Bøn:

Jesu, jeg dit kors vil holde

Og det slutte fast i favn,

Mine hænder vil jeg folde

Og velsigne højt dit navn;

lad mig finde ly og læ

Under dette livets træ,

Sig: Lad sorgen borte blive,

Jeg vil al din synd fordrive.

Hvorfor korset

”Hvorfor korset?” Sådan spørger Leon Morris i sin bog ’Korset’. I moderne tid har mange taget afstand fra korset. Det er i modstrid med en humanistisk indstilling til livet, at Gud frelser ved at lade et menneske, sin egen søn, dø på et kors, - i al fald er det helt umuligt at tale om, at det er et offer. Sådan har indstillingen været hos mange de sidste par hundrede år.

Men man skal ikke læse ret meget i Ny Testamente for at finde ud af, at Jesu død på korset er den ene side af det omdrejningspunkt i kristendommen, hvor opstandelsen er den anden. Der er grund til at understrege det igen og igen: Uden langfredag ingen påskemorgen. Uden langfredags offer ingen frelse.

Alle fire beretninger om Jesu liv, evangelierne, er bygget op, så de kulminerer med Jesu død, korsfæstelsen. Den, der bliver døbt, døbes til Jesu død. Hver gang vi fejrer nadver, bekender vi Herrens død. Den kristne forkyndelse er en prædiken om Kristi kors. Og Paulus ville ikke vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Hebræerbrevets forfatter understreger, at Jesus kom til jorden, ”for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden.” Og Johannes understreger i sit første brev, at Jesu død netop er ’et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder.” Og sådan kunne man blive ved. Man kommer altså ikke til rette med kristendommen uden at komme til rette med Jesu død på korset for os. Langfredag må der derfor forkyndes om Jesu død som korsdød og dens betydning.

Korset og gudsforladt - Jesu lidelse og vor lidelse

Men hvorfor? Hvorfor korset? Der er flere sidder ved svaret, som det så ofte er til fældet. Der er den side, at når han døde på et kors og ikke på en af de andre bestialske måder, mennesker har opfundet til at gøre døden mest mulig pinefuld, så er det ganske enkelt af den grund, at på Jesu tid var korsdøden, den mest ydmygende og nedværdigende død. Helt derned gik Gud, gik helt derned, hvor han så umenneskelig ud, som profeten siger det: ”Som mange gyste over ham – så umenneskeligt ussel så han ud –” Og videre: ”Hans skikkelse havde ingen skønhed…vi brød os ikke om synet…foragtet og opgivet af mennesker…kendt med sygdom.”

Men hvorfor? Hvorfor ydmyges sådan? Jeg tror en sygehuspræst har ret et stykke på vej, når han siger: ”Når du tager mennesker med hen til det sted, hvor de ærligt tør råbe som Jesus på korset – min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? - så svarer Gud med sit nærvær. Mennesker erfarer, at de får en kontakt, som de ikke har regnet med.” Eller som en anden har sagt det: ”Han flygter fra Gud til Gud.” Med andre ord: Jesu forfærdende råb på korset skal give os mod til at erkende vor magtesløshed, give os mod til at være i den og råbe til Gud midt i gudsforladtheden, få tomheden til at råbe til Gud. Når Guds søn pines og lider, så han ser umenneskelig ud, er det for at sige til os: Også med alt det umenneskelige, vi kan udsættes for, når ingen kan holde ud at se på et menneske, så kan det dog være hos Gud i magtesløshedens råb, give os mod til at gå nedenud af magtesløsheden, så vi kan møde Gud – møde ham på korset. Det kan forløse, for det kan følelser, der er rettet mod den, der skal rettes mod.

! Korset - gudsforladtheden, - den stedfortrædende straflidelse

Men fortsætter vi med at læse om Herrens lidende tjener hos Es, kommer vi til en anden side – den side som først og fremmest har fået det moderne mennesker til at reagere, nemlig den tanke, at han lider og dør stedfortrædende: ”Men Herren lod al vor skyld ramme ham.” Selvom hensigten, målet er godt, vækker det forargelse, oprør, vækker til modsigelse: ”Han blev straffet, for at vi kunne få fred.”

Og den indrømmelse skal de have, der har det svært med det, at vi her skal træde meget varsomt, så vi ikke laver et billede af Gud, som en despotisk tyran, der er i sine følelsers vold, der farer frem i ukontrolleret vrede og siger, det gør mest ondt på ham selv. Vi skal med andre ord være forsigtige med vor sprogbrug. Og dog skal vi holde fast ved den sandhed, vi lige sang om:

Naglet til et kors på jorden

hænger under Lovens torden

Himlens Herre og Guds søn..

……

Vredens fulde kalk uddrikke

må han, skal han, ellers ikke

frelses kan min arme sjæl..

Guds kærlighed

Målet er altså klart. Det er ingen tvivl om, hvad der er på spil: menneskers frelse. Det er vigtigt at holde fast i, hvad der driver Gud, at det er hans kærlighed. Det er den kærlighed, der hedder agape. Det, som kendetegner denne kærlighed er, at den for det første ’er handling mere end følelser’. Den lille bibel, Johs 3,16 viser tydeligt, hvordan den kærlighed er. ”For således elskede Gud verden..” Hvordan? Så ’han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror poå ham, ikke skal fortabes men have evigt liv.” Kærligheden er at gøre det, den anden har brug for!

For det andet, så retter Guds kærlighed sig mod den uværdige, mod den som på ingen måde har fortjent det: ”For mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde.” Gud viser sin kærlighed til os ”ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.” Denne kærlighed, Guds kærlighed elsker altså bar.

Endelig for det tredje, er det en kærlighed, som er villig til at ofre sig, som de lige citerede vers viser. Det er en kærlighed, der ofrer sig for at frelse fra det, der ødelægger livet og umuliggør fællesskabet med Gud. Det er en kærlighed, der ofrer sig for at tage magten fra døden. Det er en kærlighed, der vil bære det, der skiller os fra Gud. Det er en kærlighed, der vil åbne vejen til Guds trone for os.

Vejen ind til nådens trone

Det er det, der sker, da Jesus med et højt skrig udånder og dør. Da flænges forhænget i templet i to dele, fra øverst til nederst. Det var det forhæng, der skjulte det allerhelligste, hvor pagtens ark stod. Der måtte kun ypperstepræsten gå ind. Det gjorde han en gang om året, år efter år. Men nu sker det for sidste gang. For nu går den evige ypperstepræst derind, bringer sig selv som offer under Guds vrede over synden, soner synden, giver sit liv som skyldoffer, åbner for altid vejen for syndere ind til Guds trone ved at tage synden fra synderen.

Langfredag åbnes den nye, levende vej ind til Gud. Den vej er Jesu ’jordiske legeme’. Det er hebræerbrevets forfatter, der hjælper os med at forstå, hvad der skete. Han formaner sine brødre til med frimodighed at gå ind i Helligdommen, nemlig ad ’den nye, levende vej, som han har åbent for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme.” Sædvanligvis males korsfæstelsen i mørke farver. Det hænger utvivlsomt sammen med evangeliernes beskrivelse af det, der sket, mørket over jorderiget, jordskælvet, forhænget der glænges midt igennem fra øverst til nederst. Og sikkert også i bevidstheden om, at her bliver Jesus virkelig forladt af Gud, at her åbenbares Guds vrede over synden, den yderste åbenbaring af Guds vrede over al menneskets ugudelighed og uretfærdighed. Her skilles altså sønnen fra Faderen – skille ad sig måtte ville, livets flod og livets kilde – han gør det for at vi aldrig skal adskilles fra Gud, vor Fader. Dybden i det forstår vi ikke. Paulus taler et sted om, at kærligheden har fire dimensioner. Men vi kan kun fatte tre dimensioner: bredden, dybden og højden. Men Paulus føjer en til: længden. Længden i Guds kærlighed er så lang, at den rækker helt til det, som er fortabelsen.

Derfor skulle vi måske, som jeg har set det i al fald en enkelt gang, male Kristi kors med lys omkring, fordi her åbnes himlens port for syndere. Her sker midt i det forfærdeligste det glædeligste af alt. Her åbnes vejen ud af døden for os, her bliver korset til livets træ, hvor jeg finder ly og læ. Og derfor korset. Det er svaret: det skulle til for at jeg kunne finde ly og læ.

At holde fast ved korset

Så lad os slutte det fast i favn, korset. Det gør vi ikke ved evig og altid at fortabe os i udpenslingerne af Jesu lidelse (selvom det også er kristeligt ret at betragte Jesu lidelse), men ved at gå ind ad den vej, han har åbnet, lade sorgen bliver borte, for Gud har sagt: Jeg vil al din synd fordrive!

At holde korset fast i favn er dette rent praktiske, at bruge den levende vej, den livgivende vej ind til Gud, komme der med vore synder, med vort liv, ja det er med frimodighed at træde frem for nådens trone – som er Jesu kors.

193: O, hoved højt forhånet

189: O, hvor er lammet, offerlammet

195: Naglet til et kors på jorden

192: Hil dig, frelser og forsoner

217: Min Jesus lad mit hjerte få