Han som gir syndere livet igen!

Påskedag 2007, 1. ræ

Sl 118,19-29; 1 Kor 5,7-8; Mark 16,1-8.

Bøn:

Tak, o store sejersherre,

tak, o livsens himmelhelt,

som ej døden kunne spærre

i det helvedmørke telt!

Tak, fordi at du opstod

og fik døden under fod…

Hjælp os nu, du gode Helligånd,

at vi må tro det og leve.

1.”Han er opstanden, Halleluja!”

Sådan begyndte vi vor gudstjeneste i dag med at juble. Og ingen ved, hvor mange titusinder, der jorden over har sagt det til hinanden denne nat, denne morgen. Vi danskere er jo lidt generte, vil nok finde det lidt overgearet, hvis vi hilste hinanden sådan: ”Kristus er opstanden. Han er sandelig opstanden.” Men sådan har kirkens påskehilsen lydt. Det utrolige er sket. Ja, det er der jo ikke noget særligt ved at sige i en tid, hvor snart sagt hvad som helst er utroligt. Men det eneste i virkelig enestående forstand utrolige, der er sket i denne verden, er Jesu opstandelse fra de døde.

Det var den også for kvinderne ude ved graven, utrolig. De jublede ikke over, at graven var tom. De jublede heller ikke, da englen sagde til dem: ”Han er opstået, han er ikke her. Se, der er stedet hvor de lagde ham.” I stedet for at juble flygtede de fra graven, rystede, ude af sig selv. De var slet og ret bange.

Det er rigtig, som det er blevet påpeget, at der er noget skrøbeligt over Markus’ fortælling om opstandelsen. Det er, som om det ikke kan trænge ind. Eller måske rettere: de tør ikke tro det. De er bange, bange for, at de er udsat for et sansebedrag, at et eller andet driver gæk med dem. Sådan noget i den retning må vi forestille os det. Det har sikkert løbet dem koldt ned ad ryggen. I al fald kan jeg godt have det sådan, ja næsten hver gang, jeg læser det, at det gyser lidt i mig. Det er der egentlig kun et andet ord fra Bibelen, der gør på samme måde – eller rettere: på modsatte måde, nemlig Jesu ord: ”Eli! Eli! Lema sabaktani!” – min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig.

De to ord hører nemlig sammen. Det første er råbet fra den sjæl og det sind, der er så tomt, at det end ikke kan råbe. Det andet er det ord, der punkterer al gudsforladt, splintrer det til alle sider, fortæller at selv i graven er Gud hos os, vækker dødt til live. Ordene lyder ind i mørket, hvor alt håb er slukket, hvor de kun har graven at gå til: mørket er besejret. Han har besejret det mørke, der hedder døden.

Så har lovprisningen lydt lige siden:

Lov ham og pris ham, vor frelser og ven

Han som gi’r syndere livet igen

Det skal vi nemlig have med. Det var ikke kun Jesu opstandelse, der var tale om. Det var livet, der blevet givet igen til os, der selv havde forspildt retten til det. Det var slut med dødens magt til at holde syndere fast.

2: Tre dage dødens fange han var,

For det skete, som han selv havde sagt. Døden kunne ikke holde ham fangen. Tre dage var han dødens fange, men så måtte døden give slip.

Gud har været dødens fange. Døden bandt Guds søn. Hvilke midler er døden i besiddelse af, der kan binde et menneske, - og tilmed binde Guds søn: synden. ”Syndens løn er døden,” skriver Paulus. Men det er ikke noget, han har fundet på. Sådan var det helt fra den første synd, ja med den første synd kom døden ind i verden, fik magt, blev vor fjende. Det gælder også, når ham, der ikke kendte til synd, tog al verdens synd på sig. Så måtte han dømmes til døden, blev dødens fange. Og dog kunne døden ikke holde ham fast. Her forregnede døden sig, tog ikke i betragtning, at nok bar han al verdens synd, men selv var han retfærdig. Og den retfærdige kan døden ikke binde. Nu er dødens brod taget væk. Synden er taget væk. Gud har givet os sejren ved vor Herre Jesus Kristus. Det er det, der er den dybeste grund til jubelråbet påskemorgen, at døden er opslugt og besejret.

I stedet har vi fået frelse og fred. De to ord er synonymer i kristen forstand. Frelse er at have fred, - med Gud. Og det vil sige: der ligger ikke længere noget os imellem. Det, der var os imellem er væk. Og hvor vi har den fred, er vi frelst. Det er vi i Jesus, ved det kors der nu er tomt som tegn på at forsoningen er fuldbyrdet, syndere har fået livet igen. Livets grønne farve snor sig om korset. Ja, vi har fået livet igen på den måde, at vi for altid er hos Gud.

3: Engelen sagde: Frygt ikke mer!

Så skal vi altså ikke frygte – eller som englen siger ifølge Markus: ikke forfærdes. Egentlig stå der, at de blev lamslået. De blev lammet af det, de så, vel både over at graven var tom og den unge mand i de hvide klæder. De kunne simpelthen ingenting foretage sig. Man kan sige: de kunne ikke orientere sig, for det de var vant til at orientere sig ud fra, var sat ud af kraft. Og så frygter man. Så bliver man bange. Lamslået, handlingslammet. De var bange nok i forvejen, - ingen tvivl om det. Hele deres tilværelse var brudt sammen. Nu opdager de så, at end ikke det er sikkert, end ikke døden er til at stole på. Hvad skal man så tro? Hvad skal de så orientere sig efter i livet, hvis man ikke engang kan regne med døden og sorgen?

Som altid, når noget bringer os i chok, tager det tid at fatte det og orientere sig efter det. Det er så voldsomt, at de ikke magter at fatte det på en gang. Også for disciplene sker det først efterhånden, hurtigere for nogen af dem end for andre af dem. Kun langsomt går det op for dem, at deres livsorientering ikke længere skal være døden, men opstandelsen og evigheden hos Gud. En tysk filosof, Heidegger, skrev i begyndelsen af forrige århundrede et stort værk med titlen ’væren og tid’. En grundlæggende tanke i det værk er, at vor tilværelse er bestemt af den død, der uvægerligt kommer. Lidt senere, i de sidste dage af 2. verdenskrig føres teologen og præsten Dietrich Bonhoeffer til henrettelsespladsen. Hvad havde han da at sige: ”Dette er afslutningen – for mig er det livets begyndelse.”

I fremtiden skal det hele ikke ende med bulderagende mørke. Der er et lys, der lyser og giver dem en retning af gå efter, hvor meget de end har mistet orienteringen. Det lys er opstandelsen, kødets opstandelse og evigt liv.

”Frygt ikke!” siger englen. Hvad er det, vi ikke skal frygte? Det, at noget kan rive os ud af Guds kærlighed, ud af hans hænder. Nu er alle de magter besejret, som Paulus siger:

For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter v39 eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.Rom 8,38 - Rom 8,39

Det er alle de magter, der ligger besejrede tilbage i graven – ikke Jesus, livets banebryder. Nej, graven er tom.

4. Gå og fortæl, at tom er hans grav.

Det skal vi nu fortælle, at graven er tom. Men vi skal ikke fortælle det som bevis på opstandelsen. Vi skal ikke være så naive, at vi tror, det kan fælde alle forsøg på at benægte Jesu opstandelse. Det ser ud til, at en af Djævelens strategier er, hver år at komme med en ny version af fornægtelsen af opstandelsen. Hvis jeg husker rigtigt var det sidste år det såkaldte Judasevangelium, der i bund og grund er en sammenblanding af græsk-hedensk religiøsitet, der skulle lægge en bombe under opstandelsen. I år skulle det være fundet af den kiste, hvor Jesu ben skulle befinde sig sammen med andre af dem, der omgik ham. Skønt fagfolkene, heriblandt de jødiske arkæologer, der så absolut ikke har nogen interesse i at bekræfte opstandelse, fra starten benægtede, at det kunne være Jesu jordiske rester, har en smart filminstruktør fundet sagen frem 20 år efter, kisten blev fundet.

Hvad skal vi sige til det? Der er kun to ting at sige: det ene er, at alle forklaringer på at bortforklare den tomme grav, - altså forklare den med andre forklaringer end opstandelsen, roder sig ind i uløselige modsigelser. Har nogen brug for en oversigt, er man velkommen til at henvende sig.

Det andet er, at det ikke er den tomme grav, der på nogen måde beviser eller forklarer opstandelsen. Det er tværtimod opstandelsen, der forklarer, at graven er tom. Den tomme grav er ikke uden betydning. ”Uden den tomme grav ingen opstandelsestro for de første vidner.” Og omvendt: uden den tomme grav og opstandelsen som forklaring på den tomme grav, ingen opstandelsesvidner. Sådan var det for de første kristne. Hvis Jesus ikke er legemligt opstået, så bygger kristendommen i udgangspunktet på en historisk løgn

For de første opstandelsesvidner var sagen klar: med sin opstandelse vandt Jesus livet tilbage. Påskedags morgen gik kvinderne desillusioneret og tomme ud til graven for at salve hans legeme. Da de kommer derud, er graven tom. Verden er ikke mere den samme. Livstræet har fæstet rod i mørkets skød. De vender tilbage, i første omgang bange og forfærdede, men da de har fået tid til at få fat i den nye livsorientering, forkynder de frimodigt om opstandelsen fra de døde, at Gud har givet syndere livet igen. De forkynder med frimodighed: vor frelser er her.

Hvad er det, det budskab kan, som forklarer at vi stadig jubler 2000 år senere, skønt verden stadig er fuld af lidelse? At det budskab kan mere end forklare. Det kan forløse fra døden så vi tør gribe livet.

000: Han er opstanden

218: Krist stod op af døde (med halleluja)

226: O, kæreste sjæl op at våge

236: Påskeblomst, hvad vil du her

240: Dig være ære

Under altergang:

                      224: Stat op min sjæl i morgengry

                      230: Påskemorgen slukker sorgen

                      229: Hvor er dog påske sød og blid