som hans eget hjerte var. Det er jo dén ene forskel, der er på den bedende Jesus og så alle os andre, når vi beder: Han vidste præcis, hvordan Guds hjerte var, fordi hans eget hjerte var præcis magen til. Det er vores ikke. Det er derfor, vi hele tiden kommer i tvivl om Guds kærlighed og kommer i tvivl om Guds bønhørelse – ikke fordi der er noget galt med Guds hjerte, men fordi der er noget galt med vores.

Jesus var dybt rystet og bevæget over mandens skæbne. At være døv og stum er et af de mest isolerende handicaps, der findes. Det er ikke bare noget, vi forestiller os; det er der mange døve og stumme mennesker, der fortæller os. Døve og stumme mennesker er blevet forfærdelig misforstået; på amerikansk hedder stum og dum det samme: dumb! – selv om vi i dag ved, at det ikke har en brik med hinanden at gøre, så sidder fordommene godt fast.

                      Denne mand har hele sit liv ikke kunnet ret meget andet end sukke – ­og nu sukker Jesus sammen med ham.

Så Jesus siger nok ikke “Luk dig op” til den lukkede himmel eller til Guds lukkede hjerte – men til mandens lukkede mund og lukkede ører.

                      Men det havde vi jo nok luret ...

Der har sikkert også været andre medlidende mennesker omkring manden; det er derfor, de nu kommer slæbende med ham og beder Jesus lægge hænderne på ham ...

                      ... men der har måske også været en helt anden grund: Skarerne, der asede og masede omkring Kristus, havde tit meget blandede motiver. Og et af motiverne var: at de ville teste Jesus. De ville simpelt hen tjekke ham op imod en ganske bestemt tekst i GT: Holder han målene? Opfylder han specifikationerne for en Messias?!

                      De diskuterede jo altid allesammen op ad døre og ned ad stolper, hvem Jesus var – præcis som folk diskuterer det i dag: Hvem er han egentlig? Er han en overspændt fanatiker, komplet med moderbinding og messiaskompleks og det hele? Eller er han faktisk Messias? Præcis som folk diskuterer det i dag.

                      Men til forskel fra os i dag vidste folk dengang, hvordan de skulle tjekke ham. De kendte nemlig profetierne. De havde læst hos profeten Esajas, at når Messias kom, så skulle følgende ske:

                      Da skal blindes øjne åbnes

og døves ører lukkes op;

da springer den halte som hjorten,

den stummes tunge bryder ud i jubel. Es 35,5f

Det læste de bogstaveligt. Og det gjorde de for så vidt med rette. Så de vidste, at hvis de kom slæbende med en, der både var døv og stum, og hvis Jesus så måtte slå afværgende ud med hænderne: Altså beklager, det her er lige en tand ud over mine muligheder, altså hvad forestiller I jer egentlig; men jeg kan da sådan “helbrede” ham åndeligt, sådan psykisk give hans livskvalitet et løft, lære ham at leve med sit handicap ...

                      ... så havde han afsløret sig selv som en falsk Messias.

Jamen der er da noget andet, der er vigtigere, er der ikke? Det er da meget godt med alt det der helbredelse af de syge og brød til de sultne; men det vigtigste, er det ikke det der evige noget: evig frelse og evigt liv og nåde og sådan noget? Er det vigtigste ikke, at vi, som er åndeligt døve og stumme, bliver åndeligt helbredt, så vi kan tale til Gud, og vi kan høre ham tale til os?

                      Jo. Det er faktisk det vigtigste. Og det har været redningen for mangen en forlegen prædikant, der har bakset med alle de her helbredelsesundere i evangelieteksterne, særlig her om sommeren og i efteråret, i trinitatistiden: Altså hvad stiller man egentlig op? – Jo, vi omtolker det en lillebitte smule: Gud, fri os fra syndens forfærdelige spedalskhed, åbn vore åndelige øjne og vore åndelige ører osv.

                             Og helt forkert er det ikke. For det er virkelig det, der er det vigtigste: Et godt liv er godt – men evigt liv er bedre. Det hjælper ikke en pind, at man vinder hele verden, hvis man må bøde med sin sjæl og alt det der.

Da Luther i 1523 skulle til at formulere en ny gudstjenesteliturgi, da foreslog han faktisk, at præsten, når han skulle døbe et barn, tog noget af sit eget spyt og rørte ved barnets ører og rørte ved barnets mund, og så skulle han sige ligesom Jesus: Effatha! – Luk dig op!

                      Rimelig klamt – ­det er ikke så mærkeligt, at det aldrig rigtig slog an. Men pointen er selvfølgelig fin nok: Jesus vil åbne vores ører og vores mund over for Gud, så vi kan høre hans ord, og vi kan bede til ham.

Sagen er bare den, at hvis Jesus dengang havde demonstreret, at han kun havde tanke for alt det evige – så havde han afsløret sig selv som en falsk Messias! Skarerne gjorde fuldstændig ret i at læse de der løfter i GT helt bogstaveligt: Når Messias kom, så skulle han ikke bare helbrede os åndeligt, i overført betydning, så skulle han helt bogstaveligt åbne den døves ører og den stummes mund.

Det er noget af det, der er så mærkeligt i Jesu liv: Han lærte os først at søge Guds rige og hans retfærdighed, og at alt andet blot var tilgift. Men selv begyndte han ofte med først at række mennesker alt det, der følger med i tilgift: glæde, liv, helbred. Og så kommer det vigtigste bagefter. Næsten som en tilføjelse. Næsten som om det var dét, der var det “tilgiften” ...

                      Det er derfor, skaren udbryder: Han har gjort alting vel – han har ikke bare taget sig af “sygdommen til døden”, fortabelsen, Guds vrede; han har også båret vore sygdomme, han har også taget sig af vores nød, vore sorger, vores længsler. Han har gjort alting vel º Han er Messias.

Og så er det, at når han så har strøget os over sjælen og trøstet os og hjulpet os med dette liv, så er det, at han føjer til: Men det er ikke det vigtigste. Der er noget, der er vigtigere: at I får helbredt jeres åndelige døvhed, at I får helbredt jeres åndelige stumhed, så vi kan begynde at snakke sammen. For jeg vil ikke bare hjælpe jer og trøste jer; jeg har noget, jeg godt vil have sagt til jer. Og I er nødt til at kunne høre på mig og tale til mig, hvis vi skal komme videre.

Men jeg tror bare, at det er kun, når man har set hans omsorg for hele vores liv, man kan begynde at acceptere hans næste sætning: at noget er vigtigere end andet. Det er først, når man har set hans omsorg for dette liv, at han man tro ham på hans næste sætning: at det evige liv er vigtigere. Hvis han ikke havde sukket, hvis han ikke havde lidt med de lidende, hvis han bare havde set overlegen og åndeligt ned på vores længsler og lidelser og på vores sorger, så tror jeg, at rigtig mange af os havde haft vanskeligt ved at stole på ham, når han så bagefter føjer til: Men arbejd ikke for den mad, der forgår; arbejd for den mad, der varer til evig tid. Søg først Guds rige ...

                      Havde Jesus kun haft øje for det evige, havde han afsløret sig selv som en falsk Messias ...

Her kommer lige en sidebemærkning:

                             ... og: En kirke eller en menighed eller et fællesskab, der kun har øje for det evige, afslører sig selv som falsk.

                             Kan nødlidende mennesker sige Effatha til vore lukkede hjerter? – vore lukkede fællesskaber? Eller er vore ører og vore munde lige så tæt snerpet sammen som mandens?

                             “Kan du dit Fadervor? Kan du trosbekendelsen? Kan du i det mindste stille de rigtige spørgsmål? Hvad er kodeordet? Før du i det mindste kan stille de rigtige spørgsmål, kommer du aldrig ind i varmen!”

Sidebemærkning slut. Vi skal til at runde af.

Nu har han lige åbnet munden på manden – så lukker han munden på skaren!

                      “Jesus forbød dem at sige det til nogen   .” – man kan roligt sige, at Jesus misbruger en indlysende mulighed for lidt spin her. Vi ville jo nok have sat en journalist på sagen med det samme, interviewet øjenvidner og sendt rygter i alle retninger. Men Jesus forbyder dem at sige noget! Det gør han faktisk tit netop i Markusevangeliet.

                      Og for at det ikke skal være løgn, begynder han med at trække manden afsides, væk fra skaren – i stedet for at gøre det, som vi nok ville have foreslået ham: “Se, hvad jeg kan!”

“Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det” – og Nej, det var ikke sådan et bagvendt spin, det var ikke et manipulerende fif: Når nu jeg forbyder dem at fortælle om det, så kan de garanteret ikke dy sig, og så kommer rygtet ud ...

Nej, grunden er, at selv om skaren for så vidt havde fattet det med Messiastegnet rigtigt nok, at han helt bogstaveligt skulle helbrede de døve og de stumme, så havde de misforstået det vigtigste. Jesus vidste, at rygterne om hans mirakel ville gøre mere skade end gavn. Folk ville kåre ham til mirakelmager, til brødmessias, til healer.

                      Men Jesu omsorg kan i virkeligheden kun forstås som omsorg, når man har indset, på hvilken måde han virkelig er Messias! – ­med hvilket formål han var Messias. Og Jesus vidste, at det kunne vanskeligt formidles som et rygte, som sladder – det kunne man kun fatte i et personligt møde med ham. Hvis ikke man har haft dette personlige møde med Jesus, kan man faktisk ikke få det ind i hovedet, det med at der er noget, der er vigtigere end dette liv. Man kan ikke snuppe, at der er noget, der er vigtigere end helbred og livskvalitet. For det kan man kun holde ud at høre på, hvis man er blevet overbevist om, at han virkelig elsker en med hud og hår. Ellers hører man det bare som en slags overåndelig nærighed.

Jeg ved jo ikke, hvordan I har det med skarens udbrud: “Han har gjort alting vel” – jaeh, det gjorde han jo sikkert. Dengang! Men hvad med i dag? ... – er han ikke begyndt at sjuske på det sidste? Han er sikkert stadig underets Gud, han griber sikkert stadig ind i vores liv og vores sygdomme; men gør han det ikke forfærdelig sjældent nu om stunder?!

Jo. Det tror jeg, de fleste af os oplever. Vi oplever igen og igen det, Jesus oplevede den ene gang i Getsemane have: Jeg vil noget andet end Gud; jeg beder Gud ændre sin vilje, hvis det overhovedet er muligt; og jeg føjer til: Dog ske ikke min vilje, men din! – og jeg forsøger endda på at mene det ...

                      ... og så sker Guds vilje. Men min vilje sker ikke.

                      Har han så stadig gjort alting vel?

Nu sagde jeg før, at Jesus bad forgæves i Getsemane have, da han bad om at blive fri for at dø. Strengt taget er det ikke rigtigt. Det er rigtigt, at han ikke fik det, han bad om, sådan som han bad om det. For han måtte dø; der var ikke noget at gøre, der var ingen vej udenom.

                      Men strengt taget var det ikke forgæves, at han bad – ligesom det heller aldrig er forgæves, når vi beder – heller ikke selv om vi ikke får det, vi beder om, på den måde og til den tid, vi beder om det. Og selv om vi ikke får det på den måde, vi havde håbet på.

                      I Hebræerbrevet siges det sådan her: “Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt – ­og friet fra sin angst.” Det var Guds måde at bønhøre sin søn på: Nej, han blev ikke friet fra døden. Men han blev friet fra sin dødsangst.

At Jesus skulle slippe for døden, var ikke muligt. Ikke engang for den Almægtige.

                      Der er åbenbart ting, der ikke lader sig gøre. Ikke engang for underets Gud. Det lader sig ikke gøre at leve et sorgløst paradisliv, så længe vi lever i syndens og dødens verden.

                      Og det kan man kun til nød begynde at acceptere, hvis man er blevet overbevist om, at han virkelig elsker mig med hud og hår.

I Kristi suk kan jeg stadig tro på, at han gør alting vel.