07, Sexagesima, 1. ræ

Lad Guds ord lykkes!

Sexagesima søndag 2007, 1. ræ

Es 55,6-11; 1 Kor 1,18-25; Mark 4,1-20

I sin bog ’Bedre end fortjent’ fortæller Niels Højlund om sit missionske barndomshjem på Djursland. Det gør han med megen kærlighed og nænsomhed, med stor forståelse for og indlevelse i det, der var hovedsagen. Og det lader han stå frem i stedet for at fortabe sig i alle biomstændighederne. Med andre ord fremhæver han det, han selv fik med, - i stedet for at forfalde til at svælge i det, han ikke kunne bruge. Det tjener ham til ære.

Hvad var det så, han kunne bruge? Hvad var det, han tog med sig og aldrig glemte, end ikke da han blev venstresocialist? Det var Ordet. Han spørger: ”Hvad var det, der betød noget (for dem)?” Og han svarer: ”Det kan siges ganske enkelt: Det var Guds ord. Det er gennem ordet Gud henvender sig til sin skabning, det er i Ordet man kan få klarhed over Guds vilje med menneskets liv.” Og videre siger han, at når hans forældre hver søndag, dvs hver evig eneste søndag, simpelthen måtte ned i Vejlby kirke, så var det for at høre Ordet, høre hvad ”du Gud Fader min skaber, du Herre Jesus min frelser, du gode Helligånd”, havde at sige den søndag.

Lidt på samme måde er det med denne alenlange prædiketekst, vi har for os i dag. Man kan nemt forvilde sig i alle detaljerne, i alt det man ikke kan få til at stemme. Det gælder den måde sædemanden sår på. Det gælder de mange fold, der er helt ude af trit med virkeligheden, i al fald dengang. Sådan kan man tage det ene efter det andet frem, ja man kan havne i den rene matematik, som jeg så i en udlægning af lignelsen, der slog fast at ¾ af alt Guds ord gik til spilde. Læst på den måde taber man imidlertid sigtet, meningen med den lignelse, dens fokus: at hører ordet. Det er dens løfte og formaning: ”Den, der har øre at høre med, skal høre!”

Men den formaning, knyttet til løftet om det helt urimeligt store udbytte, den helt overvælde frugt, støder sig på det forhold, at så mange hører uden at komme til tro, uden at bære frugt. Og det bliver ikke nemmere af tekstens påstand om, at sådan har Gud villet det! Jo, det er det, der står:

”..de skal se og se, men intet forstå,

de skal høre og høre, men intet fatte,

for at de ikke skal vende om

og få tilgivelse.”

Ordene stammer fra profeten Esajas, der måtte slås med samme problem. Han forkyndte dom og omvendelse – og de fleste nutidige omvendelsesprofeter ser ynkelige, underligt farveløse og visne ud i sammenligning med ham (gå bare hjem og læs kap 1) - , men de vendte ikke om. Det var som om hele hans forkyndelse var spildte Guds ord på Ballelars. Hvorfor forkynde og forkynde og udsætte sig for alskens hån og spot og fornedrelse, når det alligevel ikke førte noget godt med sig? Til svar fik han, at det indtil videre var hans opgave at forkynde til forhærdelse. Hans forkyndelse skulle gøre den gerning at dække ’dette folks hjerte med fedt’.

Men hvad skal det til for? Hvad kan Guds mening være med det? Det hænger sammen med ordets natur, at der et ord, der vil høres og troes – og det sker kun ved at det bliver efterlevet. Det ord er nemlig noget særligt. ”Sædemanden sår ordet,” siges det. Sådan som han såede, skal ordet altså sås, ud over alle bredder og kanter, uden hensyn til dets mulighed for at gro og bære frugt. Det skal det, fordi Gud vil afsøge ethvert hjerte for at finde den jordbund, det kan gro i. Gud handler altså stik imod den fornuft og – forståelige – rationalitet den moderne bonde handler efter, der nøje afvejer sædens mængde i forhold til jordbund og gødning og afgrøde. (Og så alligevel nogen gange må indrømme, at sæden blev spildt, hvad man kan opleve denne vinter – eller mangel på samme) Guds ord skal der altså ikke spares på. Der er nok af det.

Men det hænger ikke sammen med, at Gud nødvendigvis bruger mange ord. Det hænger sammen med det ords særlige karakter. Det er det ord, der ”er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.” Hebr 4,12 - Hebr 4,13 Det ord ejer åbenbart en mægtig kraft, fordi det er et levende ord.

Sådan kan vi jo også nogen gange sige om noget, vi hørere – en fortælling, et foredrag, undtagelsesvist vel også om en prædiken: Det var så levende. Det gik os til hjerte. Vi forstod, som noget, der ikke kun angik forstanden. Det angik vores liv, vores tilværelse, vores forståelse af den. Hvad er det, der gør et ord på den måde levende? Det er, at ordet bliver en person, sådan at vi ser os selv i denne person. Det er akkurat det samme med det ord, Guds ord, der bliver sået. Det er ikke kun bogstaver og ord på et stykke parpir. Det er ikke kun ord, der gentager. Det Ord er en levende person, der er krop og blod. Hemmeligheden er, at han gør det ord, han taler. Han er ordet live!  Det Guds ord, vi har i Den hellige Skrift, det gør han levende med sit liv, sådan at vi kun kan læse Bibelen i lyset af hans liv. Han spiller med hele tiden, hvor vi end læser Guds ord. Han gør det til mere end bogstaver på en stykke papir. Han gør Bibelen til mere end en kilde til livet i Israel, interessant for historikere. Han gør Guds ord til et ord, der angår os, - et ord, vi ikke kan komme udenom.

Med andre ord: Da Gud ville helbrede den ødelagte forbindelse mellem den menneskelige trods og den guddommelige kunstner, der skabt alt, sendte han ikke kun en kosmisk mail med teksten: ”Fred, kærlighed, forståelse og tilgivelse,” som man kunne printe ud og sætte på opslagstavlen. Han sendte heller ikke kun en manual, et selvudviklingskursus: ”Ti lektioner i hvordan du bliver et menneske, Gud synes om.” Hvis nogen kommer til at tænke på de ti bud, vil det ikke være helt forkert. Nej, hvad gjorde Gud? Han sendte sin søn som menneskeliggørelsen af, som opfyldelsen, som virkeliggørelsen af sit ord. Han opfylder det hele. Ikke sådan at han havde en liste, hvor han kunne sætte flueben efterhånden som han kom gennem alle profetierne. Nej, sådan at da han levede sig gennem livet og døden blev ordene, som findes i Det gamle Testamente levende. De bliver menneske og Gud på samme tid. Derfor får de en sådan kraft.

Tag som eksempel sangen om Herrens lidende tjener i Es 53. På dramatisk vis beskrives tjenerens lidelse som en stedfortrædende straflidelse. Når vi læser den, ser vi Jesus på korset for os. Han bliver et med det ord, der blev skrevet flere hundrede år tidligere. Derved bliver han levende, så vi kan tro ham, fatte tillid til ham, leve efter det ord, at han der bar al vor lidelse, vore overtrædelser med den frugt, at det førte til retfærdighed for mange. Han er ordet live.

Og det er det ene ord, Gud behøver. Han behøver ikke de mange ord. Der er ikke brug for en søndagsavis i syv sektioner, der skal bruges til at fordrive søndagen i stuens mageligste stol eller sofa. Nej, ét ord slår til. Det levende Jesus-ord forandrer alt, når det bliver hørt, altså når det bliver troet. Da bæres der frugt – 30, 60, 100 fold!

Men hvorfor er der da nogen, der ’skal se og se, men intet forstå, høre og høre, men intet fatte, ”for at de ikke skal vende om og få tilgivelse”?  Med undskyldning for billedet: sådan ville ingen bonde eller forretningsmand eller popstjerne handle. Hvad har Gud gang i? Han har gang i en ting, ét forhold: Troen. Når de skal se og se, hører og høre uden at komme til omvendelse, er det fordi de ikke vil leve i troens forhold til Gud. De vil eje Guds rige, evigt liv uden om troen. Derfor må Gud forhærde det hjerte, der vil have Guds rige og evigt på anden måde end ved troen!

Det betyder imidlertid ikke, at Gud opgiver det menneske. Læser man profeten Esajas på langs, altså ikke på den måde, at man nøjes med at plukke nogen få profetier ud, vil man se, at den bog er en lang forkyndelse af, hvordan Gud bliver ved med at håbe, bliver ved med at forsøge at nå det menneske, der ikke vil kendes ved troen. Det vil han nå gennem den kærlighed, der giver sig selv hen i stedfortrædende lidelse for os. Med ordet om den kærlighed, med ordet om Korset som en Guds kraft til frelse.

Derfor skal Ordet sås, også de steder i vores hjerte, der ligner vejen og klippegrunden og tidslerne. Lignelsen skal nemlig næppe forstås sådan, at de forskellige slags jordbund er forskellige mennesker, men sådan at de findes i alle mennesker. Vi har hver især noget af hver slags jord. Hovedsagen i det er, at vi ikke kan lave om på det. Men det kan Ordet. Det har vi ganske håndgribelige eksempler på.

Det første eksempel var, da Gud såede menneskelighed i universet. Hvordan gjorde han det? Han formede mennesket mennesket af ord og lod derefter sin Ånde forenes med det kropslige. Da blev mennesket til, som en skabning der var i stand til at reflektere over tilværelsen, til at tilbede og lovsynge sin skaber.

Det andet eksempel var, da Gud skabte en ny tid ved vor tidsregnings begyndelse. Da forenede Gud på en måde, som for altid vil være et mysterium for os mennesker, sin virkelighed med jomfru Marias krop. Det var Ordet der blev. Mere konkret kan det ikke blive. Og i denne konkrete skikkelse kunne mennesker tro det, leve efter det, virkeliggøre ordet.

Nogen har måske lugtet lunten – det var skaberen, Gud Fader, og frelseren, Gud Søn, så mangler vi endnu den tredje person i treenigheden, hjælperen, Gud Helligånd. Det er tredje eksempel er det under, Ordet ved Helligånden skal gøre ved os, at vi tror Ordet, lever efter det, går herfra fyldt af glæde over det Gud har skabt i os, frimodighed til ved syndernes forladelse at leve vort menneskeliv. Leve det med fokus på det ene vigtige, som Niels Højlund pegede på, at vi må høre hvad ”du Gud Fader min skaber, du Herre Jesus min frelser, du gode Helligånd”, har at sige os om det at være menneske med både vej, klippegrund og tidsler i hjertet, nemlig at der trods det kan skabes tro på ordet om korset som en Guds kraft til frelse.

Derfor skal vi også nu synge en Helligåndssalme – sandheds tok og taler – en salme, der er en bøn om at det under må ske i os ved Helligåndens kraft gennem ordet, så der bliver frugt, så Ordet lykkes sådan at vi

…fri i Kristus findes,

til Guds hjerte bindes!

557: Her vil ties, her vil bies

337: Behold os Herre, ved dit ord

582: At tro er at komme

312: Sandheds tolk og taler

401: Guds ord, det er vort arvegods