Herren er en lidenskabelig og hævnende Gud! En prædiken over Nahums bog kap. 1-2,1
Notes
Transcript
Sermon Tone Analysis
A
D
F
J
S
Emotion
A
C
T
Language
O
C
E
A
E
Social
Herren er en lidenskabelig og hævnende Gud!
En prædiken over Nahums bog kap. 1-2,1
Det er arbejdstitlen på dagens prædiken
Wow… Jeg troede at Gud var kærlighed!?
Og der troede du ret!
Men Gud er mere end kærlighed. Gud er OGSÅ en lidenskabelig og hævnende Gud.
Jeg sad sammen med Louise den ene aften i starten af ugen, og så blev vi enige om, at vi ville læse et stykke fra Bibelen sammen.
Til tider, har vi fulgt en andagtsbog, eller haft en plan for, hvad vi ville læse sammen. Men lige for tiden, har vi ikke. Og derfor lavede jeg det ældgamle trick. Gud hvad vil du sige til os? Og så åbnede jeg Biblen tilfældigt (don’t do this at home....)
Jeg slog altså helt tilfældigt op på en tekst, der handlede om, at Gud er en hævnende Gud.
Så tænkte jeg “Arh. Vi hygger os lige så fint, og vil så gerne have en opmuntring. Jeg prøver lige igen”.
Og så slog jeg altså op på Nahums bog og måtte så overgive mig.
Herfra var ruten lagt. Jeg vidste at jeg skulle prædike over Nahums bog. Og egentlig var jeg rimeligt fortrøstningsfuld. Vi havde lige overstået en god weekend med lovsang. Jeg havde en løst til at dele evangeliet i alle dets aspekter.
Life was good.
Eller...
Sådan sagde mine følelser lige i øjeblikket.
Men der gik ikke mere end en dags tid, så stod jeg pludselig i syndige tanker og handlinger (hvordan og hvorledes vil jeg ikke trætte jer med her).
Pludselig var min egen-forståede hellighed på deroute.
Mere om det senere...
Hvorfor prædike over Nahums bog?
Det enkle svar er: Fordi det er en bog i Biblen.
Fordi vi lærer om Gud i hans mange facetter.
Vi har brug for alle bøgerne i Biblen.
Vi har brug for alle aspekter af Guds væsen!
Og lad os så komme til selve teksten:
Et profetudsagn om Nineve. Bogen med elkoshitten Nahums syn.
Herren er en lidenskabelig og hævnende Gud,
Herren tager hævn og er fuld af harme,
Herren tager hævn over sine fjender,
han vredes på sine modstandere.
Herren er sen til vrede, men stor i kraft
og lader ingen ustraffet.
Gennem storm og uvejr går hans vej,
skyerne er støvet under hans fødder.
Han truer ad havet og tørrer det ud,
han tørlægger alle strømme;
Bashan og Karmel sygner hen,
og Libanons blomster sygner hen.
Bjergene ryster for ham,
og højene skælver;
ved synet af ham råber jorden,
verden og alle dens beboere:
»Hvem kan holde stand mod hans harme,
hvem kan bestå mod hans glødende vrede?«
Hans harme vælder frem som ild,
klipperne knuses foran ham.
Herren er god,
et værn på nødens dag;
han tager sig af dem, der søger tilflugt hos ham,
når vandfloden bruser frem.
Han tilintetgør sine modstandere,
sine fjender jager han ud i mørket.
Hvad kan I udtænke om Herren?
Han bringer tilintetgørelsen,
så nøden ikke kommer igen.
For de filtres sammen til tjørnekrat,
de bliver som berusede i deres rus,
de fortæres i ild som knastør halm.
Bort fra dig skal han drage,
som har udtænkt ondt mod Herren
og lagt onde planer.
Dette siger Herren:
Selv om de er mange og stærke,
skal de gå til grunde og forsvinde.
Har jeg plaget dig før,
vil jeg ikke plage dig mere.
Nej, jeg bryder det åg, han lagde på dig,
jeg sprænger dine lænker.
Men om dig har Herren befalet:
Dit navn skal ikke leve videre.
Fra din guds hus udrydder jeg
udskårne og støbte gudebilleder.
Jeg bereder din grav,
for du er forbandet!
Hør budbringerens fodtrin
hen over bjergene,
han forkynder fred!
Du skal fejre dine fester, Juda,
og indfri dine løfter!
For ondskaben skal ikke
overgå dig igen;
den er helt ryddet bort.
Ødelæggeren drager op mod dig.
Sæt vagt på fæstningen,
hold udkig med vejen,
spænd bæltet om lænden,
saml al din kraft!
Vi ved ikke meget om Nahum.
Der står skrevet at han var en elkoshit. Altså én der kom fra Elkosh.
Hvor ligger det? Tja, vi ved det ikke rigtigt, men måske det bedste bud er Capernaum (Nahums by).
Under alle omstændigheder får det ikke den store betydning for teksten.
Vers 1 i kapitel 1 fortæller os, at det er et profetudsagn, der gives mod Nineveh - hovestaden i Assyrien.
Denne enorme by kender vi nok bedst fra Jonas bog. Hvor de ender med at omvende sig, og på den måde modtage Guds nåde.
Men nu nogle få hundrede år efter, er byen vendt tilbage til sine gamle skikke.
Hunden er vendt tilbage til sit bræk, som det malerisk bliver beskrevet i ordsprogenes bog.
Der er blevet udtænkt onde planer. Og de tilbeder falske guder.
Udskårne og støbte gudebilleder.
Men Gud vil ikke lade den fjendtlige konges navn leve videre. Graven er beredt for byen og dermed dens borgere er forbandet.
Og her er det vigtigt at holde tungen lige i munden.
For hebraisk kan give os nogle oplysninger, som vi ikke så nemt kan oversætte fornuftigt.
Derfor er vers 11-14 umulige at forstå, hvis det ikke lige var fordi, oversætterne har givet os en nøgle.
I vers 11-13 er dig og dine skrevet i hunkøn - og beskriver dermed Jerusalem mens de i vers 12 er fjenderne.
I vers 14 er dig/dit/din/du skrevet i hankøn brugt om den fjendtlige Assyriske konge.
Som så ofte i Biblen har vi flere lag.
Helt bogstaveligt handler det her om Nineves undergang.
Et historisk punkt, som vi i dag kun kan finde ruinerne fra og da byen var placeret ved Tigris-floden tæt ved Mosul. Må det være meget begrænset, hvad der kan ses.
Samtidig er det her også forudsigelsen af en anden fjendtlig konges endeligt i en kamp, som Gud på nuværende tidspunkt har vundet og som ved tidernes ende (og Gud lad det blive snart) vil afslutte endeligt.
Satans navn skal ikke leve videre! og det åg, der er lagt på mig skal sprænges.
Kære Jesus, jeg glemmer det så let!
Pludselig forstår vi nødvendigheden af en hævnende Gud.
Al den synd og ødelæggelse som er i mig.
Al den modbydelighed som Satan har påført denne verden.
Alt det oprør, nød, elendighed, sygdom og død.
Det skal hævnes!
Det skal slettes!
Hans navn skal ikke lyde mere!
For Herren er en lidenskabelig og hævnende Gud.
Herre, du hævnens Gud,
du hævnens Gud, træd frem i stråleglans!
Rejs dig, du jordens dommer,
gør gengæld mod de hovmodige!
Hvor længe, Herre, skal de ugudelige,
hvor længe skal de ugudelige juble?
Frækt lader de munden løbe,
alle forbryderne bruger store ord.
De knuser dit folk, Herre,
de undertrykker din ejendom.
Enken og den fremmede slår de ihjel,
faderløse myrder de.
De siger: Herren ser det ikke,
Jakobs Gud lægger ikke mærke til det.
Så forstå dog, I tåber blandt folket!
I dårer, hvornår vil I tage mod fornuft?
Skulle han, som plantede øret, ikke høre,
skulle han, som dannede øjet, ikke se?
Skulle han, som opdrager folkene, ikke straffe,
han, som lærer mennesker kundskab?
Herren kender menneskers tanker,
han ved, at de er tomme.
Lykkelig den mand, du tugter, Herre,
og som du belærer efter din lov,
så du giver ham fred for onde dage,
indtil graven graves for den uretfærdige.
For Herren forkaster ikke sit folk
og svigter ikke sin ejendom;
retten kommer på ny til sin ret,
og alle de oprigtige skal følge den.
Hvem står sammen med mig mod de onde?
Hvem står på min side mod forbryderne?
Var Herren ikke kommet mig til hjælp,
havde jeg snart fået bolig i tavshedens land.
Når jeg sagde: Min fod vakler,
så støttede din trofasthed mig, Herre.
Når urolige tanker tog til i mit indre,
så gjorde din trøst mig glad.
Skulle du have fællesskab med ondskabens domstol,
som skaber lidelse i strid med loven?
De angriber den retfærdige
og dømmer det uskyldige blod skyldigt.
Men Herren blev min borg,
min Gud blev min tilflugtsklippe.
Han lod deres uret komme over dem selv
og tilintetgjorde dem i deres ondskab.
Herren, vor Gud, tilintetgjorde dem.
Ps.
Der hvor det så bliver rigtig svært, er når vi begynder at se indad.
Når vi ser på al den ondskab vi selv indeholder og forstår hvor meget vi fortjener Guds vrede.
Og kære venner. Selvom Gud er sen til vrede, som vi har hørt så er Han stor i kraft og vores synd har vakt hans vrede!
Hvis bjergene ryster, hvor meget mere skal vi så ikke frygte?
“Hvem kan holde stand mod hans harme, hvem kan bestå mod hans glødende vrede?” Bliver der retorisk spurgt. Og her er svaret “INGEN”
Ingen kan stå imod ham.
Ingen kan klare sig.
Vi er fordømte og fortabte mod Ham.
Gud ske tak og lov at teksten ikke slutter her.
“HERREN ER GOD”
“Et værn på nødens dag; han tager sig af dem, der søger tilflugt hos ham”
Og hvordan kan det så lade sig gøre? Hvordan kan jeg søge tilflugt hos Gud, når mit syndige kød strider imod ham?
Det kan jeg heller ikke! I mig selv må jeg give fortabt. I rædsel har jeg lyst til at flygte.
Kun på grund af Kristus. Kun på grund af den nåde jeg ved, at Han har vist mig, tør jeg se Gud ansigt til ansigt. Tør jeg flygte til Ham i min smerte, selvom jeg stadig ryster af ærefrygt.
For min samvittighed er sort og jeg ved at Gud ønsker det anderledes.
Jeg ved at:
2. tim. 2:19
Dog, den grundvold, Gud har lagt, ligger fast, og den har et segl med denne indskrift: »Herren kender dem, der hører ham til,« og: »Enhver, som påkalder Herrens navn, skal afstå fra uretfærdighed.«
Når jeg har påkaldt hans navn må jeg altså ikke fortsætte ad den samme gamle vej.
Jeg må omvende mig.
Desværre er jeg nødt til at gøre det igen og igen og igen.
Gud ske tak og lov
Har Han lovet, at hans nåde er ny hver en morgen!
Hans trofasthed rækker til endnu en dag!
Hallelujah!
Pris Gud!
Han gav sig selv hen for mig!
De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«
De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!« Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham.
Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«
Mark. 15:22-
“Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Råbte Gudssønnen - og selvom det ikke står i teksten tror jeg, at det har været det mest hjerteskærende råb i hele verdenshistorien.
Nogle påstår at Gud faktisk ikke havde forladt Jesus rigtigt på det her tidspunkt. Men kære venner. De tager fejl.
Da Jesus hang der på korset bar Han hele verdens skyld og synd og snavs.
Og Guds vrede og harme ramte Ham hårdere end noget andet.
Derfor tror jeg også at Jesus lige før Han udånder udstøder et højt skrig.
Guds vrede rammer Ham.
Men Jesus holdt stand mod hans vrede og harme.
Derfor kan Gud i Hans treenige pragt være hvor tilflugt.
Vores klippe!
Fjenden blev overvundet der på Golgata!
Jeg har vundet Jesus vandt. Døden opslugt er til sejr.
Jesus mørkets fyrste bandt. Frihed jeg ved Jesus ejer.
Åben har jeg himlen fundet. Jesus vandt, og jeg har vundet!
Og så slutter dagens prædiketekst på besynderlig vis.
Jeg vil lige læse de sidste vers op igen:
Hør budbringerens fodtrin
hen over bjergene,
han forkynder fred!
Du skal fejre dine fester, Juda,
og indfri dine løfter!
For ondskaben skal ikke
overgå dig igen;
den er helt ryddet bort.
Ødelæggeren drager op mod dig.
Sæt vagt på fæstningen,
hold udkig med vejen,
spænd bæltet om lænden,
saml al din kraft!
Nahum
Hør budbringeren. Hvem er budbringeren?
HVEM ER BUDBRINGEREN?
Jeg troede det var Jesus. Men der tog jeg fejl.
Ser I jeg var overrasket og ramt, da jeg fandt svaret.
Hvor fandt jeg svaret.
Hos Paulus mine damer og herrer.
Paulus skriver nemlig i sit brev til romerne:
Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt? – som der står skrevet: »Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!« Dog var det ikke alle, der adlød budskabet; for Esajas siger: »Herre, hvem troede på det, de hørte af os?« Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.
Rom. 10:14
Budbringeren er altså dig og mig!
Og som sådan kan man jo sige sig selv det.
Selvfølgelig er det ikke kongen og sejrsherren, der bringer de gode nyheder ud.
Det er herolden. Ham der råber budskaber for kongen.
Og det er altså din og min opgave. Det er vores velsignede pligt!
Du skal fejre dine fester kære menighed!
Ligesom Juda skulle.
Ondskaben skal ikke nå dig igen! Den er helt og aldeles - fuldstændigt ryddet bort!
Halleluja!