Sermon Tone Analysis

Analyse af “Smil”

Skrevet af Benny Andersen, 1964

“Smil” af Benny Andersen, skrevet i 1964.

Digtet er skrevet i genren prosa.

Det er ikke et traditionelt digt, da der ikke er rim, dette digt er sat op som en almindelig tekst (ish).

Det følger en form for rytme, da der er strofer, der passer sammen, har det samme dilemma.

I de strofer, kan man fornemme en rytme, det er dog ikke sat op, så det ligner en ensartet tekst.

- Ud fra det, kunne man hælde lidt til knækprosa, i stedet for prosa, men da der er en rytme, er det et prosadigt.

Digtet er episk, der er brug af udsagnsord, og der er en handling, en overvejelse, nogle dilemmaer, og til sidst en konklusion på oplevelsen.

Da Benny Andersen i sine digte er meget episk, og alle teksterne på en eller anden måde har det samme indhold, kan man gå ud fra, at han måske skriver om sine egne oplevelser, eller skriver sine tanker ned omkring emnet f.eks.

indvandrerer og (gen)fødsler.

Teksten handler om en fødsel.

Man kan tolke teksten på flere måder.

Man kan se det som en reel fødsel, og udviklingen fra baby, til at blive en del af folket, og føle sig som en del af folket.

Hvordan man udvikler sig gennem hele livet, og de dilemmaer man møder undervejs, hvor man så enten til sidst eller på et tidspunkt i livet når til en konklusion.

Teksten kan også handle om at integrere sig, og til sidst assimilere, så man smelter sammen, og bliver en reel borger og en del af samfundet.

Det er et udviklings digt, alt handler om ændringer og tanker.

Det handler om en persons tanker “Jeg´ets tanker.

Teksten er skrevet i 1. person ental, det er et “Jeg”, der fortæller om sine tanker om konklusioner gennem en udvikling.

Personen bliver “født”, og skal til at lære det nye at kende.

Jeget skal blive en del af Danmark, og lære hvordan man opfører sig i landet.

Det er en proces, og en forholdsvis åben tankegang, man fornemmer alt, hvad personen føler.

Han/Hun går fra at være uvidende til at finde ud af, at han ikke kan lide alt alt det perfekte, og det som gør, at man virker som en, der er en del af samfundet.

Der er både tanker og handlinger, det gør, at man meget bedre kan forstå, hvad h*n gør, og hvordan hele hans fornemmelse er af processen.

Det er en god måde, at få en opfattelse af hvad teksten handler om.

Mange handlinger er nævnt, men ikke selve stederne, hvor de er sket henne.

F.eks. “skrålende modtog jeg dåben”, man kan på sin vis regne ud, at det nok er sket i en kirke, men at det er sket i en kirke, er ikke beskrevet, sådan forholder det sig hele teksten igennem.

Det er mere et psykisk miljø, eftersom at det meste foregår i h*ns handlinger.

Man hører om alle hans handlinger til hans tilpasning i verden - “lært at smile til verden”.

Det at tingene ikke er beskrevet helt, gør, at man selv kan forestille sig, hvad der er sket, og hvordan ud fra hans beskrivelser.

Han skriver “smil holder fluerne borte og sindet rent, tænderne har godt af lys og luft”, som efterfølger af “jeg blev borger i smilets land”.

Det har noget at gøre med det her, at alt skal være perfekt, og måske noget man har fået af vide i sammenhæng med det, at skulle smile.

Det er et hårdt miljø, det er et miljø, der gør, at man ikke kan være sig selv.

H*n har ikke nogen at snakke med, eftersom alt skal virke perfekt, og man kan ikke have en dårlig dag.

Hvis man ikke opfylder disse krav, er man ikke en ordentlig borger.

Digtet er skrevet i 1964, som man delvist kan fornemme i digtet.

I dag (det 21. århundrede), handler det om at sige, hvordan man har det, og komme ud med ALLE sine følelser.

Man skal vise hvem man er, og ikke mindst helst noget som man er utilfreds med ved sig selv.

Dengang var det mere gemt væk, og hvis det virkelig skulle ud, var det for det meste hjemme mellem husets fire vægge.

Alt skulle virke perfekt.

Digtet er bygget op lidt tilfældigt, eller det skal det ihvertfald ligne.

Benny Andersens andre digte er bygget pænt op med pæne strofer.

Dette digt er lidt anderledes end de andre, da det som sagt er mere tilfældigt - dog er der stadig en rytme.

Der er ikk lige lang strofer, og ikke lige lange vers i stroferne.

Den indre opbygning er mere ligetil, der er ikke så mange gemte ting, som man selv skal regne ud.

Der er mange ting, som man stadig kan fortolke på, men det er nemmere, eftersom at alt ikke er gemt bag mærkelige sætningskonstruktioner.

Det hele er beskrevet godt.

Man fornemmer det hele fra start til slut.

Det er en proces, og en udvikling.

Teksten starter med et vers der er så et mellemrum, og efter det starter en strofe med mange vers.

Strofen der starter er “Jeg blev født med et vræl”.

Det gør, at teksten bliver “skudt” i gang, og man forstår, hvordan det hele starter.

Der hele teksten igennem efter hver strofe, et vers/en linje, som en start på den nye strofe.

Der er tænkt over kompositionen i teksten, eftersom at der er en rytme, selvom der ikke er.

Både den indre og den ydre komposition er der tænkt over, de passer godt sammen, og giver teksten en sammenhæng og en “rød tråd”.

Han bruger meget ironi i sine tekster f.eks.

“blev borger i smilets land”, han siger det modsatte af, hvad han mener.

Selvom at folk jo tænker, at det skal være smilets land, ved han godt, at det er det jo egentlig nok ikke.

Han taler meget i billeder, og beskriver alt godt - “skreg når bier stak mig”, som en forklaring på hans opvækst.

Det hele er beskrevet, så man selv kan danne billeder i sit hoved.

Det hele er meget åbent, uden at være det.

Der er ting, som man selv skal tænke over, og overveje hvordan det egentlig hænger sammen.

Man får ikke det hele foræret.

Han bruger også sproglige virkemidler på den måde, at han beskriver et ansigtsudtryk som “mit halvmåneåg”, som om at det er tungt, altid at skulle smile.

Det hele er beskrevet ordentligt, med et lille smule efterladt til egen fantasi.

Han begyndte på “det talte sprog” i 1960´erne.

Det kan man se f.eks.

“jeg må lægge hodet på siden”, man siger “hodet”, men staver det “hovedet”.

Der bruger han det talte sprog.

Han har været kendt for at skrive med det talte sprog i 1960´erne.

Der er ingen rim i teksten.

- på den måde er det et moderne digt.

Rytmen er hurtig og lidt hektisk, det er korte sætninger, med en ny betydning og ny tanke i hver sætning.

Hele teksten er en persons tanke hvirvel og oplevelser.

Det gør, at man forstår frustrationen og forvirringen i h*ns liv.

Det hele går hurtigt, og man kan måske på en måde, ikke rigtig følge med.

Det er et episk digt, der er brugt mange udsagnsord, og det gør, at det også gør, som sætningskonstruktionerne, at det hele er hurtigt og hektisk - fordi h*n laver så meget.

Udsagnsord gør meget i en beskrivende tekst, man får en ordentlig fornemmelse af, hvad der er sket, og kan (igen) nemmere forestille sig det.

Grundstemningen er frustration, h*n er frustreret.

H*n har kæmpet for noget hele sit liv, opnår det, og finder ud af, at det ikke er perfekt.

Selvom at h*n har kæmpet for det, har h*n også haft en fornemmelse om, at det måske var forkert, det der skete.

Der er også en vis skuffelse, og en tilsidst meget klar opfattelse af, at det egentlig ikke er spor morsomt “jeg er borger i smilets land, det er ikke spor morsomt”.

Temaet er udvikling, hele teksten er en udvikling fra barn til voksen.

Udviklingen af en persons opfattelse af verden, og udviklingen af de diverse handlinger.

Det starter med smil og glade miner, men ender med et oprør mod det perfekte, mod smilets land.

Der er ingen der forstår, dermed en frustration.

H*n kommer til sin egen konklusion i slutningen som før “jeg er borger i smilets land, det er ikke spor morsomt”.

Min egen mening om digtet er, at det taler til mig.

Jeg forstår frustrationen, og jeg forstår virkelig hvordan h*n, har haft det.

Jeg er blevet meget rørt af digtet, og har virkelig sat mig ind i det.

Det er på en måde et meget følelsesladet digt, der nok hvis folk vil sætte sig ind i det, taler til de fleste.

Jeg synes, det er godt skrevet.

Det er ikke mange tekster, som jeg kan relatere til, og virkelig forstå ordentligt.

Denne tekst, dette digt kan virkelig få en til at tænke over tingene, og måske egentlig også få en til at overveje, om man skulle få styr på sine følelser, specielt som en forvirret teenager.

Det er ikke altid lige nemt.

Jeg har valgt at perspektivere til to af Benny Andersens andre tekster.

“Mit liv som indvandrer” og “I begyndelsen”.

I teksten smil fylder danskhed meget, hele teksten går ud på, at finde frem til den her danskhed.

Benny tager en ironisk distance til danskhed i alle tre tekster.

I smil fremgår det som smilets land, men det bliver vendt til noget dårligt.