Taknemlighed i lidelsen

læser skrev og fortalte om en lignende erfaring med en patient. Jeg tænkte, da jeg så filmen, på en højt begavet kvinde, jeg kendte, som fik en hjerneblødning og mistede talens brug. Jeg kan ikke fortælle om hendes sidste dage på hospitalet uden at komme til at græde. Hun ville gerne, at jeg læste salmer for hende, for høre kunne hun stadig. Så viste hun mig fem fingre, og jeg slog op på salme nummer fem, som er Brorsons "O, havde jeg dog tusind tunger."

Men det var de to sidste vers, hun ville høre (vers 6 og 7):

Din godhed skal min sjæl kundgøre,

Til livets allersidste stund,

Ja, når min tunge ej kan røre

Sig mere i min svage mund,

At prise dig, som den er van,

Da stemmer jeg med sukke an!

Den ringe tak, jeg her kan give,

Forsmå du ej, min sjæleskat!

I Himlen skal det bedre blive,

Når jeg får engletonen fat!

I høje kor jeg synger da

Det evige halleluja.