07, 11. Søndag Efter Trinitatis, 1. Ræ

GUDS SMIL

11. søndag efter trinitatis

1 Kor 15,1-10a; Luk 18,9-14

Det var sidste time. De havde kristendomskundskab. De fleste af dem tænkte kun på at komme hjem. Læreren kunne også godt have valgt en god film eller noget andet sjovt. De havde allerede spurgt: ”Skal vi se film i dag?” En af drengene havde oven i købet taget en film med, - hvor mordet skete i en kirke – så smagte det da af lidt af kristendomskundskab.

Men den gik ikke. I stedet ville læreren fortælle – en af de fortællinger Jesus havde fortalt. Og så fortalte han om farisæeren og tolderen, der gik op i templet for at bede. Og næppe var han færdig, før Knud rakte hånden i vejret. Det plejede han ellers ikke. Han var klassen smarte og frække dreng, der bare snakkede, når det passede ham.

”Det er den mest åndssvage fortælling jeg nogensinde har hørt. Man kan jo med det halve øre høre, at ham farisæeren ka’ du ikke li’. Det er påvirkning, er det – det siger min far selv. Som om der er noget galt i, at han giver penge til de fattige? Og hvis det endelig skal være, er der da i hvert fald ingen grund til at råbe hurra for tolderen. Som om han havde lavet en vældig masse ved at slæbe sig i kirke..”

I den anden side af klassen sad Lise. Hun havde lyttet til lærerens fortælling – kunne egentlig godt lide det, når han fortalte historier. Han var god til det, kunne fortælle, så man selv var lige midt i historien. Og nu skulle Knud selvfølgelig ødelægge det hele. Hvorfor skulle han blande sig? Det tog han vist nok som en selvfølge.

Hun syntes ikke altid lige godt om ham. Alligevel kunne hun heller ikke stå for ham, - han så godt ud, altid smart i tøjet. Og det svært at lade være med at grine, når han lavede sjov med andre. Men bagefter havde hun det ikke så godt, for det gik ofte ud over Hans – Lugtehans – som de kaldte ham, selvom han ikke lugtede mere end andre drenge, der ikke havde fundet ud af, hvad man brugte en deodorant til. Det var jo så let. Han blev så let vred, - og så var der sjov i gaden.  Men helt rigtigt var det nu ikke. Det var så alt for tydeligt at Knud foragtede ham, - ja foragtede alle, der ikke havde lige så smart tøj som ham selv.

Pludselig så Lise over på Hans. Hun fangede hans øje – eller: hun blev fanget af dem. Og gjorde noget, hun aldrig havde troet, hun kunne. Hun smilede til ham….

Og pludselig så hun, hvordan hans triste øjne fik liv, når han smilede….

Det ringede til frikvarter – de gik hjem….

Der var to, der gik op i templet for at bede. Den ene var et anset og udmærket menneske, - den anden var en slyngel.

Den første bad og sagde: ”Jeg takker dig, fordi jeg er et godt menneske, en andre kan støtte sig til, at jeg har overskud til så meget godt – og heldigvis er jeg ikke som denne slyngel. Tak Herre, at jeg ikke er en samfundsnasser.

Den anden sagde ikke så meget. Hans synderegister var for langt til, at han kunne overse at gå i gang med det. Så han bad bare helt enkelt: ”Tilgiv mig, Herre! Og hjælp mig!”

Og så gik de hjem. Den første gik hjem fra gudstjeneste overbevist om sin egen fortræffelighed, - han gik som han kom – her var ikke sket noget nyt. Det havde han faktisk heller ikke bedt om. Han havde ikke forventet det. Han anså det slet ikke for nødvendigt!

Modsat med den lille slyngel til tolder. Han gik hjem med Guds tilgivelse, med nyt livsmod, med ny tro på sig selv uden at skulle foragte andre. Og med håb om at Gud kunne hjælpe til at turde leve. Hvorfor? Fordi Gud havde sendt ham et smil!!  Han var blevet set!

Og sådan var det jo også den dag i skolen. Knud gik hjem som den samme, der var overbevist om egen fortræffelighed og ret til at mobbe, gøre grin med andre, være i centrum og foragte alle dem, der ikke var som ham selv. Men Hans – Lugtehans – gik hjem med nyt liv, med accept ganske vist bare fra et eneste menneske, men det var nok til at gøre alting nyt – til at give livsmod og ny tro på, at han var noget værd som menneske. Fordi, der var en, der sendte ham et smil – og det var egentlig et smil fra Gud. Så kunne han igen være sammen med sig selv – holde op med at foragte sig selv!

Så enkelt er denne fortælling – og så er der uendelig langt til at vi rigtig kan bruge den. Det er der mindst to grunde til. Den første er det, som Knud gør opmærksom på, at fortællingen er en skandale, en skandale, vi ikke forstår og ikke kan fatte rækkeviden af. Det er jo rigtigt, at farisæeren er den gode, som enhver så op til, som gjorde meget godt, var samfundsbærende. Vi har gjort farisæeren til et hadeobjekt – sådan som læreren jo heller ikke kunne skjule det i sin genfortælling. Dermed bruger vi ofte farisæeren til at holde Gud på afstand – vi skal ikke have noget med al religionens selvretfærdige selvglæde at gøre!

Modsat så er det rigtigt, at tolderen var en slyngel, der udnyttede sin magt og gjorde ondt mod mange mennesker. Hvad ligner det, at han kommer anstigende der i templet og nu vil redde sit gode skind? Jeg ved godt læreren holdt med ham, da han genfortalte historien, men det er altså samfundets snydetamp, der står der. Og ham siger Gud god for – det er en SKANDALE.

Og hvad kan vi bruge ham til? Lise siger rigtigt, at en godt fortalt historie får os selv til at være en del af historien. Da nu ingen vil være farisæeren, så lad os være tolderen – og blive en del af skandalen!

Han går altså til gudstjeneste. Vi går til gudstjeneste. Han stiller sig nederst. Vi sætter os nederst (undtagen børn og kirkefremmede!). Han beder. Og vi beder! Hvad beder han om? Hvad beder vi om? Han beder: ”Gud vær mig synder nådig!” Vi bruger det stadig i en del gudstjeneste: ”Herre, forbarm dig!”

Men hvad betyder det? Det betyder, at der er et regnskab mellem os og Gud. Der er i vores liv – ethvert menneskes liv – et dobbelt regnskab. Hvis jeg går op i Spar for at handle ind til lørdag aften med dosmersedlen i hånden, og når jeg så har fundet, hvad der står på sedlen – og derefter kommer forbi hylden med eksklusivt øl – hvad der ikke stod noget om på sedlen – men alligevel kommer der et par af de gode og dyre flasker i vognen – så er der et dobbelt regnskab. Det første afregnes ved kassen – det andet venter, når jeg kommer hjem (det er jeg så i øvrigt ikke så nervøs for). Sådan har vi et dobbelt regnskab i livet – overfor vore medmennesker og overfor os selv, dvs overfor Gud. Og uden det har vi halveret fortælling – uden det sker ikke noget nyt. Det nye sker, hvor vi siger ja til vor synd – og spørger Gud: Vil du tage dig af den. Vil du stille for mig.

Det er nemlig det, tolderen beder om. Han beder: Vil du stille med det, der kan gøre mit regnskab op. Vil du stille med det nødvendige offer. Og en sådan bøn kan enten stilles i ufattelig frækhed – eller i ydmyghed, i bøjen sig ned for Gud. Og så rejser han op: Sandelig den mand gik retfærdiggjort hjem til sit hus. Sådan smiler Gud til os.

Han gør det, for at vi ikke skal gå fortabt – hverken i farisæerens fortræffelighed eller i tolderens fortvivlelse over sig selv. Han gør det for at vi ikke skal gå og foragte andre, men heller ikke os selv. Han gør det for at vi kan leve i den dobbelthed, at vi er syndere, der er afhængige af Guds nåde, - og dog er vi mennesker, der duer til noget!

Og det vil sige: Gud vil have med os at gøre – ikke fordi vi er gode til at ydmyge os, ikke fordi vi er dem vi er, men fordi Gud er den han. Og det vil sige: Fordi han er kærlighed, - er det under alle forhold, og dermed er den eneste mulighed for, at jeg kan have med mig selv at gøre, - i den blanding af foragt og ydmyghed, de er i de fleste af os.

Skyum kl 9.30:

748: Nu vågne alle Guds fugle små

523: Min nåde er dig nok

609: Dybt fornedres skal enhver

6: Dig være mildeste Gud Fader