07, 15. søndag efter trinitatis - høst, Joh 6,1-14

Kan vi se tegnet!

Høst Bedsted 2007

1. Mos 1,1-2,4a; Joh 6,1-14

Indledning:

Kan man glemme, man er sulten? Ja, det tror jeg, de fleste har oplevet. Man kan blive så optaget af noget, så man helt glemmer, at det er spisetid. Sådan tror jeg også, de helt glemte tid og sted, den store skare, der fulgte efter Jesus. De havde set Jesu tegn og undergerninger. De var fuldstændig opslugt af Jesus – de havde kun en eneste tanke i hovedet – de ville følge ham(1. billede: mange mennesker, der følger Jesus)

Men Jesus kommer i tanke om det. Da han ser, hvor mange der er, tænker han først på, at de må have noget mad. Han er nemlig optaget af alt det, menneske har brug for. Hvad er det, vi alle har brug for? Billede 2: mad, tøj, kærlighed, fællesskab, Gud (foldede hænder, en kirke)

Nu spørger han så en af sine disciple: Hvor skal vi få mad fra? Det er Filip, han spørger. Han gør det for at stille ham på prøve. (Billede 3: Jesus og Filip) Hvad ville Filip gøre? Hvad ville vi gøre?

1. Gå til en butik og købe mad. Lod det sig gøre? (Billede 4: Købe mad i en butik – fx en stor indkøbsvolgn med mad) For 200 denarer = 200 daglønninger = med 200.000 kr (tegn evt også en stor pengeseddel)

2. Man kunne jo også dyrke det hele – (Billede 5: pløje, harve, så, høste, male til mel osv) Hvor lang tid tager det? Ja, det ville vist vare lidt for længe…. Men det skal jo gøres på et eller andet tidspunkt…..

Men nu var intet af det muligt. Hvad gør de så? Jo de løser det hele med en madpakke (Billede 6: af en madpakke). Det kan godt være madpakker ind imellem er kedelige – men er man tilstrækkelig sulten er det altid godt med en madpakke – en af mors eller fars de gode med rigeligt i… Det var der ligesom bare ikke her – fem brød (et ekstra har vist sneget sig med) – og to fisk, - og hvis man nu ikke kan lide fisk…

Men det accepterer Jesus ikke – han beder dem sætte sig i græsset – så velsigner han – o gså bliver de sat til at dele ud (jeg deler ud af et brød – det slipper hurtigt op….) Billede 7: 4 grupper mennesker siddende i græs – men her slipper det ikke op

Billede 8: 12 kurve til overs – det er som en kæmpe lagerhal – der er mere en vi kan spise.

Og så får de en genial tanke – nu gør vi ham til konge, så skal vi aldrig mere tænke på brød…

Billede 9: En konge med et kæmpebrød i favnen

Og det kunne virkelig være fedt – hvis vi bare som Jesus kunne række hænderne ud over en bakke pomfritter, og så var der nok til hele skolen, - eller bare til hele klassen. Nej – det går nok ikke – for det var jo ligesom kun Jesus, der kunne det. Og hvorfor gjorde han det? Var det ikke for at vise, at Gud sørger for, at alle mennesker kan få det, de behøver for at leve? Men hvorfor får de det så ikke? Har Gud glemt dem?

Der er faktisk mad nok i verden, siger dem, der har forstand på det. Det handler bare om at få det fordelt….

Hvad tror I for øvrigt jeg har i hænderne her? Billede 10 Ingenting – de er jo lukket. Faktisk har jeg to franskbrød Billede 11 – synes i de er små – åbner hænderne, der ligger to kerner – to sølle kerner – hvad kan de blive til? Til masser af brød. Men der bliver ikke noget brød, hvis ikke vi mennesker lægger sådan nogle kerner i jorden, så de kan vokse op og blive til mange flere kerner…

Men så er det jo mennesker, der gør det! Ja, - endog betale hos bageren. Gud har nemlig givet os forstand og hænder, for at vi skal bruge dem – også til andet end computerspil. Vi kan meget – vi kan rigtig meget – og vi bliver dygtigere og dygtige til det. Vi kan lave mange forskellig slags brød. Men vi kan det kun, fordi Gud lader kernerne vokse, når de bliver lagt i jorden, giver regn og solskin og vækst – og os forstand til at udnytte det.

Derfor er der også grund til at sige tak – for de store høstmaskiner. Når man ser på billedet her, så er det måske lettest at få øje på kontrasterne – først og fremmest kontrasten mellem den moderne, forslugne høstmaskine, og den gamle kirke – altså kontrasten i tid, - men måske også kontrasten mellem det materielle og det åndelige, - og videre at det første er vi så rige på, det sidste er vi så fattige på.

Uden at ville afvise kontrasterne vil jeg imidlertid hævde at sammenhænget i billedet er både stærkere og vigtigere end kontrasterne. Skal det formuleres kort, vil jeg sige det på den måde: Det handler om livssammenhænge i kontrasterne. For selvfølgelig er kontrasterne der. Det er jo derfor vi bliver nostalgiske ved høsttide.

Nostalgi handler egentlig om noget, vi husker som godt fra gamle dage. Og det er OK. Der var noget godt i gamle dage, som vi ikke skal afvise eller glemme – sliddets fællesskab, - nærheden med kornet og det daglige brød, - at det daglig brød var helligt. Vi må imidlertid ikke hænge så meget ved fortiden, at vi bliver utro overfor vor egen tid.

Derfor skal vi takke for vor tids store og effektive maskiner og landbrug. Se – vi husker kun det gode fra fortiden, men glemmer let det dårlige. Lad det dårlige fra fortiden ligge. Når det gælder nutiden er vi blevet en generation, der i ekstrem grad hæfter sig ved vore fejltagelser. Men vi bør være stolte af det, vi har nået. Vi har udnyttet de evner, Gud har givet os. Flere mennesker bliver mætte, færre lever i usikkerhed om det daglige brød. Vi lever længere. Er der nogen, der vil undvære det? Så lad os takke for de store maskiner, for kornet der fosser ud af sneglen, for overflod osv

Vil vi ikke takke for vor egen tid, fornægter vi den. Og så er vi holdt op med at leve. (Den, der ikke vil kendes ved sin egen tid, fornægter sit eget liv!) Det er at fornægte Gud, for det er at fornægte Guds gode gaver til os – enten at det ikke er godt at have det daglige brød på bordet, - eller at det er aldeles vor egen fortjeneste. Lad os derfor takke – og være lidt stolte af det, vi har nået. Lad os række ud efter det evige livs ord, takke for det, der groede, og takke for livet i al dets dobbelttydighed..

Men, vi er så stressede.. Ja, jeg kender godt og vel hvert eneste ’men’. Siden Gud sagde til Adam ’med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage’ har arbejdet kendt både glæde og forbandelse. Engang var det sved og nedslidning og tidlige død. I dag er det stress og mobning osv. Men glæden er der stadig. Glæden ved at arbejdet lykkes. Glæder ved at skabe. Glæden ved fællesskabet i arbejdet. Først og sidst glæden ved at få og glæden ved at give, glæden ved at alting gror. Men størst af alle gaver er den at kunne give: give sit barn mad, give vore gamle mad, give den fattige mad – og glæden ved et veldækket bord til en festlig lejlighed. Det er alt det, der giver livet fylde. Til det hører også Gud og kirken, kærligheden, Ordet der forbliver til evig tid. Dybest set takken og taknemligheden for livet.

Livet er nemlig ligesom rent, destilleret vand. Det smager af ingenting. (får kun smag af den forurening, der er i det! ”Hele livet er sådan. Livet selv smager ikke af noget. Man trækker vejret og æder og drikker. Det er det, som kommer ind i livet udefra, der får det til at smage.” Det er alt det, vi holder takkegudstjeneste for i dag, - for det korn, den store mejetærsker leverer i de store vogne, - og for den kirke, hvor vi får det anbragt i livets dybe sammenhæng – Gud selv.

Og så en lille blomst til sidst

Vi glemmer at takke for de små ting som mad og gaver. Men Gud tilgiver os for det, og det er det, der er sejt ved ham!