07, 14. Søndag Efter Trinitatis, 1. Ræ

At se Guds godhed! Eller: at give Gud æren!

14. søndag efter trinitatis 2007, 1. ræ

Sl 103; Gal 5,16 – 25; Luk 17,11-19

Indledning: Carpediem

”Carpe diem!” lyder et latinsk udtryk. ”Grib dagen!” Jeg blev mindet om det for en tid siden i et lille interview med tidligere tv-vært Birgit Meister. Da hendes mand fik en uhelbredelig, kronisk sygdom, mindede deres læge dem om det – og hun føjede til: ”Med sit råd om at gribe dagen, opmuntrede han os til at overveje, om det svære også kan bringe noget værdifuldt. De blev udfordret af sygdommen – og af opfordringen til ikke at lade sygdommen hindre dem i at gribe det – også gode – dagen bragt.

I dag er det taksigelsens søndag. Det er en dag, der gerne skulle pege på taknemligheden som en afgørende, livsbekræftende stemning i hverdagen – en stemning med tyngde. Men det bliver så let til moral: ”Hvad siger man så?” sagde vi til børnene, da de var små og de var færdige med at spise. ”Husk nu at sige farmor tak for i dag, når du går fra fødselsdagsfesten,” var en anden af den slags beskeder. Men hvorfor egentlig det? Jo, det at sige tak er at gribe dagen, vænne sig til at huske på det gode, dagen bragte. Det handler om det, et andet ’ordsprog’ siger: ”Count your blessings” (tæl dine velsignelser). – Carpe diem!

1. Sig tak under alle forhold

Det synes så oplagt i fortællingen her, så indlysende. Ingen kan læse fortællingen uden at blive opmærksomme på det forkerte, det utilstedelige i de ni’s manglende udtryk for taknemlighed. Det siges jo nemlig ikke i fortællingen, at de nu ikke var taknemlige. Men vi har en slem mistanke om, at det var tilfældet, når de ikke dukker op og siger tak. Og mistanken bestyrkes vel, både af bemærkningen om, at han var samaritaner, og af Jesu ord om, at det kun var denne fremmede, der kom tilbage for at give Gud ære. Der ligger altså en brod i det i forhold til alle vore fordomme, de fordomme der skabes af fremmedgørelsen, af at vi går forbi, trives så godt i afstanden, men falder til jorden, når vi kommer nær på.

Og måske er det også problemet i forhold til ’at tælle vore velsignelser’, at vi er så tæt på. Det, der er helt tæt på, har vi svært ved at se, og det der er aller nærmest ser vi nærmest aldrig (undtagen i spejlet) – nemlig vores næse. Sådan kan det også gå med hverdagens velsignelser: de er så nær på, så vi aldrig ser dem. Vi ser kun det ekstraordinære, det usædvanlig. ”Min sjæl lov Herren, glem ikke hans velgerninger..” Og det gælder også det daglige, - han tilgiver din skyld, - han helbreder dine sygdomme, - til det ultimative: han udfrier dit liv fra graven. Det at få det sagt, standse op og mærke efter – det er at gribe dagen, er at gribe livet, er at gribe livsglæden. Og gøre det under alle forhold.

Det er Paulus der kommer med den formaning: ”Sig tak under alle forhold; for det er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.” Hvad er Guds vilje med os? Det er, at vi i taknemlig finder livsglæden under alle forhold. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er plads til klagen. Den hører jo også med i fortællingen. ”Jesus, Mester, forbarm dig over os!” De ord er fyldt med smerte og klage over det liv og den tilværelse, de fik. De rummer det smertelige: Vi klarer det ikke længere – isolationen, de skæve blikke, dommen….

Men det udelukker ikke nødvendigvis takken. Takken hører ikke kun til, hvor vi får det, vi gerne vil, - eller helst vil. ”Det sete afhænger af øjnene, der ser,” siger vi. På et sygehus ligger to kræftpatienter. Den ene bliver helbredt, uden lægerne har nogen forklaring på det. Et under er sket. Den anden bliver det ikke. Underet udeblev. Set udefra har den ene familie grund til tak og glæde, den anden til klage og sorg. Jo, selvfølgelig må det være sådan, men den sidste familie fandt også grund til tak. For dem blev underet, at de fik kræfter til at gennemleve det, forblive hele mennesker og en hel familie. Klage og tak kan gerne følges af – carpe diem, grib dagen, tæl dine velsignelser – også dem, der ligger smerte bag.

Livet er jo nemlig sjældent så entydigt, som vi gerne vil have det til at være. Vi vil gerne kunne stå betragtende og på forhånd kunne afgøre, hvad der er livets medgang og modgang. I sin bog ’Tilværelsens ulidelige lethed’ henviser den tjekkiske forfatter Milan Kundera til den gamle filosof Parmenides. Parmenides så hele verden delt op i par af modsætninger: lys – mørke; grovhed – finhed; varme – kulde; væren – ikke-væren. Og det var helt tydeligt, at den ene modsætningspol for ham var positiv (lys, varme, finhed, væren), den anden tilsvarende negativ. En sådan opdeling synes ligetil, - sådan må det være – det er sådan vi ofte opfatter ordene om medgang og modgang. Men det holder kun til vi går et skridt videre og spørger: Hvad er positivt, tyngde eller lethed? Parmenides svarede: Lethed er positivt, tyngde er negativt. Det er sådan vi gerne vil forstå det – medgang er alt det, der gør livet let – modgang er det modsatte. Vi vil gerne have, at livet på den måde er entydigt. Men havde han virkelig ret i det?! Det er spørgsmålet, siger Kundera, - og føjer til: ”Kun ét er sikkert: modsætningen tyngde – lethed er den mest gådefulde og mest mangetydige af alle modsætninger.”

2. Tak – også i livets flertydighed?

Så kan man spørge: Kan man leve med det? Kan vi leve med mangetydigheden – eller blot tvetydigheden i livet. Lad os tage endnu et par eksempler fra Sl 103. Der hedder: ”For han ved, at vi er skabt, husker på, at vi er støv ..” Skabt og støv - Det kan sagtens opfattes negativ, som en begrænsning, som om Gud har beholdt det vigtigste for sig selv. Ja, i sin yderste konsekvens kan det opfattes som en undskyldning, måske over i købet en kærkommen undskyldning. Når man kun er støv, kan man jo ikke gøre for det. Så ved man ikke om godt og ondt og om Gud, kan lade fem og syv være lige – vælte sig i ligegyldigheden. Med det sikre resultat, at livet bliver ligegyldigt, for sådan går det, hvor alt er lige gyldigt – så bliver intet gyldigt og intet vigtigt, men alt går under i tomheden. Der er ikke noget at sige tak for, der er ikke noget at gribe. Carpe diem bliver et tomt begreb.

Men det kan også ses sådan, at Gud tager sig af den skabning, der er skabt, der er støv, høres sådan at han har givet os mere end støv, nemlig livsånde og sjæl, så vi ikke skal fortabes i støvet, men selv støvet må tjene Guds godhed, hans godhedsvilje med vores liv, at det kan hæves op over det, der er lige gyldigt, og dermed få tyngde og betydning, få gyldighed og mening. Det kan høres som Guds faste indgreb, hvor livet truer med at blive ligegyldigt, meningsløst og tomt, kan høres i ordet om ’Guds trofasthed’, hans velsignelse til dem, der holder hans pagt slægt efter slægt.

Forleden dag til foredragsaften fortalte foredragsholderen om, hvordan han som gymnasieelev tumlede lidt rundt i tilværelsen som det nu ofte er tilfældet i den alder. Men en dag fandt han hjemme på loftet nogen bøger om Indre Missions historie, som hans farmor havde efterladt. Gennem læsning af dem fandt han ro og retning, mening og tryghed i livet. Hans farmors bedsteforældre havde været med i de første vækkelser her i Sydthy.

Men Herrens troskab varer fra evighed

til evighed mod dem, der frygter ham,

og hans retfærdighed mod børnenes børn,

mod dem, der holder hans pagt

og husker hans bud og følger dem.

Hans bud – også budet om at fortælle om Guds troskab, der ikke lader sig standse af synd og død, men holder gennem døden til opstandelsen – han udfrier dit liv fra graven. Carpe diem, grip dagen – det skete også på det loft, - grebet så det blev til tro og taknemlighed.

Så er det altså det, vi skal have med i dag – taknemligheden som ikke kommer til udtryk gennem at sige tak og dermed give Gud ære, men som dermed også bliver det, hvorigennem vi griber livet og livsglæden – ja, det var den tro, der frelste ham.

II: Alt samvirker til gode for dem, der elsker Gud

For der står jo et spørgsmål tilbage: hvordan kan vi altid sige tak, når tilværelsen så ofte er ikke kun tvetydig men mangetydig? Er det ikke et temmelig risikabelt foretagende? Jo, det kan man godt sige. Man kan jo forstå den familie, der ikke oplevede helbredelsens under derhen, at de så af nød, for overhovedet at overleve, ja for at gå troen til at overleve, valgte at sige de så fik et andet under – men nedenunder lå bitterheden. Man kan sige, det er letsindigt. Man kan aldrig få bevis i den sag.

Men stærkere end beviset er troen. Troen, der ved, at ikke kan gnennemskue alt, men at”..alt samvirker til gode for dem, som elsker Gud.” Men det kan kun troen se, troen på Gud, der selv har vist jer os det i Jesus Kristus – at livet i troen på det løfte kan livet tyngde og mening og glæde.

Det, der giver livet tyngde, er ikke nødvendigvis det, der i det ydre ser tungt ud. Det er heller ikke nødvendigvis det, der ser let ud. Det tunge kan knuse. Det lette kan gøre flygtigt, forflygtige liv, ansvar og kærlighed. Det, der giver tyngde er det, der giver evighed i livet.

Det var sådan, det var for Kristus. Hans liv var i det ydre en blanding af medgang og modgang, men til slut viste det sig, at det, der blev den store modgang, det der så ud at lægge det hele øde, få det hele til at forsvinde i et stort, sort hul, var det, der gav hans liv tyngde, betydning, ja i sidste ende dets mening, gav det evighed. Men det kunne ingen se, før bagefter, på opstandelsens morgen. Da viste det sig, at den største glæde blev født gennem den største smerte, fordi den var båret af kærligheden, kærligheden, der aldrig hører op. Det er det, der er spørgsmålet: Kan vi leve i den tro? Da kan vi også sige tak under alle forhold. For det er kun troen, der kan vide, at alt det gode kom fra Gud.

Afslutning: Grib glæden og livsglæden.

De ti spedalske kunne se det sådan, at det var en tilfældighed, de blev raske. Der var ikke noget at sige tak for. De kunne se det sådan, at det var deres ret, at blive raske. Der var ikke noget, at sige tak for. De kunne være så optaget af deres ’opstandelse fra de døde’, så de helt glemte at sige tak. Noget af det hele, findes sikkert i os alle. Men den ene, der huskede takken, havnede i den taknemlighedsgæld, hvor menneskeliv bindes sammen, hvor menneskelivet bliver rigt og godt i kærlighedens fællesskab, både mellem Gud og mennesker. Hvor vi frelses fra ligegyldigheden, hvor vi kan tælle dagens velsignelser. Carpe diem – grib dagen, sæt to minutter af til det hver dag og en time om ugen ved gudstjeneten - og grib livet og livsglæden!

Salmevalg

3. Lovsynger Herren min mund og mit indre

313,4-5: Kom, hellige olie! (Kom regn af det høje)

508: Bryd frem mit hjertes trang at lindre

677: Nu glæd dig i Herren, mit hjerte

375: Alt står i Guds faderhånd