Hvem er den skyldige

Illustration  •  Submitted
0 ratings
· 19 views
Notes
Transcript

Hvem er den skyldige?

 

SÆBE MOD SKYLD: I USA kan man købe en sæbe, der fjerner skyld for én. Den slags sælges ikke herhjemme, men biskop Jan Lindhardt peger på et andet tilbud, der kan fjerne skyld: Kirken

Af Jan Lindhardt

For et års tid siden købte jeg i USA et lækkert stykke sæbe, hvor emballagen påstod at den var god mod synder. Den kunne vaske dem af. "Wash away your sins" stod der både på pakken og på selve sæben. Og sæben var "testet og godkendt" mod alle syv dødssynder. Brug af sæben ville reducere skylden med 98,9 procent – "eller mere"(!) "Den bedste renser for løgnere, svindlere og forbrydere". Særlig belastede personer anbefales at komme sæben ind i munden og således rense talens brug og løfte den op på et højere plan.

Der var også en advarsel mod en forekommende bivirkning: "Regelmæssig brug vil styrke karakteren", men denne risiko var dog ikke særligt aktuel. Og man ved jo, hvordan fabrikanterne skamroser deres produkter og kun nødtvungent nævner bivirkningerne.

Desuden havde sæben en forførende duft, der ville lokke én væk fra synden. Sæben er meget kraftig. I USA kan man blive ren i tre grader: medium, extra og industrial. Sæben var industrial, som man bruger, når man har været i gang med virkelig beskidt arbejde ude i samfundet, for eksempel i værksteder og på fabrikker.

Gud elsker ikke syndere, og derfor bør man gå i bad, før man beder. For den rene er alting rent, og man må derfor selv blive ren, inden det kan blive til noget.

Jeg har ikke set sæben til salg her i Danmark, men der må være et marked for den. Eller også er markedet måske ikke særlig stort, for en dansker bliver sjældent rigtig beskidt.

Og dog. Det er forbløffende, så meget man taler om skyld. Det er ganske vist ikke ens egen skyld, men altid de andres. Hver eneste dag hører vi i pressen om voldsomme begivenheder, men de ses altid fra skyldens vinkel. Da tsunamien overskyllede sydøstasien, var den journalistiske vinkel kun i anden række den ufattelige katastrofe. I første stod spørgsmålet: Hvem var skyldig:

I at der ikke blev varslet, i at der ikke blev sendt fly ned for at hente de strandede, i at der heller ikke blev sendt obduktionsfolk af sted og så videre. Kort sagt: Hvem var de skyldige? Hvem var skyldig i fyrværkerikatastrofen i Seest i fjor, for eksempel i, at man ikke fik gymnastiksale hurtigt nok til at huse de hjemløse. Det gjorde man godt nok, men det skyldtes en snarrådig politimand, hvilket viser, at apparatet som sådan havde spillet fallit, for det var jo det, som skulle have taget sig af det. Hvem er skyldig i at danskerne bliver for fede? hvem er skyldig i ... og så videre.

Prøv engang kære læser at kigge efter, hvor stor en rolle skylden spiller i Danmark. Ja, ikke Deres skyld og slet ikke min skyld og heller ikke journalistens, men de andres skyld. Men vi er meget vrede på de mange skyldige.

Og de skyldige flygter jo tilmed fra skylden. De står i kø ved håndvasken ligesom Pilatus i sin tid. Og hvis de nu forgæves spørger i Matas efter vidundersæben mod skyld, kan man just i denne tid henvise til et andet godt tilbud, som man finder i kirken, hvor man jo netop har fejret påsken.

Hvis man gik i kirke langfredag ville man have hørt om en mand, der betalte for andres synd og skyld. Det skete ikke ved at bruge sæbe, men ved at gå i døden og dermed tage den straf som andre skulle have haft. Herved skabte Kristus "Floden som kan blodskyld tvætte af", som vi skal synge om i dag. Og påskedag lod Gud ham opstå fra de døde som bevis på, at det var sandt, hvad han sagde og rigtigt, hvad han gjorde.

Nu er der altså betalt for vore synder, og de gælder ikke mere – eller de er vasket af os, hvis man foretrækker sæbe-sprog. Og derfor kan vi med Paulus være overbevist om "at i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller kommende eller kræfter i eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre." (Romerbrevet 8).

Jan Lindhardt er biskop over Roskilde Stift

Related Media
See more
Related Illustrations
See more
Earn an accredited degree from Redemption Seminary with Logos.