Juleprædiken 2020
Notes
Transcript
Dog skal der ikke være mørke
for landet, som nu er i trængsel.
Som Herren tidligere
bragte skam over Zebulons land
og Naftalis land,
bringer han i fremtiden ære
over Vejen langs Havet,
Landet på den anden side af Jordan
og Folkeslagenes Galilæa.
Det folk, der vandrer i mørket,
skal se et stort lys,
lyset skinner for dem,
der bor i mørkets land.
Du gør jubelen stærk,
du gør glæden stor;
de glæder sig for dit ansigt,
som man glæder sig over høsten,
som man jubler,
når man deler byttet.
For det tyngende åg,
stangen over deres skulder,
og slavefogedens kæp
brækker du som på Midjans dag.
Hver støvle,
der tramper i larmen,
og kappen,
der er sølet i blod,
skal brændes
og fortæres af ild.
For et barn er født os,
en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge
på hans skuldre.
Man skal kalde ham
Underfuld Rådgiver,
Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.
Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys!
Sådan! Julens evangelium kogt ned til en sætning bestående af 12 ord.
Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys!
Jøderne anno cirka 0 plus minus 30 år - var et folk, der på mange måder oplevede sig selv som et folk, der vandrede i mørket.
Davids og Salomos dage, hvor Israel var et stolt samlet rige, var for længst svundne - og den præsente virkelighed var i stedet romernes allestedsnærværende tunge kolde hånd, der klamt lå over hele landet.
Hverdagen var hård - og meget virkede uretfærdigt - ja faktisk ulideligt.
MEN jøderne var et folk i forventning! En skønne dag, skulle romernes jerngreb falde.
En vidunderlig dag ville slavefogedens kæp blive knækket.
Frem skulle en vidunderlig hersker træde - og wow! Alt ville blive godt.
Herredømmet skulle ligge på hans brede og smukke skuldre. Denne stærke og underfulde rådgiver.
Nu er det sikkert ikke første gang du hører en juleprædiken - men hvis det er, så må jeg sige til dig, at jøderne altså blev slemt skuffede.
For Guds vidunderlige plan var bare noget anderledes, end det som hans folk forventede.
En meget vis kvinde jeg er så velsignet at kende, formulerede det nogenlunde sådan her i et julebrev jeg for nyligt modtog: “Israel ventede en krigskonge - min tanke er, at hvis Jesus skulle komme nu, ville vores forventning være, at han skulle komme med en supervaccine og slå pandemien ned med et trylleslag”.
Er det ikke sandt? Er det ikke godt set?
Vi er ikke så meget anderledes end jøderne. Vi har nogle ønsker og forventninger til Gud og til hvad frelse egentlig er eller bør være.
Sådan her må Gud handle! Hvis Han er en ordentlig Gud må Han gøre sådan og sådan.
Det siger vi måske ikke højt, fordi vi efterhånden er så pænt polerede i Apostolsk Kirke - Havde vi ikke haft en smitsom pandemi - så skulle du nu have vendt dig til din sidekammerat og have sagt: “Du er så pænt poleret i dag”.
Anyway - om vi siger det højt eller ej, så har vi nogle helt særlige forventninger til Gud - men det vi møder i juleevangeliet vil til alle tider bringe noget andet.
Løsningen på problemet (hvad problemet end måtte være) bliver givet. Englene siger til hyrderne: Fred til mennesker med Guds velbehag - og det er lige netop hvad vi har brug for.
Vi har brug for den fred, som Gud selv kommer med.
Så kan revolutioner, vacciner og andre vidundermidler være nok så fine - og tiltrængte. Men det vi virkelig har brug for. Det som virkelig rykker - og som vi må søge og hige efter og længes efter og række ud efter - det er den fred som barnet i krybben kommer med.
Det er det Guds rige, som kongen på korset lader os få del i.
Og nu vil jeg ikke længere gå som katten om den varme grød.
Nu vil jeg læse det tekststykke fra Lukasevangeliets andet kapitel for jer, som vi traditionelt kalder for juleevangeliet - lad os sammen glæde os og fryde os over, at Guds løsninger og forløsninger er bedre og mere befriende end vores:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.
Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.
Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren – som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« – og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger.
I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.
Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«
Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.
Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.
Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.
Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.
AMEN og glædelig jul!